Byggeboom af boliger ved bådebroer

Tag en sejltur ud i de danske farvande og find din fremtidige bolig fra en bådebro. Lystsejlere, der ønsker båden inden for rækkevidde året rundt, har aldrig haft større muligheder. Går du med drømmen om at komme tættere på din båd, så tag med på en sejlads gennem boligprojekter i de danske marinaer.

Vi starter i Jylland
I Egå Marina har man bygget ejerlejligheder i flere af de eksisterende træbygninger, og i Randers har man også fået øjnene op for at bo lige ned til bådebroerne i den lokale lystbådehavn. Her har man også anlagt et helt nyt kajanlæg lige ud for de nybyggede lejligheder. Og lidt længere inde i landet, men ud til Limfjorden i Holstebro-Struer Lystbådehavn, er et endnu større projekt ved at tage form.

Boligbyggeri på molen
50 nye huse i to plan placeres på en grund, som kaldes Trekanten - beliggende næsten helt ude i Limfjorden. Grunden blev anlagt i forbindelse med byggeriet af en beskyttende stenmole til lystbådehavnen, og området blev i lokalplanen udlagt til boligformål.
”Trekanten er det første boligområde i kommunen, som kommer til at ligge så tæt på kysten, og vi forventer, at det unikke og attraktive boligprojekt også vil trække nye borgere til,” siger teknisk direktør i Struer Kommune, Jørgen Jensen.
Med en beliggenhed, så tæt på vandet, kunne man måske være bekymret, når der på et tidspunkt kommer forhøjet vandstand. Det bekymrer dog ikke Jørgen Jensen.
”Vi hævede grunden med en halv meter, da den blev anlagt - netop på den baggrund,” forklarer han.
Om det er nok blev afprøvet i den seneste vinterstorm, da store dele af landområderne ved Limfjorden stod under vand. Det gjaldt dog ikke Trekanten ved Holstebro-Struer Lystbådehavn, der lå tør hen uden at blive oversvømmet.
Alle husene får udsigt til tre sider, og beboerne kan stort set sejle lige til deres egen hoveddør. Der bliver tale om et hvidstensbyggeri, og husene kommer til at ligge i seks grupper lidt forskudt for hinanden. Entreprenøren NCC starter første fase af byggeriet, når KUBEN i Aalborg har solgt de første 18 af i alt 50 planlagte boliger.

Fra færgeleje til lystbådehavn
Jyderne er ikke de eneste, der har lugtet trenden om at kombinere bolig og bådplads. Styrer man sin lystbåd fra den jyske østkyst ud i de stendøde Storebæltsfærgers forsvundne kølvand, så ender man på et tidspunkt i de gamle færgelejer i Korsør.
Her arbejder entreprenøren MT Højgaard på højtryk for at kommende boligejere kan fuldende en drøm om udsigt til egen bådplads fra stuevinduet. Det er slut med færgerne og den tynde kaffe. Og Korsør er i fuld gang med at genfinde profilen for sig selv og byens gamle færgeområde. Denne gang i lystsejlernes tegn.
”Det bliver rigtigt godt for sejlerfolket. Udsigt lige ud til Storebæltsbroen. Og med kun to km til motorvejen - en times kørsel fra København og en halv time til Odense, så kan det næsten ikke andet end at blive en boligmæssig succes,” mener sektionsdirektør Bøgh Hansen fra MT Højgaard.
Med færgernes farvel stod man tilbage med nogle helt unikke byggegrunde, der som små halvøer stikker ud i Storebælt. Den langsigtede plan er at bygge i alt 300 boliger i Korsør havn, men i første omgang opføres 30 boliger på Pier 2.

Ny kanalhavn i Nykøbing
Sætter man kursen sydover ned i Storstrømmen og holder til styrbord med en afstikker ned i Guldborgsund, så kan man her opleve et andet spændende projekt med boliger og bådpladser.
Den førhen rørlagte Tingsted Å er blevet åbnet for omverdenen, og hele bydelen, som opstår ved den netop genåbnede kanalhavn i Nykøbing Falster, er et enestående projekt. For de kommende beboere gør det ikke projektet mindre spændende, at de selv kan bestemme størrelse og antal af ude- og inderum. Desuden kan køberne selv bestemme, hvor mange etager deres lejlighed skal gå i højden i det fire etagers store byggeri. Boligmassen ud mod kanalhavnen bliver en sammensat mosaik, der ikke på forhånd er bestemt af arkitekt eller bygherre.
I havnemiljøet kan man så sidde nede i sin båd og kigge op på sin bolig eller omvendt. Samtidig håber man i Nykøbing Falster på, at man kan skabe en stemning som i Nyhavn med etablering af cafeer og restauranter.

