Henrik Reese - Bådbranchens muntre søn

Hvis man ikke har hørt om eller mødt bådhandler Henrik Reese fra Åbenrå, så har man ikke interesseret sig for søsport særlig længe. Han er ikke alene en af pionererne i bådbranchen, han er også den yngste af dem, for han begyndte at handle med både, da hans klassekammerater gik med aviser.
I sommer har han rundet et par af livets krydsmærker i rap ved både at fylde 60, fejre 50 års jubilæum i Åbenrå Sejlklub, og 40+ års jubilæum som professionel bådhandler, stadig super aktiv.
”Skriv endelig ikke, at jeg har 40 års erfaring i branchen. Så tror folk, der ikke kender mig, at jeg er en gammel nisse, der er størknet i glasfiber for længe siden,” siger den sønderjyske bådhandler, der for 27 år siden i det nu hedengangne Sejl & Motor, blev kaldt ”Bådbranchens muntre søn”, en betegnelse, som han stadig kan identificeres med i 2006.
”Der er løbet en del vand i stranden, siden jeg solgte den første glasfiberbåd i 60’erne. Dengang købte folk deres både direkte hos de anerkendte værfter Walsted på Thurø, Molich i Hundested og Børresen i Vejle. Hvis det ikke var en Folkebåd, Knarr eller Drage, så fik de en specielt tegnet. Bådhandlere var der kun et par stykker af og de kaldte sig yachtmæglere, bl.a. Alfred Neble og Claus Baess,” fortæller Henrik Reese.

Det begyndte med motorbåde
”Det var de små motorbåde i glasfiber som Fletcher og Chris-Craft, senere Coronet og Fjord, der begyndte det hele. Glasfiberen kombineret med den økonomiske udvikling gjorde at folk ville på vandet. Jeg havde solgt lidt motorbåde i min MP-sergent-tid for Weisel Motor i Åbenrå, og i 70 blev jeg ansat som fuldtidssælger hos Skandinavisk Motor Co.’s marineafdeling (SMC Marine) og åbnede en filial i Åbenrå.
Men allerede efter et par år kunne jeg mærke, at der var marked for sejlbåde bygget efter det samme koncept, og jeg lavede aftaler med et lille glasfiberværft ved Fredericia, der byggede Supero-sejlbåde til det voksende sejlbådsmarked. Men SMC ville ikke have sejlbåde, så i 73 startede jeg EA Både i Aabenraa med Erik Andersen fra EA bådimport.
Vi solgte Supero og de nye finske H-både og Elvstrøm ½-ton. Senere kom Granada, Bianca og Nordship til. Kun danskbyggede både, og kun solide klassiske både. Men så ville sejlerne sejle stærkere og stærkere. Og Bruce Farr kom med en superlet ”flyvepap-båd” med store sejl, som straks blev efterlignet i hele Nordeuropa - i Danmark som X-79.
Jeg troede ikke, der var nogen fremtid for den slags flyvepap. Bådene ville hurtigt gå i stykker fordi de var bygget så kleint, og brugtpriserne ville rasle ned. I et interview med Sejl & Motor i 1979 udtalte jeg, ”Tænk de stakkels mennesker, der har købt en af de lette både. Når de har sejlet en sæson, har de kun en mulighed, nemlig at finde fyrtøjet frem og sætte ild til den. Sælges kan de ikke, for de har ikke noget med familiesejlads at gøre, og det er dog at sætte sine kunder i forlegenhed.”
Orv, hvor tog jeg fejl. Bådene blev lettere og lettere, fordi de skulle sejle stærkere og stærkere. Der blev lagt utrolig meget vægt på om bådene havde vundet de store sejladser, Sjælland Rundt med 2000 deltagere og Fyn Rundt. Og det var næsten kun vinderbådene der kunne sælges.

