”Jeg vender lige tilbage om det kan lade sig gøre.”
Kronprinsens Farr40-taktiker, jordomsejleren Bouwe Bekking, skulle lige tjekke om det var i orden og god etikette, at han gav et interview til Bådmagasinet. Vi understregede, at vi ikke var interesseret i sladder om kronprins Frederik, men kun om det ni mand store holds oplevelser og anstrengelser, før de skal sejle Farr40-VM til august i København. Bouwe Bekking blev taktiker for Kronprinsen i november måned sidste år.
I blev tredje båd i Florida, hvor Anders Myralf styrede, som afløser for Frederik. Hvordan var sejladsen?
”Vi havde en fantastisk uge, hvor vi havde fremskridt undervejs. Husk på vi er et nyt hold og skal lige lære at sejle med hinanden. Nu bygger vi langsomt et rigtigt hold op. Jeg er ikke vant til at sejle på et hold som det her, hvor der er et godt venskab. Her er ingen rockstjerne-mentalitet, alle arbejder med den samme entusiasme i at sejle båden frem, og bagefter skrubbe dækket sammen.”
Men I klarede jer flot med jeres helt nye båd uden rat, men med rorpind?
”Ja, og det giver selvfølgelig en god fornemmelse, at vi kan konkurrere med de bedste Farr40-mandskaber i verden. Vi startede langsomt ud den første dag, men vi blev bedre efter hver sejlads. Resultaterne i dag to og tre taler for sig selv (førsteplads, red.) Det siger da noget at vi i fire sejladser er nummer et ved første topmærke, og at vinde to sejladser i Farr40 er noget helt specielt. Et andet stærkt punkt ved holdet, er at vi sammen er gode til at evaluere og lære efter sejladserne og samtidig forblive positive.”
Hvad kan du sige om jeres nye båd?
”Det er altid rart at få en ny båd. Det gode ved Farr40, er, at bådene faktisk er meget ens one design. Det er mere noget mellem ørene, når vi tror vi har noget specielt. Det kan man se med ’Barking Mad’, der er en helt ny båd, og de blev næstsidst i Miami. ’Warpath’ og ’Twins’ er gamle (og de klarer sig godt, red.). Jeg tror det bedste jeg kan sige om vores båd ’Nanoq’ er, at vi har en rorpind og ikke rat. Men jeg skal sige at jeg er rorpind-fan.”
Hvor meget Farr40 har du sejlet før du gik om bord hos Frederik?
”Det går tilbage til det andet år efter at klassen gik i gang (1997, red.). Jeg sejlede faktisk på den første Farr40, ’Raging Bull’, der havde rorpind. Siden har jeg sejlet på adskillelige Farr40-både, som ’Morning Glory’, ’Barking Mad’ og ’Grooverderci’ for at nævne et par stykker.”
Hvorfor ville du sejle på den danske ”Nanoq”?
”Da jeg hørte at der skulle være Farr40-VM i Danmark, tænkte jeg at det ville være dejligt at sejle på ’hjemmebane’, så jeg masserede min kalender til der var plads til VM. Måske er det også nostalgisk for mig at sejle på Øresund, fordi jeg i 1991 mødte min kone under One Ton Cup i Skovshoved. At jeg kom til at sejle for ’Nanoq’ er lidt af en overraskelse for mig. Jeg fik et telefonopkald med mulighed for at være taktiker ... og jeg er meget glad for det lykkedes.”
Hvad er forskellen på at sejle en Farr40 og en VO70’er? Bouwe smiler.
”Det er som nat og dag. Den største forskel er, at du kommer hjem hver aften, efter du har sejlet og får et ordentligt måltid mad,” griner Bouwe, der har pløjet jorden rundt, også nonstop i en katamaran på 62 dage med Grant Dalton. ”Og så er der selvfølgelig fart-forskellene. En VO70’er går næsten dobbelt fart i forhold til en Farr40 på alle kurser. Men sidst men ikke mindst: antallet af mandskab er ens på de to både …”
Hvilke planer har du og Kronprinsen for jeres hold?
”Vi skal arbejde hårdt de næste par måneder med
boathandling, og vi skal maksimere farten under alle vindforhold. Det primære mål er, at have gode resultater i alle serierne, som vi sejler i år. Vi vil alle vinde, men vi er realistiske og kan se at der er en hel del gode hold derude.”
Hvordan arbejder Frederik og du sammen?
”Jeg syntes vi arbejder godt sammen. Vi respekterer og lytter til hinanden, men vi kan også tale højt, når det er nødvendigt. Det som gør det lettere, er at vi er på næsten samme alder, så der er ingen grænser, som skal krydses.”
Hvilke ambitioner har du for holdet til Farr40-VM i København?
”Farligt spørgsmål,” siger Bouwe, ”for i min bog vil alle der sejler med, vinde, og sådan er det også med os. Men vi ved at der vil være 40 både plus i København. Og vi har sat et mål. Efter VM vil jeg fortælle dig om målet lykkedes for os.”
Er der noget nyt med dig og Volvo Ocean Race?
”Det eneste jeg kan sige lige nu, er at jeg gerne vil sejle jorden rundt igen og at jeg taler med forskellige hold.”
Og hvad laver du lige nu i Valencia til America’s Cup?
”Måske besøger jeg bare nogle venner …”
Bouwe Bekking er vant til de kongelige
Bouwe Bekking startede som 5-årig med sejlads på Ijssel floden i Holland. I dag er Kronprinsens taktiker en af verdens absolut bedste betalte skippere i Volvo Ocean Race, jorden rundt. 43-årige Bouwe Bekking har været professionel siden 80’erne, hvor han deltog i Admiral’s Cup og senere jorden rundt i 1985. Siden er det blevet til fire øvrige jordomsejlinger. Senest sidste år med VO70’eren movistar, der desværre sank ud for Sydengland, da kulfiberbåden tog vand ind ved kølen. Den meget respekterede Bouwe, er kendt for at kommunikere moderne med sine gaster, men i høj grad også pressen, hvor han har en høj stjerne – og dansk taler han rimeligt godt. Dansk-hollænderen bor i Nordsjælland og er gift med Rikke, som han har Laura sammen med. De to mødtes til One Ton Cup i Skovshoved i 1991. Bouwe, der løber 10 kilometer om dagen, er vant til de kongelige og mediehysteriet. Han er nær ven med Juan Carlos, den spanske konge, som han er taktiker for på en TP52.