Solojordomsejlingen Velux 5 Oceans, der startede 22. oktober i Bilbao, Nordspanien og slutter til maj, har otte sejlere på otte både. Sejladsen går først til Australien, andet ben til USA og sidste ben gælder hjem til Bilbao efter 50.000 kilometers sejlads. Et dansk firma har smidt et tocifret millionbeløb i sejladsen. Vi forklarer her hvorfor nu lige de mange penge til sejlsporten. For hvad har ovenlysvinduer, skylights, solafskærmning, solfangere og rulleskoder at gøre med en livsens farlig solojordomsejling? ”Det skal jeg sige dig,” kommer det prompte fra 42-årige Velux-direktør Michael K. Rasmussen, der har ansvar for branding, strategisk marketing og kommunikation. Vi mødte den let tilgængelige chef under Velux 5 Oceans starten.
”Sejlads handler om dagslys og frisk luft. Vinden er fællesnævneren. Faktisk har vi i Velux en vindtunnel, hvor vi tester vores produkter med vind op til 40 knob med regn tilsat,” siger direktøren.
Det danske firma tæller 9000 mand i Velux Gruppen, der startede i 1941. Navnet Velux giver mening: Ve står for ventilation og lux for lys. Velux har produktionsselskaber i 10 lande og salgsselskaber i knap 40 lande. Firmaet er et af de stærkeste brands i byggematerialeindustrien i øvrigt med 3000 ansatte i Danmark, med store vinduesfabrikker ved Horsens og med hovedkontor i Hørsholm. Velux besluttede sig for to år siden til at sponsorere solojordomsejlingen, inden da øvede de sig på et X-99 hold, Team Velux, der blev verdensmestre flere gange.
Michael K. Rasmussen, hvad var dit indtryk af starten?
”Det var en kanonflot begivenhed. Mange af vore gæster fik for første gang kendskab til sejlads og var ude og se starten på en 67 fods jordomsejler. Det var en stor oplevelse. Samtidig havde vi reception og prisuddeling (Velux Award for Students of Architecture 2006, red.) på Guggenheim. Men hovedindtrykket i Bilbao var at Velux 5 Oceans virkelig er den ultimative solosejlads.”
Men fik Velux det I ville de tre dage i Bilbao?
”Vi havde inviteret 600 gæster fra 23 lande fra hele verden. Hvert land sammensatte selv deres gæstegruppe med arkitekter, håndværkere, forhandlere, arkitekter og journalister. På havnen i Bilbao havde vi opstillet et hus, Atika, der er varetegn på de nye koncepter vi har med naturlig ventilation og energirigtige løsninger.”
Fik I nok mediedækning fra starten i Velux 5 Oceans?
”Vi fik en fantastisk mediedækning. Vi var forsidestof i de store engelske aviser the Daily Telegraph, Times, og dobbelt-
opslag i The Mail. I Guardian fik vi tre sider. Under starten havde vi livedækninger fra 16 tv-stationer med bl.a. CNN og BBC World. Men jeg ærgrer mig over som dansker, at der ingen dækning var fra DR og TV2. Jeg kan forstå man sprang en Sjælland Rundt-start over, men Velux 5 Oceans er jo en ekstrem sportspræstation.”
Tænker de danske tv-medier for lokalt og for lidt globalt?
”Jeg er overrasket over at de danske medier ikke interesserer sig mere. Det svarer til at tv-stationerne ikke sender Formel 1 fordi der ikke er danskere med. En jordomsejling solo er en god historie. Jeg fatter dem ikke.”
Hvorfor smider I et tocifret millionbeløb i Velux 5 Oceans?
”Vi kan se at de traditionelle marketingskanaler bliver dyrere og dyrere og mindre og mindre effektive. Velux tror på vi får halvanden gang mere eksponering end ved almindelig markedsføring. Samtidig kan vi nå målgruppen med traditionel markedsføring. Med Velux 5 Oceans laver vi også en forretningshistorie indadtil og udadtil en global markedsføring.”
Men hvad får I konkret for pengene?
”Vi får en øget faktor på mere omtale i medierne, men vi er ikke selv herre over hvordan og hvor meget. Men vi får vores navn og forretning frem til mio. af seere og potentielle Velux kunder. Sponsoraktiviteten stemmer overens med vores værdier med lys, luft, kvalitet og holdbarhed. Vi mener der sker en værdioverførsel fra konkurrencen til os og fra os til konkurrencen,” siger Michael K. Rasmussen, der i Bilbao var sammen med den øverste direktør for Velux, Jørgen Tang-Jensen. Begge forklarede at de til maj, når sejladsen er slut, vil vurdere om de igen vil sponsorere jordomsejlingen, der kører hvert fjerde år.
OGlUEj ayaqjcdbzlts, [url=http://ueddmryihcfx.com/]ueddmryihcfx[/url], [link=http://gmmqascmdhgf.com/]gmmqascmdhgf[/link], http://hmlvafydsflj.com/