At sejle langt - med børn

Jeg vendte mig i køjen. Vinden hylede ikke i riggen længere. Årets ensomme og varme sommer kuling i juli 2003 var aftagende. Om et par timer ville mørket blive fortrængt, solen skulle efter planen trække vinden om i nord, og sommerferiens første havsejlads kunne begynde. En blanding af glad spænding og nervøsitet, begyndte som altid at krybe op gennem kroppen. Den lille hyggelige havn Hesnæs på Lolland beskyttede os, men lige på den anden side af den store stenmole rasede havet mod vinden, og trak lange hvide skumstriber ud i mørket mod sydøst.
Tre timer senere var termokanden fyldt med kaffe, søkortene lagt i rækkefølge, og alt på båden forberedt til en sørejse på åbent hav, hvilket betyder, at selvom vejudsigten meldte langsomt aftagende over de næste to dage, var båden og vi forberedt på det værste.
Stille gled vi med vinden ud af båsen og satte sejl, så de i de andre både ikke fik ødelagt morgensøvnen. Birgit drejede båden omkring, og med et ryk trak Divaen for fulde sejl ud gennem havnehullet. Et par sømil ude friskede vinden, skroget lettede lidt i vandet, en hurtig bomning, og kursen var sat lige nord om Kap Arkona, de kæmpemæssige klinter, der hvor Østtysklands Rügen ender brat ud mod Østersøen. Det ville blive den eneste landkending vi ville få på turen mod Kolobretz i Polen.
Vinden var agten for tværs, det slanke skrog skar hvislende gennem de store medløbende søer. Børnene sov stadig, kaffen dampede fra koppen, og vi sad stille og nød solen vokse i styrke og højde. Kimingen begyndte langsomt at fortrænge Lolland og Møns Klint agter.

Små, korte ture
I løbet af et par timer lukkede himmelkuglen hele kompasset rundt, og vi var alene med havet. Når den sidste rest af land er forsvundet i horisonten, får jeg altid en mærkelig følelse af, at kunne mærke min egen skæbne. Mærke at den er til deling, og helt afhængig af havets lune, båden, og dem jeg sejler sammen med.
Allerede da vi fik det første barn, fandt vi ud af, at det med at sejle små og korte ture med børn, kan virke stressende. Det er jo nu engang ud, og specielt ind i havn, at opmærksomheden er skærpet ekstra på navigationen, holde fri af sejlløb og anden trafik, og det helt store kunststykke: at ramme båsen rigtigt i sidevind. Derfor vil der på de korte sejlture, være forholdsvis megen tid og koncentration der går med selve sejladsen og boathandling, og tilsvarende mindre tid og overskud til børnene.
Ofte sejler vi derfor en hel dag, fortsætter natten igennem, og sejler videre det meste af den næste dag. Uanset om det er i de indenlandske farvande eller på åben havsejlads, så breder der sig altid en stemning af ro om bord, idet alle ubevidst ved, at ingen kan forlade båden i lang tid, og at vi derfor har masser af tid til bare at være sammen, med hinanden, og om det at være på farten - at sejle.
Når vi så endelig lægger ind i havn et sted, eller ligger for anker, så bliver vi der oftest i flere dage. For nu har alle fået stillet sejlerlysten - mange mil, vejrskift undervejs og natsejlads. Så nu er det ekstra dejligt at nyde overligger dagene.
”Er vi nu i Polen,” spurgte Naja på fem år søvnigt fra nedgangslugen? ”Nej, først en gang i morgen, om alt går vel”. Dermed var der masser af tid til morgenmaden, og til alt andet undervejs. Når først kursen er sat og sejlene trimmet, kræver havsejladsen ikke meget mere end jævnligt udkik, sanserne skærpet på vejr og vind, og selvfølgelig på, hvis bådens lyde pludselig ændrer sig, men det kommer jo næsten helt af sig selv.
Først ved 8-tiden kom også Hjalte på syv år og Rune på ni år frem fra køjernes vuggende tryghed. Der begyndte at komme liv om bord, skabt af de sædvanlige aktiviteter under havsejlads. Dagen gik således med at spille kort, skak, læse bøger og Anders And, svinge til læ og bøffe til luv i bådsmandsstolen fastgjort i spilerfaldet, og gemmeleg - som jo egentlig er meget godt klaret på en tre meter bred sejlbåd. Endelig er der jo frokost, kaffe, opvask og lignende, der tager lidt længere tid, når det hele krænger 15-20 grader, og samtidigt gynger en del.
Sidst på eftermiddagen kunne vi skimte Dornbusch fyr på toppen af den nordvestlige indsejling til Rügen. Et fyr vi kender temmelig godt. I to forbandede dage og nætter har vi ligget for anker ved foden af klinten, i læ for vestlig hård vind og kuling. Det var i vores første båd, en 24 fods Nordwest med ståhøjde til maven. Vi var taget af sted på en fire måneders bryllupsrejse ind i Østersøen, med Rune, som dengang var seks måneder gammel. Ved anduvningen af bugten nedenfor Dornbusch, turde vi, på grund af det hårde vejr, ikke fortsætte ind i det meget lavvandede Rügen. Vi havde kun en lille påhængsmotor, og vurderede dengang, at det var for farligt at skulle krydse op gennem de smalle løb i den hårde vind.

