Veteran-VM: ”Vi skal huske at lege”

Nøgleordet var ”et glimt i øjet”. Midt i den kolde vinter blev det meddelt medlemmerne i Skive Sejlklub, at årets E-jolle VM for veteraner skulle afvikles i lokalt farvand. Det lød næsten for godt til at være sandt, og det tog ikke lang tid før en gruppe lokale kølbådssejlere havde anskaffet brugte joller og arrangeret ugentlig træning med det formål at ”toppe ved Veteran VM i august”.
Glimtet i øjet var vi enige om fra den dag, vi indledte jagten på brugte E-joller. Ved fælles hjælp, søgning på nettet og brug af netværket til naboklubberne, samlede vi på kort tid en lille flåde af mere eller mindre veltrimmede joller foran klubben. Forventningens glæde var til at få øje på; - legebørnene dukkede op i takt med foråret, og stemningen var fantastisk.
Ganske vist var der adskillige friske erindringer om interne intriger under klubbens ofte hektiske kølbådssejladser, og man kunne godt ledes til at tro, at skærmydslerne ville fortsætte i jollerne, men enhver hidtidig rangorden og uenighed blev omhyggeligt lagt på hylden inden vi gik på vandet første gang. Her var det mand mod mand, - der var ingen ufordelagtige måleregler at skyde skylden på, og eftersom ingen af os i øvrigt havde nævneværdig erfaring med jollesejlads, havde vi en naturlig ydmyghed overfor opgaven. Der blev ganske enkelt udvist gensidig respekt.

Bordfyldt ved første skridt
Når man aldrig har siddet i en jolle før, føles E-jollen alt andet end stabil. Selv med min vægt på 80 kilo inklusiv påklædning, fik jeg brug for øsen allerede inden jeg forlod broen. Hækken gik under vand, og før jeg fik set mig om, var jeg halvt bordfyldt. Suset fra klubkammeraternes grin strøg nådesløst henover havnen. Altså fra de, som stod oppe i klubhuset, og til trods for at de ikke selv havde haft mod til at hoppe med på projektet, alligevel dristede sig til den slags spydige bemærkninger, som desværre ofte hersker i sejlsport.
Da vi sejlede ud gennem hullet i molen, tænkte vi på hvordan pokker vi skulle få hold på jollen igen, når vi kom tilbage til jollebroen. Tanken om både at skulle styre og bremse jollen, stryge sejlet, undgå stålkanterne på broen, - og samtidig holde sig midt i jollen for ikke at få vand ind, var noget af en gåde. Heldigvis stod der folk klar med en hjælpende hånd, - og vi var alle sammen rørende enige om at vi fremover altid vil hjælpe til, også selvom det ”kun” er en jolle!

En sand mester har format
I maj måned indledte vi den egentlige træning med bøjer og det hele, og heldigvis med en kompetent herre som instruktør, idet vores klubkammerat Søren Johnsen med sine syv VM-titler i E-jollen havde en vis portion erfaring at dele ud af. Søren blev vores faste træner, og han stillede troligt op i alt slags vejr og delte ud af tyve års erfaring fra E-jollen.
”Du skal bare gøre sådan her, - og husk at begrænse rorudsvinget, når du vender!” - hørte vi ham sige gang på gang, - og det så forbasket let ud, når han illustrerede det i sin egen jolle. Søren var flink til at hjælpe med at vende vores joller, når vi tippede i baljen og lå som en sæk kartofler og rodede rundt efter øsen, som var på vej mod fjordens bund, fordi den ikke var spændt fast.
Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt tænkte, at hvis man så en kølbådssejler, som var lige så klumpet som os, ville den pågældende sandsynligvis få en spydig bemærkning med på vejen. Søren rystede sikkert også inderst inde på hovedet af os, men han viste det ikke.

Adskillige vandture
Det var sjovt for os at hoppe ud i et projekt, hvor man var helt grøn, og derefter stille og roligt sætte sig ind i trim og teknikker. Lære af de erfarne. Mærke trætheden og de nye muskler, som man ikke vidste at der fandtes. Opdage at også en jolle kan plane. Lade sig imponere over hvor meget øvelse og tid der skal investeres, før end man bliver rigtig god og ikke blot en habil veteran. Det blev for mit vedkommende til adskillige vandture i bomningerne inden jeg huskede at slække kick’en. Jeg havde for den sags skyld heller ikke en ledig hånd til at gøre det med! Jeg nåede at vælte til luv på adskillige lænseben, og rorpinden smuttede ud af hånden igen og igen i de første hundrede stagvendinger, fordi jeg altid endte i en position, hvor skødet og rorpinden sloges om at ligge i den samme hånd.
På surfbrættet styrer jeg med fødderne, og i sejlbåden har jeg et godt stort rat mellem hænderne. Men i E-jollen har man en tynd pind … det er altså ikke nemt. Jeg valgte den slagne vej, nemlig at øve igen og igen. Det blev vel til et par hundrede stagvendinger på en aften, men så begyndte det også at ligne noget.

