Bygherren var værftsdirektør C. Pedersen fra Nakskov, som henvendte sig til Lohals Bådebyggeri, der var kendt for solidt håndværk, og udnyttelsen af pladsen er praktisk og gennemtænkt. Værftsdirektøren beholdt da også båden i 20 år.
Hun er en slank båd med en længde på 10,35 meter, en bredde på 2,85 meter og en dybgang på knap en meter. Endnu 20 år senere, i 2001, fandt jeg motorkrydseren ved Ebbes Bådebyggeri i Marstal stående på en trailer og dækket til med store presenninger. Båden hed ”Fru Mudde” og ejedes af skibsfører Børge Pedersen, der var bådens ejer nr. 2.
På det tidspunkt var jeg korrespondent for det tyske sejlerblad Yacht i Danmark og havde fra hjemmehavnen Ballen på Samsø sejlet Østersøen rundt og efterhånden besøgt alle lande, der ligger omkring vores farvande. Derfor søgte min kone og jeg nye udfordringer, og havde en drøm om at sejle ned ad Donau samtidig med, at vi ville besøge vores nye naboer i Sydøsteuropa, som var på vej ind i EU.
Vi ville have et skib, som ikke gjorde stort væsen ud af sig og skulle falde ind i havneområderne såvel som på Donau og i Tyrkiet, en båd med ringe dybgang til kanalerne, men som alligevel var sødygtig nok til at klare sig i Sortehavet, Det Ægæiske Hav og endelig i Middelhavet, den lange vej fra Korinth kanalen i Grækenland til Italiens kyster gennem Messinastrædet og videre til indsejlingen af Rhône ved Marseille i Frankrig.
Da jeg så ”Fru Mudde” første gang på traileren, vidste jeg, at hun var den rigtige til vores lidt dristige planer og lange tur. Med sine otte ton skulle hun have den rigtige tyngde for at kunne klare sig under urolige vejrforhold, og hvem ville kigge særligt interesseret på en forholdsvis lille træbåd i Ungarn, Serbien, Bulgarien eller Rumænien?
”Fru Mudde” skiftede for 25.000 kr. ejer under forudsætning af, at navnet blev ændret. Børges svigermor blev nemlig af alle i Marstal kun omtalt som Fru Mudde, så det var et personligt navn. Da båden virkelig minder om en lidt ældre ærværdig dame, der er noget stiv i hofterne, kaldte vi hende ”Frøken Meyer”, som passende er min kones pigenavn.
Klargøring af båd
Udover en del træ- og tætningsarbejde skulle bådens motor erstattes. Den gamle Perkins, som de første 20 år var blevet ferskvandskølet, og derefter havde fået et kølesystem med kobberrør liggende udenpå båden, kunne ikke mere. Motorens cylindere havde sat sig fast, og det viste sig, at det var næsten umuligt at få reservedele.
Vi fandt derfor en brugt Volvo Penta MD 40A, en sekscylindret motor og installerede den efter, at Volvo havde garanteret hurtig levering af reservedele lige meget, hvor i Europa vi befandt os. Også skrueakslen og propellen skulle udskiftes. Desuden måtte vi forny hele den elektriske installation, købe GPS, radio med DSC, ekkolod, bilge- og vandpumpe, køleskab osv.
Det skal siges med det samme: På vores mere end 7000 sømil lange sejlads rundt omkring på Europas kanaler og have, havde vi ikke brug for andet end almindelige sliddele, som vi altid kunne købe, hvor vi kom frem. Det bedste og mest nødvendige køb var investering i en Navtex, der på hele turen forsynede os med vejrmeldinger. Lidt letsindigt undlod vi køb af en redningsflåde og stolede på vores gummibåd.
Da vi var klar til at tage af sted, havde vi investeret mere end 300.000 kr., men så havde vi også fået en båd, vi virkelig stolede på efter flere sejladser i dårligt vejr i Kattegat.
Til navigering bruger vi altid både papirkort og elektroniske søkort, der ligger på vores bærbare computer. Til computeren er tilsluttet en GPS-modtager. Computeren bliver altså til en kortplotter med rigtig stor skærm, der viser alt, hvad man forventer af et navigationssystem. Den store sikkerhedsfordel i forhold til en almindelig plotter er den, at computeren arbejder i et stykke tid efter, el-forsyningen om bord eventuelt skulle svigte.
Som gamle sejlere savner vi selvfølgelig hver gang, når vi forlader en havn, at sejlene trækkes op, motoren stoppes, og roen breder sig samtidigt med, at båden krænger let og sætter farten op. Især på de lange strækninger i nord-sydlig retning, da vi sejlede fra Messina-strædet og op langs den italienske kyst, savnede vi et støttesejl ved de fremherskende vestlige vinde. ”Frøken Meyer” gynger ved sidevinde som en fuld matros fra side til side og kræver simpelthen, at man sejler op mod vinden eller sørger for, at vind og bølger kommer bagfra.
Wellnesskur
Da vi kom hjem fra vores treårige rejse, blev ”Frøken Meyer” sendt på en ni måneders well-nesskur. Maling og lak fra over 40 år skulle skrabes af skroget. Vi begyndte arbejdet med bange anelser, der til fulde blev opfyldt, da vi nåede agterspejlet. Plankerne var i årenes løb blevet bløde og skulle skiftes ud. Jo mere der blev fjernet, jo mere omfangsrigt blev arbejdet, da også en del af den bærende konstruktion var blevet mør. ”Frøken Meyer” måtte have en ny rumpe. Fra november til slutningen af juli knoklede vi med udskiftning af planker, pensler og lak – men glemte næsten hele besværet, da damen endelig kom i vandet igen.
Med sit nuværende hjemsted i Flensborg er båden næsten kommet tilbage til de farvande, som den i sin tid blev bygget til, og det har virkelig vist sig, at med god dansk skibsbygningstradition bygges både, der kan klare sig under mange forskellige og krævende forhold.
Sådan er den bygget
Til den kravelbyggede båd blev brugt egetræ til spanterne og sibirisk lærk til klædningen. Foruden en behagelig stor salon med styreplads, går man to trin ned til et pantry med køleskab, to gasblus, gasovn og vask. Lidt længere fremme i forskibet findes en lille afdeling med håndvask, spejl og marinetoilet, garderobe og fralægningsplads.
Agten for salonen er der et rimeligt stort kalecheoverdækket cockpit – også med styreplads – samt en agterkahyt med to brede køjer.
