Lopolight - En lys idé

Det begyndte på en Sjælland Rundt i 2002. På en kold nattevagt sidder Peter Hancke i sin Aphrodite 101 og varmer hænderne på agterlanternen. ”Hvor er det ærgerligt at brænde al den energi af på varme, når den kan bruges til noget andet,” tænker han.
Peter har tænkt tanken før, men denne gang slipper han den ikke. Kan man ikke lave en lanterne, der ikke bruger så meget strøm?
Han går i gang med at konstruere, forbedre, udvikle. Arbejdet foregår hjemme i køkkenet, på lånte maskinværksteder, på båden. Hovedmaterialet er lysdioder.
Peter Hanckes idé bærer frugt – anstrengelserne bliver til et succesrigt produkt, som nu fem år efter er et lille dansk opfinder-eventyr med eksport til mange lande. Lanternen er solgt til vilde kapsejlere, der vil skære alle overflødige gram af båden, langturssejlere der altid har brug for lidt ekstra strøm, luksussejlere der bare vil have det bedste, og til et hav af weekend-sejlere der gerne vil have en stabil og sikker båd. Produktet hedder Lopolight og er en ny måde at se lanterner på.

Den gode idé
Lanterner har stort set altid lignet sig sig selv: en stor metal- eller plastickasse med en pære indeni. Peters idé om Lopolight (lopo er en forkortelse for low power) er radikal. Han har som ingeniør arbejdet med elektronik og finmekanik og går i gang med at udvikle en lanterne med lysdioder som lyskilde i et kompakt, robust, nordisk design.
”Strømforbruget skal være lavt – det er essentielt. Lanternen skal være stabil i modsætning til de traditionelle, der er for tæt på vandet, ikke er vandtætte og nemme at ødelægge under f.eks. kapsejlads. Den skal være vandtæt og vibrationssikker, der skal ikke være problemer med ledningsforbindelserne, og så må den gerne være pæn,” siger Peter, der sidder i firmalokalerne midt i et hav af halv- og helfærdige lanterner, computere og loddelugt. Her i Kokkedal, Nordsjælland fungerer lokalerne både som kontor, salgsafdeling, administration, samle-, lodde- og test-lokaler.
Efter Sjælland Rundt 2002 udvikler Peter nogle forsøgsmodeller, som han tester hjemme i dybfryser og bageovn – til sin kones store fortrydelse. ”Hvis jeg varmede dem for meget, lugtede der forfærdeligt,” husker han.
En forsøgsmodel bliver også sat på 101’eren, så den kan testes igennem sejlsæsonen for sol og saltvand.
Og hvem ved – her kunne lanterne-eventyret måske være grundstødt, hvis det altså ikke lige var for et tilfældigt møde i Rungsted Havn.

Det lykkelige møde
I forsommeren 2002 lægger nordisk marketingchef ved Coca Cola, Jan Møller, sin nyerhvervede sejlbåd ind i Rungsted Havn efter at have sejlet den hjem fra USA. Jan har et drømmeprojekt om en singlehanded non-stop jordomsejling og er på jagt efter sponsorer.
Den 30. juni holder han åbent hus på båden, men der er VM-finale i fodbold, så kun ganske få møder op. Den ene er Peter, der straks konstaterer, at de lanterner, som Jan har på sin båd, godt nok må bruge en masse strøm. Peter inviterer Jan hen på sin 101’er for at vise ham den lanterne, han selv arbejder på. Dens lave strømforbrug er en indlysende fordel, som Jan straks ser.
De næste 1½ år hjælper Peter med at rigge Jans Alene Jorden Rundt-båd til med elektronisk udstyr inklusive det kommunikative, hjemmeside m.m., og han udstyrer naturligvis også båden med de endnu ikke godkendte lanterner.

Den ultimative test
I efteråret 2003 tager Jan af sted på sin solotur, fem måneder til søs, regner han med: ”Da jeg er kommet igennem Sydhavet, og turens hårde kongeetape er overstået, er jeg en tur helt op i masten. Radarreflektoren, VHF-antennen, den eletroniske vindmåler, windexen – alt er smadret og lige til at udskifte. Det eneste, der ikke har taget skade, er lanternen. Den er som ny og lyser, som den skal.”
Jan beretter om strabadserne i artikler på nettet – også om lanternens fortræffeligheder. Det giver genlyd.
Mobilen kimer hos Peter – mange vil høre mere om, hvad den lanterne dog kan.

Igennem papirmøllen
Peter er glad for den store interesse, men der er lang vej hjem, før lanternen kan komme på markedet. Først er der Søfartsstyrelsen. ”De største vanskeligheder har været at komme igennem hele myndighedsmøllen,” fortæller Peter. ”Når man kommer med en ny teknologi, ved myndighederne ikke, hvilket ben de skal stå på. De har kun haft regler baseret på traditionelt opbyggede lanterner og har skullet opfinde helt nye testprocedurer.”
Både de danske og senere også de engelske søfartsmyndigheder, MCA Maritime Coastguard Agency, som Peter vælger at arbejde med, har været gode og interesserede medspillere. Men papirmøllen maler fint – og langsomt. At sælge til hvert enkelt land kræver det enkelte lands myndigheders produktgodkendelse. I dag er papirarbejdet dog blevet lettet med nye fælles EU-regler på området.
For Peter er der ingen tvivl: ”Gennembruddet var, da vi fik de første engelske papirer igennem. Englænderne er anerkendt verden over, så det betød rigtig meget.” Det er i 2005. Her to år senere har Lopolight netop fået godkendelse fra et af de sidste store lande, nemlig Tyskland.

