Maritim mode - Mads Christensen: Sejlere skal ligne sejlere

Han har en ældre X-372 i Tårbæk Havn, men drømmer i virkeligheden om en klassisk 12-meter eller måske blot en IMX 40, som han udtrykker det. Mads Christensen kommer oprindeligt fra Kolding og er vokset op med ærefrygt for Quorning-brødrene og Luffe-konstruktøren Oluf Jørgensen, når de gik på broerne i havnen. Optimistjolle, Tornado, Laser, 606 og windsurfing er det også blevet til for den velklædte mand.
”Jeg har også en Hobie 16, som mine to drenge og jeg bruger oppe ved Nordsjælland, og kitesurfing-udstyr har jeg også,” siger Mads Christensen. Vi sidder i et kæmpe samtalekøkken på en stille villavej i Holte, musikken kører svagt i baggrunden og hoveddøren var åben denne forårsdag. Jeg er nybarberet og har taget det pæneste landtøj jeg har som sejler: En langærmet sort Musto-shirt med et lille Volvo Ocean Race-logo og brede sejlsyninger. Lidt sejler-smag skal jeg helst udstråle i interviewet med den visuelle mand. Mads Christensen har jo skrevet ”Den Store Blærerøv” – en guide til manden, men også ”Blærerøvens guide til moderne etiquette”. Sidste år kom bogen ”Blærerøv og Bjerrehus”. Moderedaktør på Euroman har Mads Christensen også på sit visitkort. Så præstationsangsten snappede før mødet med den selvsikre herre.
Men interviewet gik, som talte man med en sjov ven nede på havnen. Vi satte os på hver sin fjedrende barstol med Nescafé foran os. Båndoptageren på mobilen blev tændt, få kan tale så hurtigt som Mads Christensen. Det ved man fra tv og radio, hvor han for tiden konstant optræder.
”I aften skal jeg holde foredrag for 100 kvinder i Svendborg, men vi har en time,” sagde sejleren, der i øvrigt også er en passioneret motorcyklist og bilist med ældre, hurtigt biler og en Land Rover ved indkørslen. Mads Christensen er høj, slank, pæn brun hud, tjekket bølget hår. Han har en bomuldsjakke på med guldknapper han selv har syet i. Inden under en lidt feminin farvet Pringle-pullover, over en hvid skjorte med store flipper. Det der overraskede mest var de lidt slidte cowboybukser.
”Du må kun fotografere fra livet og opefter, ellers ryger mit image,” sagde han ironisk, viste det sig senere. Mads’ stemme er høj og myndig, han har en fortid som premierløjtnant.
Mads Christensens aura oser af stil. Og noget af det første han siger, da vi taler om sejlermode er da også, at han er mere til æstetik end funktionalitet, men som sejler ved han godt, den ikke holder.
Når han sejler er det med rødt Musto-sejlertøj og han og konen har netop købt de dyre, men virkelige smarte oppustelige veste fra Spinlock, der har taget priser for design. Deres to børn bruger oppustelige veste fra Secumar, da Mads Christensen mener det er synd for børnene med klodsede redningsveste med de alt for store kraver.

Men du mener altså at en sejlers tøj skal være praktisk, mere end det er pænt?
”Ja,” siger han og griner højt, ”sejlertøj skal bæres af, at være funktionelt. Selv er jeg en gadjet-freak og elsker fleecetrøjer med tekniske detaljer. Der er i øvrigt begrænset plads på en båd. Det er det charmerende så man ikke kan stryge en skjorte ellers kunne man lige så godt blive hjemme, men køb da noget der ser godt ud, når du går i land. Det er vigtigt at se godt ud. Selv min båd ser godt ud, den udstråler fart, men vi kommer ingen vegne.”
Mads Christensen griner igen. Det er netop hans selvironi, der gør ham sjov og til at holde ud at høre på.
”Jeg ved jo godt man ikke har pels og overfrakke med ud og sejle, men noget der er varmt og vandtæt, og skal kunne bruges på land.
Sejlere kan jo kendes på afstand, de har en klapvogn med og ikke en barnevogn, der fylder. Vi har jo også de tyske klapsammen-cykler, de er grimme ad helvede til, men de er praktiske. Vi har dem også selv.”
”Men man skal huske på, at sejlertøjet er en identitetsskabende faktor, selvom man har en sygelig oppustning af behov. En sejlerjakke er tit lavet til super offshore-sejlads, og uden at patronisere for meget, så havner man jo ikke i sådan en rum sø, som i Volvo Ocean Race, medmindre man ikke hører vejrudsigten.”