Fastspændt i cockpittet
Derfor gik vi tæt op under land, og smed ankeret. Selvom vi lå i fralandsvind, kom de store søer rullende frit ind fra Østersøen, og kastede den lille fladbundede båd rundt som en legebold. Det var selvfølgelig lidt svært med det praktiske, så som at lave mad og skifte bleer. Rune var den eneste, der tilsyneladende var helt upåvirket af situationen. Flere gange om dagen sad han fastspændt i autostolen i cockpittet, med en sort plasticpose om sig, til at tage røgvandet. Han klukkede nogle gange højlydt, når båden vippede ned af en bølgetop, og vi krængede over, som på hård bidevind.
Dagene var hyggelige nok ind imellem, men nætterne var forfærdelige. Jeg vågnede ustandselig, og så op på fyrets sørgmodige blink, som var det eneste holdepunkt, og pejling på, at ankeret stadig holdt.
Nu, ni år senere, fortsatte vi mod øst, og kunne se de store knejsende klinter ved Arkona dukke op over kimingen. De nye danske kartofler blev sat over, og så snart de kogte, blev de taget af igen, så resten af havmiddagen kunne få plads på komfuret. Lidt senere kunne vi med en tallerken på skødet, nyde synet af det tidligere Østtyskland glide forbi i læ.
Så var det opvask, pletvask med vaskekluden, og godnat læsning.
Inden vi nåede til aftenkaffen, begyndte solen at rødme. Den svulmede langsomt op, i det optiske bedrag, som den spidse vinkel på atmosfærens luftlag skaber. Den synkende sol tog også, som det så ofte sker, kraften ud af vinden. Spileren kom op, og trak os videre ud mod det sidste havområde mod Polen.
Mørket begyndte at tage over, stjernerne blev tændt én efter én, og til sidst var tomrummet fuldendt. Vinden var næsten lydløs. Kun en svag hvislen lød fra boven, og dovne knagelyde fra den duvende spiler. Tavse spejdede vi ud i intetheden - tankerne fløj i det frie rum - vi var helt alene i verden.
En kop godnat kaffe, og Birgit gik til køjs. Vi ses igen, når Jorden har drejet 8000 kilometer om ækvatoraksen, og himmelrummet med alle stjernerne, planeterne, solen og månen har flyttet sig 75 grader længere mod vest.
Da jeg ved solopgang vækkede Birgit, havde havtågen lagt sig i store tunge og våde vatpuder på havet. Vi var nu så langt inde i polsk farvand, at vi kunne høre tågesignaler, og nogle gange skimte sorte silhuetter af polske fiskeskibe.

