Båden eller mig?

Sejleres ældste og mest slidte vittighed, for ikke at sige grundhistorie, er den om manden som kommer hjem fra havnen og i døren møder konen. Hun er hysterisk. Nu har hun fået nok! Så hun giver ham valget: mig eller båden. Historien findes i utallige former og afskygninger og er en af bådfolkets kæreste klicheer. Den fortælles om og om igen og har fremkaldt skæve smil på molen i generationer. Fælles for alle versioner er selvfølgelig, at manden vælger båden.

Ægteskabets svar på Gaza-striben
I den virkelige verden er det dog de færreste mænd som er så konsekvente i deres kærlighed til sejlerlivet. Men alligevel peger historien på et modsætningsforhold, som er højst levende og virkeligt for mange. Det er et faktum, at temaet båd og sejlads ofte giver anledning til høj sø og hårdt vejr også på hjemmefronten. Her skal vi se på, hvorfor det forholder sig sådan. Og ikke mindst på hvad vi kan gøre ved det. For med enkle midler kan man faktisk gøre noget for at undgå at båden – et potentielt fantastisk værktøj til fælles glæder og oplevelser – udvikler sig til ægteskabets svar på Gaza-striben.
I et samfund hvor kvinder er ligeværdige deltagere i stort set alle sammenhænge, er der jo ingen grund til, at netop bådlivet skal forblive en slags skurvogn, en mandsbastion nogenlunde som pubben er det for Andy Capp og hans venner i tegneserien af samme navn. Det er en situation, hvor begge parter er tabere.

Hop, for fa’n!
Der findes også en anden grundhistorie, vittighed eller kliche, som er lige så gammel og slidt som den ovenfor. Og den kan egentlig godt kaste lys over situationen: Den handler om båden på vej i havn. Far står selvsikkert ved roret, mor usikkert i stævnen. Egentlig er det ikke nødvendigt at sige mere, billedet taler for sig selv.
For hvad er det egentlig, der sker her? Manden er chefen. Han styrer, har kommandoen og er den eneste, som egentlig har tjek på det her. Kvinden står og vakler med et tov i hånden og har ingen kompetence, ingen indflydelse og dermed ingen egentlig deltagelse. Og det er hele tre temmelig alvorlige problemer! Billedet af konen som rædselsslagen hopper for tidligt, skudt ud fra stævnen af mandens myndige røst, er alt i alt et urbillede på hele problematikken.

Væven eller mig?
For hvem i alverden gider bruge sin sparsomme fritid og sit korte liv på at være passager, tilskuer, eller endnu værre, tjener i en aktivitet, som er partnerens lidenskab alene, og som også tømmer fællesskabet for to temmelig væsentlige ressourcer: tid og penge?
Forestil dig et scenario, hvor konen elsker at væve kæmpestore vægtæpper, som er dyre, tidskrævende, og som kræver, at manden bruger sin ferie og sine weekender på at holde trådene, eller hvad man nu gør, når man væver vægtæpper. Nu ved jeg ikke, om man overhovedet kan væve store vægtæpper, men det er uvæsentligt. Pointen er, at det sikkert er meget let for de fleste mænd at forestille sig, hvad de ville sige efter nogle ganske få weekender: væven eller mig?

Det vil jeg gerne prøve!
Det vil sige – forudsat at det var konen som altid vævede, og manden som altid stod og holdt. Mens han kedede sig, fik mælkesyre i armene og ikke forstod, hvad dette gik ud på, og hvordan man gjorde. Historien kunne derimod ende helt anderledes, hvis konen kiggede lidt på manden, mens han stod der med armene i vejret, og sagde: Hør nu her. Det er helt fantastisk interessant at sidde her og væve. Det skal du prøve! Nu viser jeg dig, hvordan man gør, og så bytter vi lige plads. Så holder jeg imens.
Og hvis manden så er i stand til at holde den mulighed åben, at det måske kunne være meget sjovt at væve, hvis man blev god til det – og tænkte at det vil jeg såmænd da gerne prøve – så ville det faktisk være en god chance for, at disse to efter kort tid havde en fælles lidenskab og interesse i stedet for et potentielt konfliktfelt.