Beholder sine idealer
Man kan jo ikke stoppe udviklingen, men man må vel have lov til at beholde sine idealer. Det har sikkert kostet mig meget, men jeg har aldrig kunne sælge en båd, jeg ikke selv ville sejle. Og det var først senere jeg opdagede, at ”flyve-papperne” ikke var så tossede endda. Så jeg hoppede med på den lette vogn og begyndte at sælge Aphrodite 101 og Dynamic både, fortæller Henrik Reese, der i samme periode købte EA-både, stiftede Reese Marin, og blev to gange verdenmester i både H-båd og 101. Nr. 2 ved VM i Soling, seks gange danmarksmester i H-båd, to i Drage og en i Soling. I dag sejler Henrik Reese Folkebåd, og deltager i større sejladser i Jeanneau både, som han også forhandler.
”I 70’erne og 80’erne var det Tordenskjolds soldater, der vandt alle sejladserne og det var dem pressen skrev om. Man skulle have det nyeste, det hurtigste og det største og samtidig glemte man manden med den gamle spidsgatter, der havde gjort en kæmpe præstation Sjælland Rundt. Men da bådene blev så store, at de kun med nød og næppe kunne sejle under broerne på Sjælland Rundt, så vendte det hele pludselig. Det blev for stort, for dyrt og for meget, og folk forlod kapsejladserne i hobetal.

Glemte at samarbejde
Jeg har derimod ikke taget meget fejl i min bedømmelse af bådbranchen - især den dengang så berømte danske bådindustri. Det var alles krig mod alle. Hvis den ene byggede en 26 fods båd, så skulle den anden bådebygger pine død også bygge en 26 fods, i stedet for at enedes om at bygge en 26 fods og en 30 fods og sammen købe ind og eksportere.
Jeg har holdt utallige foredrag i branchen om, at bådebyggerne skulle holde sammen i stedet for at bekæmpe hinanden. Tænk hvis de var gået sammen om at købe stort ind af master, grej og gelcoat og om eksport. Det var det flere af de store udenlandske værfter gjorde og overlevede på, mens de danske måtte dreje nøglerne om,” siger Henrik Reese.
Han selv glemte ikke at samarbejde. Siden 1997 har Reese Marin haft et tæt samarbejde omkring Jeanneau-bådene i Danmark med Tempo Bådsalg i Ishøj. Et samarbejde, der har vist sig at være yderst frugtbart for begge parter.

Nu skal det være fritid og sejlads
”I dag er der fuld knald på sejlsporten igen. Og jeg har lært at sætte pris på de nye sider af sejlsporten, og samtidig beholdt mine idealer om kun at sælge både jeg selv kan gå ind for. Men desværre mangler der en generation af sejlere.
Den nye generation studerer, får børn, køber hus og betaler studielån til de er midt i 40’erne, før de begynder at tænke på båd. Og så skal de have noget, hvor ungerne kan være med. De skal have en fritidsbåd med stort F. Der er selvfølgelig stadig nogle, der sejler kapsejlads, men de er i absolut mindretal. Se bare på aftenmatchen i Åbenrå sejlklub. For 20 år siden var vi 60 både. I dag er man glad hvis der møder 18 både op.
De nye sejlere vil have luksus. Tre-fire kahytter, stort toiletrum med varmt og koldt vand og en stor motor, så man altid kan komme hjem når vinden er for svag eller man ikke gider at krydse. Det er en anden måde at sejle på. Jeg siger ikke, at den er dårligere end tidligere. Den er bare anderledes, og folk har meget glæde af sporten med hele familien.
En anden udvikling, der glæder mig er de mange ældre sejlere, der i stedet for at holde op med at sejle, køber motorbåde og på den måde får forlænget deres livs sejlsæson. Jeg har set mange gamle sejlere, hvor man kunne læse deres dødsannonce, kort efter de havde solgt båden. De skal sgu have en båd liggende i havnen, være på vandet, deltage i det sociale og få frisk søluft. Det er efter min mening måden at overleve længst muligt på.

Fremtiden?
Jeg tror at det bliver endnu mere luksuiøst og komfortabelt. Sejlbådene får større vinduer, så folk ikke skal sidde nede i en mørk kahyt. Og cockpittet bliver igen den vigtigste og største plads om bord på både sejl- og motorbåde. Store komfortable cockpits, hvorfra man kan nyde det gode liv på søen og få røde kinder. Det er jo i sidste ende det, det hele drejer sig om,” slutter bådhandleren fra Åbenrå, der ud over Jeanneau både, importører finske Targa-motorbåde, norske Marex-motorbåde, og har en omfattende mæglervirksomhed på brugte både.