Den første sommertur alene i deres Bavaria 42 bød på meget andet end høj sol og lette briser. ”I dag kan vi se, at vi gjorde meget klogt i at dele sommerturen over i to bidder. Først en uge hvor vi sejlede en kortere tur til Roskilde Fjord. Så 14 dage på land. Og så den store tur i tre uger til Sydhavsøerne og Det Sydfynske Øhav,” fortæller John Løvstrøm.
”Den første uge gik med at finde ud af, hvor tingene skulle ligge om bord. Hvad vi havde brug for, hvad der var overflødigt, og hvad vi manglede. Det var ligesom at flytte ind i et nyt hus.”
Øvelse giver rutine
”Vi indøvede rutiner, når vi skulle ud af havnen, når vi skulle navigere i snævre farvande og skulle i havn igen.
Og efterhånden som sommerturen skred frem, blev vores forberedelsestid kortere og kortere, fordi vi vidste præcis, hvad vi skulle gøre.
Vejret var meget blandet med masser af regn. Den første uge stak vi nordpå til Hven, til Helsingør Lystbådehavn og derfra ned i Roskilde Fjord. Det var en oplevelse at sejle på en smal fjord. At komme sejlende i en rende med mågerne stående på havbunden lige ved siden af. Her skal man altså se godt efter i søkortet, vide nøjagtig hvor man vil sejle hen og så i øvrigt holde kursen. Alt hvad vi havde lært om sømærker, fik vi brug for, og et par gange var vi oppe i det høje felt, for der er ikke plads til fejltagelser. Men alt gik godt.
Lidt syd for Frederikssund vendte vi om og sejlede tilbage til Helsingør, hvor vi så starten på Sjælland Rundt. Vi blev i havnen, og dagen efter sejlede vi hjem til Vallensbæk om aftenen og natten, mens vi så på sankthansbål. Det var den første uge.
Efter et par uger på arbejde begyndte vi den lange sommertur. Men den lørdag vi skulle af sted, blæste det ad helvede til. Vi overvejede at blive i havn, men da nabobåden gik ud, besluttede vi at følge efter for rebede sejl.”
Når bovpropellen strejker
”I Køge bugt friskede vinden yderligere, så i stedet for at gå til Klintholm, gik vi til Rødvig. Her oplevede vi vores første lille havari, hvis man da kan ellers kan kalde en strejkende bovpropel for et havari. Den virkede ikke, da vi kom ind i havnen, og når man nu har beregnet molelægningen med bovpropel, så bliver man lige nødt til at sejle et par runder, før man lægger til uden.
Her var vi indeblæst et par dage, og da vi sejlede ud, virkede bovpropellen som den skulle.
Men da vi var kommet rundt om Møn og skulle til at lægge til i Stubbekøbing, strejkede den igen. Vi tog en æresrunde i havnen og lagde til uden panik, men besluttede at få propellen repareret.
Det lykkedes at finde en mekaniker i Vordingborg, så vi tøffede dertil og havnede midt i en byfest med koncerter, fest og farver. En ekstra oplevelse samtidig med at en løs sikring i bovpropellen blev sat fast.
Så gik turen ad omveje mod Flensborg Fjord, hvor vi fandt ud af, at med en så stor båd som vores var det ikke godt at komme ind efter kl. 18, så vi gik nordpå til Sønderborg. Det var en helt speciel fornemmelse at sejle forbi Dybbøl Mølle sådan set fra vandet. Sønderborg gamle havn var fyldt, men vi fik lov at ligge på en reserveret plads, hvis vi højtideligt lovede at være sejlet inden kl. 8 næste morgen. Kongeskibet Dannebrog skulle ankomme. Så den oplevelse fik vi også med.”
For anker
”Det blæste en halv pelikan, så vi nøjedes med at sejle op til Dyvig, hvor havnen var propfuld. Her greb vi chancen for at ligge for anker med 10 både i bugten.
Vi har før ligget for frokost-anker og smed krogen i passende afstand til de andre både. Det holdt ikke. Vi prøvede igen, og efter tre forsøg kom en robåd med to skæggede søulke sejlende. Jeg havde for travlt med at lægge anker, men de fulgte efter os, vinkede og spurgte, om de kunne hjælpe os - det kunne de selvfølgelig.
De var tyskere og havde ligget til ankers i Dyvig gennem 40 år, så en, to, tre, så lå båden, som den skulle trods de meget specielle bundforhold. Og så fik vi historierne om, hvordan det hele havde ændret sig gennem de sidste 40 år. Vi har ingen jolle, så vi kom ikke i land, men vi havde mad og strøm nok. Til gengæld var jeg oppe flere gange i løbet af natten for at se, om ankeret holdt. Dagen efter var vi enige om, at det ikke var sidste gang, vi overnattede for anker.
Næste dag gik vi til Faaborg, der var base den næste uge. Her stødte børn og børnebørn til i tre dage, og turen gik til Ærø igen. Det er en brat overgang at gå fra to til seks personer. Det var kun tre dage, så det gjorde ikke noget, men i tre uger var det aldrig gået. Vores nye tommelfinger regel er derfor, at der skal være to sovepladser i overskud, så man ikke skal slæbe bagage rundt i båden hver aften.”
Igen-igen
”Siden har vi ofte evalueret turen, bl.a. når vi efter arbejde mødes i båden for at spise eller bare drikke en kop kaffe. Vi udskyder nok anskaffelsen af en slæbejolle og foldecykler, for vi savnede ikke rigtig nogen af delene på turen. Men det at holde ferie i en båd er simpelthen kanon og bedre, end vi havde drømt om. Aldrig har vi oplevet så meget og fået så meget frisk luft. Efter vi kom hjem, har vi ikke kunne holde ud at være indendørs.
Og så har vi mødt mange utroligt venlige og interessante mennesker på vores tur. Også en masse, som havde læst om os i Bådmagasinet, og som kom med positive bemærkninger.
I de fire uger har vi været indeblæst i fire dage og sejlet andre fire dage, hvor især Lone ikke syntes, det var sjovt. Men vi har lært en masse og er enige om, at næste år skal vi sejle længere i både tid og distance.
Frem for alt har vi erfaret, at det er den rigtige båd vi har købt, lidt for stor, men så stor at den har tilstrækkelig komfort. Og det er med vemod, at jeg sætter den på land for vinteren,” slutter John Løvstrøm.
I Bådmagasinets realityserie er begynderparret Lone og John fra Hvidovre snart færdige med første sæson som skippere og bådejere. De har været gennem den vanskelige proces at købe båd, har anskaffet sig sejl-udstyr, lært om navigation, søvejsregler og brug af skibsradio og har hyret en lærer til et intensivt praktisk sejlerkursus i egen båd forud for den praktiske prøve. Det hele bestået med glans. Nu gælder det sommerturen.