Tag ansvar, slip roret
Nu kan jeg ikke forestille mig, at det er lige så sjovt at væve som at sejle. Men pointen skulle gerne fremstå tydeligt alligevel: Dette må være noget, man gør sammen.
Og begge parter skal deltage. Hvis udgangspunktet er, at manden kan en hel masse, og kvinden ikke kan noget særligt – sådan er det jo ofte – så kræver situationen noget af dem begge, hvis den skal udvikle sig til noget positivt: Han skal slippe roret, både i bogstavelig og overført betydning. Og hun må tage det. Både fysisk og mentalt.
Ansvaret er begges, selv om det er helt forskellige ting, som kræves. For det hjælper ikke, at kvinden gerne vil lære at sejle, styre, trimme, lægge til osv. – hvis manden ikke vil fralægge sig skipperkasketten og slippe magten om bord. Og det hjælper heller ikke at manden lokker og forklarer og inviterer til deltagelse – hvis kvinden vender ryggen til og bliver irriteret over, at sejlene skygger for solen. Eller hvis hun bare synes, det er usikkert og mærkeligt, at alting er på skrå – uden at interessere sig for hvorfor, og uden at mærke efter hvad der egentlig sker.

Lær det!
Nu er det jo selvfølgelig sådan, at par, som samarbejder dårligt på land, sandsynligvis samarbejder mindst lige så dårligt til søs. Men hvis konen ikke skal ende med at betragte båden som en plage, er det altså nødvendigt, at hun lærer at bruge den – og efterhånden kan håndtere de vigtigste funktioner om bord på egen hånd. Dermed bevæger hun sig nemlig fra at være passager til at være deltager. Det er et afgørende skift. Så sejler man sammen, i stedet for at han sejler, og hun kigger på.
Sejlads som transportform er både langsom og kede-lig. Sejlads som aktivitet er noget helt, helt andet. Det lyder vældigt let og selvfølgeligt, sådan teoretisk.
Men for nu at nå så langt ude i den vindblæste virkelighed kræver det, at manden har en engels tålmodighed og tåler, at båden sejler som en vingeskudt and indimellem. Det tager nemlig tid at lære. Sejlads er en temmelig kompleks affære. Ting som er himmelråbende selvfølgeligheder for erfarne sejlere, fremstår som finsk grammatik for begyndere. Og her kommer det allerværste: Manden skal tåle at komme i havn med konen ved roret, selv om havnemanøvrerne i en overgangsperiode kommer til at fremkalde både pegefingre og latterbrøl fra molen. Det er store krav til en mand, hvis æresbegreber om det at lægge til ofte er lige ubønhørlige som dem, vi finder i islamisk sharialov. Det kan være grusomt og krænkende. Men disse ydmygelser er nogle af de bedste investeringer i fremtiden, du kan gøre. Tag det med et smil!

Kan redde liv
Kvinder har i store træk det samme potentiale til søs som mænd. Rent praktisk er de fleste både nu så lette at håndtere, at der ikke længere er noget fysisk til hindring for det. Teknologien har i høj grad lettet det fysiske slid om bord. Og pigerne kan jo sagtens sejle på topniveau, hvilket f.eks. Ellen MacArthur er et lysende eksempel på.
Der er altså ingen faktuelle eller praktiske forhindringer af betydning for, at kvinder kan mestre både og sejle lige så godt som mænd. Der er derimod stærke argumenter for, at begge bør kunne håndtere fartøjet – et af dem er rent sikkerhedsmæssigt. Talrige dødsulykker skyldes det kedelige faktum, at mange kvinder ikke har kunnet overtage ansvaret, når manden er faldet over bord. Dermed har det ikke været muligt at samle ham op igen. Mindre dramatiske, men alligevel alvorlige situationer kan også undgås, hvis begge kan nok til at handle relevant – f.eks. i en vanskelig havnemanøvre.

Kontrastfyldt tilværelse
Men det er vigtig at være realistisk, når man fortæller begyndere, hvordan det er at sejle, uanset hvilket køn eller aldersgruppe det handler om. Hvis man på forhånd har formidlet et rosenrødt himmerige, hvor man svæver silkeblødt ind i solnedgangen på vuggende bølger båret frem af en mild og venlig brise – så bliver virkeligheden en kold klud i ansigtet. For faktum er – det ved vi jo – at sejlads kan være temmelig ubehageligt indimellem. Det kan være vådt og koldt, direkte kedeligt, eller utrygt og problematisk – alt det som følger med, når det er naturen som sætter dagsordenen.
Til gengæld kan det også være besættende, befriende, berusende og alt muligt andet godt – man går i det hele taget om bord i en tilværelse, som er væsentligt mere kontrastfyldt end den, vi kender på land. På godt og ondt. Det er fint at være forberedt på det. Det er i det hele taget fint at have konkrete erfaringer sammen – i en lånt eller lejet båd – før man investerer hele friværdien i projektet. Så kan man tage en fælles beslutning baseret på virkelighed og ikke forestillinger!
Og så er det selvfølgelig afgørende at skabe tryghed – som ansvarshavende skipper skal man have kontrol, også når man ikke har det. Talrige som græshopper i ørkenen er de kvinder – og børn for øvrigt – som er tabt for sejlsporten, fordi de kom ud i hårdt vejr for tidligt og fik en skræmmende og ubehagelig oplevelse af at der ikke var styr på tingene. Mange vender aldrig tilbage efter sådan en erfaring, hvis den kommer helt i starten – så det siger sig selv, at det er meget vigtigt at undgå den ene gang, hvor det går hårdere for sig, end man egentlig havde lyst til. Den slags situationer skal nok komme. Og har man fået lidt saltvand i årene, kan man godt tåle det. Men vent med dem, for Guds skyld!