Venskab og partnerskab
Mens Peter knokler med papirarbejde, er Jan på vandet. Hans formål med jordomsejling er bl.a. at overveje, hvilket spor han vil følge arbejdsmæssigt. Han ved, at han gerne vil lande på en maritim hylde, men med hvem og hvor skal afklares.
”Det var mens jeg lå ved ækvator, at jeg fandt ud af det. Jeg skrev til Peter: ’Vi skal arbejde sammen om dine lanterner, vil du være med til det?’ Det ville Peter, og inden jeg kom hjem, havde vi lavet præmisserne for firmaet.”
Rollefordelingen har hele tiden været klar. Peter står for udvikling og Jan for markedsføring, og dermed komplementerer de hinanden. Det fælles grundlag for dem er, at de begge elsker at sejle.

Ud på markedet
Hvor opfinderen Peter ser myndighedernes godkendelse som gennembruddet, fremhæver forretningsmanden Jan udstillingen METS (Maritime Equipment Trade Show) i Amsterdam november 2004 som den første milepæl. Her vinder Lopolight en innovationspris. Det er den allerførste udstilling, de deltager i, og det er lidt af et tilfælde, at de kommer med.
”Vi var jo bare sejlere og kendte ikke udstillingen, som er for distributører,” siger Jan, der fra sit projekt med jordomsejlingen allerede har et solidt maritimt netværk, der hjælper og kommer med gode råd. På METS trækker de lange køer ved standen og danner grundlaget for deres distributørnetværk.

Grunde til succes
En af hemmelighederne bag deres succes er det skarpe maritime fokus. ”Vi laver ikke lys, men løsninger, der gør folks færden til søs mere sikker,” udtrykker Jan det.
Hvis nogen spørger dem, om de vil lave en cykel- eller havelampe, siger de nej. Men hvis nogen spørger dem: kan I lave en lanterne til en russisk flodbåd, der har meget lille strømkapacitet og ingen generator, så begynder ideerne straks at myldre. Og mange henvender sig med specielle ønsker.
”Produktet har jo en historie – det har været Jorden rundt flere gange. Og bliver vi spurgt: ’Er den vandtæt?’ er vores svar: ’Ja, den sidder på en ubåd oppe i Sverige, der kan gå ned til 120 meter.’ Eller: ’Kan den holde til noget?’ ’Ja, den sad på Ellen MacArthurs trimaran, da hun slog rekord på jordomsejling i 2004’,” fortæller Jan.
Det er ikke konkurrence på området, der holder de to vågne om natten, men snarere succesen. For salget er hele tiden foran produktionen, så det kniber simpelthen med at nå det hele. Også fordi de to herrer ikke er gode til at sige nej, når nye problemstillinger på søen viser sig.
”Det er fuldstændig afgørende for vores succes, at vi begge elsker at sejle. At færdes til søs gør, at vi får ideer, som andre ikke får,” siger Jan.
Og ja, det var jo på vandet, det begyndte – som en lys idé på en Sjælland Rundt.

Racere, vikingeskibe og ubåde
Lopolight har 35-40 forskellige produkter på hylderne og har leveret lys til mange forskellige formål og fartøjer, heriblandt flere originalløsninger.
Selvfølgelig til de hurtige racere: Alle deltagende både på Jorden rundt-kapsejladsen Volvo Ocean Race 2006 benyttede Lopolight. Mike Golding er i sin Open 60 Ecover en begejstret bruger. Og det engelske fæno-men Ellen MacArthur, der i 2004 slog rekorden i sin 75-fods trimaran B&Q, havde Lopolight på sin båd.
Alle de danske vikingeskibe, heriblandt naturligvis Havhingsten, der efter planen sejler mod Dublin i juli, er udstyret med Lopolight. De to danske roere (Søren Sprogøe og Christian Petersen) krydsede i 2006 Atlanten; til deres robåd havde Lopolight lavet et specialkonstrueret lys med dæmper, så det ikke blænder roeren.
Sverige har købt lanterner til en ubåd, der kan gå ned på 250 meters dybde. Den svenske søredningstjeneste har bestilt blå blink til sine vandscootere. Og det svenske militær bruger lanternen på deres RIB’s. Den er nemlig stabil over for de mange vibrationer, som en RIB er udsat for.
Lopolight er nu standardudstyr på bl.a. Luffe, Sweden Yachts, Dehler, Swan og Oyster.
Og så er det lille firma også gået ind i fyrbranchen og lyser ved havneindløbene til Skovshoved, Hellerup og Fynshav Færgehavn.

Fakta
• Af de 150-200.000 lanterner, der om året produceres på verdensmarkedet, producerer Lopolight de ca. 13.000.

• En Lopolight-lanterne består af mellem 35-550 lysdioder alt efter rækkevidde og type.

• Strømforbruget ligger på 5-10 % af den strøm, som en tilsvarende standardlanterne bruger.

• Lysdioder falder en smule i lysstyrke gennem årene. Derfor sidder der i Lopolight en lille computer/hukommelse og et program, der gradvist øger strømmen, når pæren har brændt et antal tusind timer. Levetiden vil for en lodsbåd, der sejler hver nat, være 13 år.