Wally - Fart og æstetik

Se på dette billede af den nye yacht fra Wally: Esense. Hvor stor tror du den er? Er den 30, 60 eller måske 75 fod? Se så på den lille mand i det hvide tøj. Er han måske en dværg? – Nej, det er båden der er enorm, 143 fødder eller 44 meter lang. 13 fod længere end de største J-class-både fra 30’ernes America’s Cup-sejladser. (Den hidtil største båd fra Wally var på 107 fod).
Men i modsætning til J-class-bådene, som krævede et mandskab på 35-40 mand, så kan Esense sejles så godt som singlehanded. Et par gaster, til at bjærge fender og kaste fortøjninger, er alt rigeligt. Resten kan skipperen klare fra en af sine tre styrekonsoller eller skulle vi hellere kalde dem, operations-platforme. Et kæmpe rat i hver side af båden med 5 meter i mellem, og så en platform midtskibs, hvor alt lige fra elektronisk navigationsudstyr til elektrisk betjening af fald, skøder og hal er placeret.

Tryk-på-en-knap-sejlads
Det er lige så let at hale det 650 kvm store storsejl ind, som at tænde for dæksbelysningen, som bader det 255 kvm store og superlækre teakdæk i diskret lys efter mørkets frembrud. Et tryk på knap – det er alt.
Og alt imens skipperen ene mand trykker på knapperne, kan 20-25 gæster sidde mageligt og nyde sejlturen og de gastronomiske glæder ved det store bord i det sofaomkransede cockpit midtskibs.

Svag vind på vandet - kuling på dækket
Den høje ræling er ikke bare en smuk erstatning for et søgelænder, der skal forhindre folk i alt falde overbord. Rælingen er også bygget til at give læ på dækket, så man ikke går rundt i en mindre, konstant kuling, når båden sejler.
På en bagende varm sommerdag med blot 4 m/sek. (8 knob) vind, kommer bådens fart let op på 12-13 knob på kryds. Det vil sige, at den relative vind på dækket opleves som 10-11 m/sek. eller over 20 knob. Og det kan godt bringe håret i uorden og flå siden med de vigtige børsnoteringer ud af avisen, før man får dem læst.

Det åbne look går igen under dækket
Luca Bassani fra Wally-værftet ved byen Fano på den italienske Adriaterhavskyst har sammen med amerikanske yachtkonstruktør Bill Tripp designet Esense, mens den indvendige aptering klogelig er overladt til den italienske designer Odile Decq.
Skrog og mast er naturligvis kulfiber, riggen er rod, og der er 40 tons ballast i kølen. Sejlarealet bestående af storsejl og en selvslående fok er på 900 kvm. En gennaker vil være på omkring 700 kvm. Båden er forsynet med en sænkekøl, så den kan sejle på 4 meters vanddybde, mens den stikker 6 m, når båden er til havs.
Motoren en 550 hk Caterpillar driver båden frem med en speciel firbladet propel med servogear med en marchfart på 14 knob, så man kan komme hjem til tiden.
Dækkets åbne look går igen under dækket med meget store og enkelt udstyrede saloner, der ved hjælp af skillevægge kan forvandles til salon med to overdådige gæstekahytter. Meget italiensk, meget wally’sk og meget elegant.

To under bygning og seks seriøse nye kunder
Prisen taler man ikke om, men værftets ejer fortæller at der er bestilt to andre lignende fartøjer, og at man i øjeblikket forhandler med seks andre interesserede købere rundt om i verden.
Ifølge det engelske bådmagasin Yachting World har den legendariske tyske Admirals Cup sejler Albert Bull, der er blevet højhastigheds langturssejler på sine gamle dage, bestilt en Wally ”Saudade” på 148 fod også med Bassani/Tripp/Decq som designere, mens en japansk sejlsportsmand har bestilt en 130 fods af slagsen, tegnet af Javier Soto Acebal. Man regner med, at den bliver verdens hurtigste sejlbåd på kryds.
Begge både bliver leveret i sæson 2008.
Desværre er den japanske sejler afgået ved døden her i vinter, men familien vil have båden bygget færdig og sat i vandet, for at ære det afdøde familieoverhoved.

Styringen foregår hydraulisk
Bådens 150 ton og det tilsvarende store ror vil kræve mange skæringer på wirerne mellem rat og ror. Til gengæld har Esense tre forskellige styresystemer, som man kan veksle mellem blot ved at … ja, rigtigt – trykke på en knap.

1. Manuel styring med et af de to rat – dog med hydraulisk kraftoverførsel, som også sørger for, at roret selv retter sig op, når man slipper det efter et drej.

2. De to rat kan (et ad gangen naturligvis) også bruges som joysticks, så blot en 1/8-drej med roret giver fuldt rorudsving
og får den enorme båd til at snurre på en tallerken. Med dette system kan båden også styres fra navigationskonsolen midtskibs med et joystick.

3. Og endelig det Wally kalder Electronic Mode, hvor båden sejles på en optimal autopilot, der tager hensyn til både vind og kurs, indtil man rører ved rattet for at korrigere kursen. Så snart man slipper rattet er den tilbage på autopiloten.

Men alle der indtil nu har stået ved roret af Esense, påstår at den er let og følsom at styre som en 50 fods kapsejladsbåd.








★ Artikel

★ Lamineret cockpitarm og timevis af lakering

★ Interview & Portræt

★ Portræt: Ny kaptajn ved roret i Dansk Sejlunion - Anders...

★ Test af motorbåd

★ Test: Bayliner V20 - Sjov og rummelig

★ Artikel

★ Vendée Globe: Nedtælling til verdens hårdeste...

★ Artikel

★ Rita IV: En konge værdig

★ Test af motorbåd

★ Test: Delphia 10 Sedan - Slowboat til gode oplevelser

★ Interview & Portræt

★ America's Cup: Dansk civilingeniør stadig en af de mest...





Udvalgte artikler *


Produktnyt

Hvis der er noget vi glæder os til...

USA: GM ind på markedet for e-motorer

Der er en ny kat i byen