Gråt hår kan også sejle stærkt
Da vi nærmede os august måned og dermed selve Veteran VM-stævnet, følte vi os rimeligt sikre i jollen. Med fast træning hver tirsdag blev det til i alt 14 fælles trænings ture inden det store mesterskab, og det viste sig at være nok til at kunne hænge på feltet. I hvert fald når man som jeg også smugtrænede lidt i ny og næ. Godt nok blev det betegnet som usportsligt at smugtræne, men man er vel konkurrence-menneske.
Allerede i ugen op til VM begyndte deltagerne at troppe op. I alt 55 E-jolle sejlere fra otte nationer ankom med blankpolerede joller i flot indpakning på specielle trailere, og det var tydeligt at mange kendte hinanden fra tidligere stævner. Stemningen var fin, man hjalp hinanden på tværs af nationaliteterne og blev enige om en serie træningssejladser. Jeg sneg mig med på nogle temmelig lange opkryds i frisk vind og krap sø, og lårmusklerne brændte afsindigt, da jeg lå midt på et opkryds og kæmpede med en tysker, der end ikke efter en halv time i hængestropperne gav sig en millimeter. Da vi gik over målstregen, vendte tyskeren sig om, tog sin kasket af og nikkede et ”tak for kampen”. Jeg så til min store forskrækkelse, at det var en midaldrende dame med gråt hår, jeg havde kæmpet mod, og den barske virkelighed blev pludselig en realitet: man bliver ikke en dygtig jollesejler på et par måneder.

Trænerens ”beroligende” opbakning
Søren Johnsen ankom få timer inden stævnets første start og var ret afslappet af en VM-favorit at være. Han fortalte os muntert at stort set hele veteran VM-feltet bestod af tidligere topsejlere, og at flere af dem havde adskillige nationale titler og OL-deltagelser bag sig.
Kapsejladsen blev mere taktisk end teknisk, og det var måske vores held. I hvert fald var vi alle sammen godt med oppe i feltet, da første sejlads var vel overstået. Solen stod højt på himlen, og snakken gik lystigt på tværs af bådene mellem sejladserne. ”Der et strømskel ude ved sejlrenden!”. ”Pas på den store klump græs, som flyder helt ude på bagbords fløj!” Madpakken og en sodavand røg ned i pausen. Der blev tid til en slapper med benene ude over kanten. Sol i kinderne.

Sportmanship
Flere gange i sejladserne fik jeg en god påmindelse om betydningen af sportmanship og sund fornuft. Første gang var i tredje sejlads, hvor jeg ved topmærket havde forvildet mig op i top fem. Kort før mærket, på bagbord halse, med bankende hjerte og rigelig trafik omkring mig, havde jeg kurs mod en franskmand, der kom på styrbord. Jeg gjorde klar til enten at vende eller gå bagom ham, men i stedet gav han signal til at jeg skulle fortsætte, mens han faldt et par grader af og gik bag om mig.
Efter sejladsen takkede jeg for episoden, hvortil han svarede at han valgte løsningen, fordi han ikke kunne vinde noget ved at presse mig, men højest ville kunne genere mig, og det havde han ingen intentioner om.
Han mente heller ikke at han havde grund til at markere sig overfor mig som en smartere sejler, og det havde han så inderligt ret i! Han vidste godt at jeg var grøn i jollen, og hans format og overskud blev blot understreget af situationen. Jeg erindrer en situation i sejlbåden under en ganske almindelig aftensejlads, hvor en konkurrent, - en meget erfaren sejler, med få meter til vores fribord pressede os næsten halvtreds meter forbi top mærket med det resultat at han selv mistede en placering, mens vi mistede tre.

Mesteren skal lære at surfe
De efterfølgende sejladser i E-jolle VM foregik i let luft, og efter et par aflyste sejladser blev der blot gennemført i alt fem sejladser. Fire mindre end planlagt, og selvom vi efterhånden lå lidt spredt på resultatlisten opfattede alle i Skive truppen VM-stævnet som en sejr. Vi følte at vi havde lært at sejle jolle, og vi havde haft det fantastisk sjovt undervejs. Søren vandt i øvrigt suverænt, og vi aftalte, at han efter VM skulle lære at surfe.

Ja, vel er vi da stolte!
En af mine gode venner (en vis herre, der i sin tid vandt Tour de France) har lært mig, at man godt må løfte armene i triumf, når man er tilfreds med sin præstation.
Okay, det var ganske vist veteraner, vi konkurrerede mod i E-jolle VM, så præstationen kan vel ikke helt sammenlignes med Tour de France. Men i E-jollen er man veteran når man fylder 35 (pigerne 30), så med gennemsnitlige 51 år var Skive holdet ikke de yngste. Mange af konkurrenterne havde 20-30 års erfaring, mens vores tid som jollesejlere startede fire måneder inden VM. Ja, vel er vi da stolte!
Tilbage til kølbådssejladsen. Her får man sjældent applaus, hvis man har lavet et godt resultat. Tværtimod hører man ofte en mumlen om at vinden også lige passede til vinderens båd den dag, eller at målereglerne også er så skæve, at man næsten ikke kan undgå at vinde. I E-jolle klubben lærte vi at rose hinanden, og personligt vil jeg huske på det, ikke kun når jeg sejler kølbåd, men også på surfbrættet.