Synes du sejlere er velklædte?
”Man siger jo at bådfolket er campingfolket, bare uden båtnakkerne, men det er jo nødvendigvis ikke rigtigt. Men jeg vil hellere få mit ben i klemme i en grenknuser end at gå i en campinghabit, måske ville det hjælpe, hvis der stod Helly Hansen på det. Men jeg har et billede på nethinden af prins Henrik til et Dragestævne et sted i Sydfrankrig, hvor han er i en tværstribet trøje, hvor man kan se prinsens mave, og han har en loden kasket og korte bukser, der ligner farvede underbukser. Og ved siden af går hans ven Erik Brandt med en trøje med I love New York, eller hvad der stod. Altså kaptajn vom og kaptajn vom side om side.”

Hvad har du på i en sejlerferie?
”På land kan jeg godt bruge min bomuldsblazer med guldknapper og mine hvide hørbukser. Blazeren har jeg selvfølgelig taget på til ære for dig i dag. Den kan man kokettere og underholde med. Blazerens navn kommer fra det engelske skib ’HMS Blazer’. Det var sådan at dronning Elisabeth skulle på besøg på ’HMS Blazer’ og derfor syede kaptajnen på skibet dobbeltradet jakker af blå bomuldspresenninger til besætningen. Og da dronningen kom om bord blev hun så begejstret for jakkerne, at alle i den engelske flåde skulle bære sådan en. Derfor hedder det en blazer.”

Hvilke sejlersko bruger du?
”Jeg har haft Docksides sko. De kommer faktisk fra John Sperry, der væltede på en båd, mens hans hund blev stående. John Sperry kiggede på hundens poter og derefter skar han mønstre i sine såler. I dag syntes jeg faktisk at Helly Hansen har lavet nogle flotte, moderne sko, og dem har jeg et par af,” siger Mads Christensen og tager en slurk kaffe midt i talestrømmen, hvorefter han tager et katalog frem fra Murphy&Nye. Han peger på flere modeller og mener at her er sejlertøjet vældigt moderne. Tøj, som America’s Cup-holdet Team New Zealand bruger.
”Den lidt rustikke, slidstærke fritidsstil passer mig. Det kan man godt gå med. Man skal ikke skamme sig over, at der er et lille mærke, hvor der står America’s Cup. Det tøj kunne jeg godt finde på at gå med,” siger han uden at være betalt af Murphy&Nye.
”I det hele taget mener jeg at man skal have det tøj på som passer til lejligheden. Slips til advokaten, jagttøj til jagt.”

Om korte bukser siger han:
”Jeg har korte bukser på når jeg sejler, men det skal ikke være fodboldshorts. Det er noget campingrod.
Som sejlere er vi en sociologisk gruppe, der skal opføre os ansvarligt og se ud som om vi gør det. Som sejler skal man gøre sig den tjeneste, at ligne en sejler.”
Han fortæller også at han godt kan lide jakker af hvide genbrugssejl med store brede sejlsyninger.
Om tøjmoden på ældre både, siger han:
”Jeg synes om uniformerne som sejlere har på de gamle 12-metere. De respekterer tidsånden i de klassiske både. Vi skal ikke ligne en broget landhandel, som nogle farende svende.”

Skal mand og kone have ens tøj på, når de går i land?
For første gang i interviewet er modemanden mundlam.
”Nu har jeg lige prøvet at sige noget om samhørighed, men det er en kliche af værste skuffe, når mand og kone har ens tøj på, så der må jeg være subjektiv og sige, at det skal de ikke. Når vi kommer ind i en Ballen Havn, så vender alle sig om efter den båd. Og jeg har sørget for inden jeg er i havn, at tage skjorte, blazer og hvide hørbukser på, så man ikke kan se min blegfede mave. Vi har nøje aftalt en gennemkoreograferet havnemanøvre, hvor jeg står på kistebænken, og alle taler lavt til hinanden. Det er patetisk, når manden råber af konen og bliver rød i hovedet. Og når det er tyskere, der gør det, bliver det ekstra sjovt,” siger Blærerøven, som han kaldes af mange.
Vi går ud i haven og tager billeder. Og cowboybukserne måtte godt fotograferes.







★ Artikel

★ Lamineret cockpitarm og timevis af lakering

★ Interview & Portræt

★ Portræt: Ny kaptajn ved roret i Dansk Sejlunion - Anders...

★ Test af motorbåd

★ Test: Bayliner V20 - Sjov og rummelig

★ Artikel

★ Vendée Globe: Nedtælling til verdens hårdeste...

★ Artikel

★ Rita IV: En konge værdig

★ Test af motorbåd

★ Test: Delphia 10 Sedan - Slowboat til gode oplevelser

★ Interview & Portræt

★ America's Cup: Dansk civilingeniør stadig en af de mest...





Udvalgte artikler *


Produktnyt

Hvis der er noget vi glæder os til...

USA: GM ind på markedet for e-motorer

Der er en ny kat i byen