Boliger bygget på øl
Sætter man atter kursen nordpå op igennem Guldborgsund og stikker næsen ud i Østersøen for at ende i København, så vil man i det gamle bryggeriområde på Tuborg Nord se udbygningen af en ny bydel nærme sig en vellykket afslutning.
Placering mellem Strandvejen og kystlinjen i den sydlige del af det nuværende Hellerup er udnyttet til at give hele området et maritimt præg. Kanaler med broer og marinaer gør sit til at det er lykkes. Til alle boliger er knyttet underjordiske parkeringsfaciliteter, og i mange tilfælde er det muligt at erhverve en bådplads lige neden for egne vinduer.
Den attraktive beliggenhed, kvalitetsniveauet og lejlighedernes størrelse på ca. 100 - 250 kvm bevirker, at prisniveauet ligger i den dyre ende af skalaen for ejerboliger i København. Og det siger ikke så lidt.
Ingeniørfirmaet Rambøll giver byggeriet følgende skudsmål i en ledende artikel i fagbladet Byggeforum:
”Transformationen af Tuborg Nord fra industriområde til ny bydel må siges at være lykkedes. Der er blevet skabt et område med ny og varieret identitet, et område hvor velrenommerede firmaer har deres hovedsæder, og mange mennesker har deres arbejdsplads, hvor andre har slået sig ned og fundet deres ønskebolig - alt sammen i tæt tilknytning og god symbiose med det omkringliggende Hellerup.”

Bornholmsk fremsyn
I den bornholmske havneidyl, Hasle, har man også tænkt boligdrømmen helt ud på bådebroen. Boligprojektet Hasle Marina er et unikt og eksklusivt boligmiljø, der bygges direkte på Hasle Småbådehavns kajanlæg. En fantastisk havudsigt og en direkte adgang til lystbådehavnen trækker folk til.
”Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed!”
Sådan svarer bygmester Kim Christensen fra Nordbornholms Byggeforretning på spørgsmålet, hvad der fik ham og hans virksomhed i gang med projektet.
Det giver genlyd, at man for første gang på Bornholm har mulighed for at købe egen bolig direkte ud til havet.
Alt er udsolgt allerede inden byggeriet af de 21 boliger står færdigt. Helårsboliger - men uden bopælspligt.
”Der er ikke en eneste bornholmer mellem køberne. Alle lejlighederne er købt af folk fra Sjælland, der bor et eller andet sted på strækning mellem Solrød Strand og Helsingør,” siger Kim Christensen.
Nordbornholms Byggeforretning har solgt boliger ved Hasle Marina for 1,5 til 1,8 mio. kr. Men de første er allerede blevet gensolgt til en pris på 2,3 mio. kr. I forvejen var der bådpladser at få i havnen, og tillige bliver der i øjeblikket etableret endnu flere pladser med udlægningen af pontonbroer.
Sejler man fra Hasle på Bornholm med en kurs næsten stik vest, så lander man på et eller andet tidspunkt i Køge Marina. Her byggede man sidste år ferieboliger på et nedlagt parke-
ringsareal lige ud for Skippershoppen i Bådehavnen. Boligerne er altså ikke deciderede helårsboliger, men man kan opholde sig der i ferier og weekender året rundt, så man hurtigt kan komme på vandet, når vejret byder sig til.







★ Artikel

★ Lamineret cockpitarm og timevis af lakering

★ Interview & Portræt

★ Portræt: Ny kaptajn ved roret i Dansk Sejlunion - Anders...

★ Test af motorbåd

★ Test: Bayliner V20 - Sjov og rummelig

★ Artikel

★ Vendée Globe: Nedtælling til verdens hårdeste...

★ Artikel

★ Rita IV: En konge værdig

★ Test af motorbåd

★ Test: Delphia 10 Sedan - Slowboat til gode oplevelser

★ Interview & Portræt

★ America's Cup: Dansk civilingeniør stadig en af de mest...





Udvalgte artikler *


Produktnyt

Hvis der er noget vi glæder os til...

USA: GM ind på markedet for e-motorer

Der er en ny kat i byen