Rival eller ven
Alt har to sider. Mindst. Og som sagt er der også et stort kvindeligt ansvar her. Lad os kigge lidt nærmere på det. Man skal altså kunne lidt for virkelig at opleve, hvad det at sejle har at byde på. Men selv om de grundlæggende færdigheder er i orden, er det dermed ikke sagt, at man kommer til at elske at sejle. Og det er jo en ærlig sag. Men hvis lidenskaben og engagementet udebliver, kan det også skyldes andre ting end selve sejladsens manglende kvaliteter.
Der kan nemlig ske det, at konen – af årsager vi har berørt – ikke har helt fri adgang til det rush som får sejlerne til at vende tilbage til sporten, år efter år. Her er vi ude i et minefyldt farvand: Adgang til sejlerlyst kan – såvel som adgang til andre former for lyst – være blokeret at mørke skyer, mentale modstandsfelter fra sindets dyb. Nu er dette er bådblad, og ikke et psykologisk tidsskrift. Men man behøver ikke være psykiater for at have noteret sig at der indimellem optræder en slags kvindelig jalousi, hvor båden på et ubevist plan er blevet en rival, som skal bekæmpes. Man kunne måske selv tænke sig den omsorg og opmærksomhed, som båden får.
En gang oplevede jeg en bekendt udbryde helt spontant, mens vi stod og pakkede sejl efter en sejltur: ”Ja, ja. Så er det hjem og få skældud.” Og der er jo nok at tage fat på for den som vil dyrke jalousien: Mænds forhold til både er ofte temmelig intense og omfattende. Fartøjerne får kvindenavne, er genstande for hede drømme og store planer, tager ham ud på vilde eventyr – og mellem slagene ligger de der og kræver omsorg og pleje med store omkostninger til følge. Kvinder med hang til at holde partneren i kort snor har virkelig en værdig modstander!
En ældre, livserfaren herre med mange sømil under huden gav mig en gang følgende visdomsord med på vejen: ”Kærester elsker at sejle. Forlovede? Vel, vel, nogen gange. Koner? Aldrig.”

Han i båd – hun i bil
Men denne rivaliering er destruktiv for alle parter. Og den kan undgås med en smule bevidsthed om situationen. Det ville være en noget sundere og mere hensigtsmæssig indstilling at betragte den hjemvendte sømand som en beriget partner, der har fået en saltvandsindsprøjtning, og dermed sandsynligvis er blevet en mere levende mand at være sammen med – også selv om det er en oplevelse parret ikke deler. En mand, som elsker at sejle, og som ikke får albuerum til det, vil blive frustreret. Og den frustration rettes gerne en bestemt vej. Gæt selv hvilken.
Mange par har indset, at sejlsport er mandens lidenskab og ikke hendes på trods af et ærligt og redeligt forsøg efter alle kunstens regler. Det er også en virkelighed, man kan tilrettelægge mere eller mindre smart.
Jeg mødte en gang en lille mand med et stort overskæg i en lille sejlbåd med en stor sprayhood. Jeg nævner disse detaljer, fordi de kom til at ligne hinanden, båden og ham. Han sejlede alene langs kysten og hyggede sig med det. I havnene mødtes han med konen. Hun brød sig ikke om at sejle. Hun syntes, det var meget bedre at komme kørende i bilen, der var lige så voluminøs som hende selv. Men de var sammen i havnen og havde det fint med det. Efter et par dage fortsatte de. Hun i bilen. Han i båden. Sådan havde de gjort i mange år. Måske en utraditionel måde at feriere på – men faktum var, at de havde fundet en fin balance. De havde givet hinanden plads, selv om sejlads ikke blev en fælles lidenskab.