”Far, far”
Men det var vagtskifte. Og lykke er, når man med en god natsejlads i kroppen, kan krybe ned i køjen, og trække en stor tør dyne godt op over sig. Ligge hovedet tæt på skibssiden, og lade havets rislen langs skroget blande sig med tusindvis af indtryk, i det splitsekund der går, inden man falder i dyb søvn.
”Far, far. Vi kan se Polen”. ”Javel, jamen det er jo dejligt”. Selvom jeg i de fem timer der var gået siden jeg gik til køjs, havde følt mig lysvågen med et sæt, hver gang Birgit ændrede kurs, eller en anderledes sø ramte skibssiden, så var det dejligt at have god tid til at få tøjet på igen, og lave fælles morgenmad.
Alt var ryddet, alle på dæk, og opmærksomheden stor, da vi senere nærmede os kysten. Vi havde ikke detailkort over området, og vidste i øvrigt slet ikke med sikkerhed, om Kolobretz kunne besejles. Den polske østersøkyst er en tro kopi af vores hjemlige vesterhavskyst. Åben brænding ind på de endeløse sandstrande. De få havnebyer ligger gemt bag høje klitter, og selve havnen er næsten kun synlige fra havet på de store bølgebrydere og moler, som danner indsejlingen. Kolobretz er ingen undtagelse.
Først da vi langsomt vovede os helt hen umiddelbart foran den store mole, kunne vi se at den var god nok - der var hul igennem klitterne. Vi prøvede igen at kalde havnen, tolden og politiet på VHF´en. Intet svar. For enden af de store bølgebrydere kunne vi se nogle høje metalhegn, og bag dem et par store bygninger med en skov af antenner og roterende radarer, og store vinduer som vendte ud mod havet og os. Jeg var ikke i tvivl om, at de havde os i kikkerten, og at de havde fulgt vores bevægelser med radarplot, siden vi omkring midnat gik ind i polsk farvand. Hvorfor fanden svarede de så ikke? Usikkerheden bredte sig om bord. Skulle vi vente, eller bare stikke næsen ind?
Jeg kaldte forgæves over VHF´en et par gange mere. Så lod vi de store dønninger skubbe os langsomt ind. Store rustne og udrangerede krigsskibe lå udenpå hinanden til styrbord. På en af destroyerne var de uniformerede sømænd stillet op til formiddagssamling på dækket. De fulgte os med blikket, mens vi langsomt og spændte gled videre op gennem flodvandet. Et vindue blev åbnet i den høje bygning med antenner og radarer, og en mand vinkede os venligt fremad. Endelig - nu var der da kontakt. Lidt længere fremme kom en uniformeret mand til syne mellem de arbejdende kraner, og pegede ind mod den store industrikaj mellem to coastere.
Kolobretz er en by på størrelse med Kalundborg. Som så mange andre polske byer er den en blanding af moderne butikker, mindre spisesteder, kæmpe badestrande med elastikhop og rundfart i hurtiggående gummibåde, og
mennesker som sidder på fortovet og med bøjet hoved tigger om penge.
De civile polakker virker meget venlige og imødekomne, og hvad sejlere som os sætter pris på; madvarer er fortsat billige i Polen. Så vi købte og købte, og spiste for første gang i vores sejlerkarriere aftensmad på en café. Inden afsejling slæbte vi en del madvarer, slik og chokolade om bord. Meget af provianten til båden viste sig dog, ikke helt at leve op til forventningerne.

Tid med forældrene
En tidlig morgen lagde Divaens 3x12 meter igen fra kaj, med første waypoint udlagt syd for Bornholm. Vinden var vestlig otte m/sek., høj sol og blå himmel. Hjalte hev fenderne ind, Naja hjalp med at rulle genuaen ud, Rune styrede, og med fuld sejlføring skar vi ud mellem de lange moler, og begyndte dansen op og ned på Østersøens bløde dønninger. Lidt slæk på, og den dybe vedvarende brusende lyd fortalte mig, at Divaen trak igennem på hele vandlinjen. Polens lave kyst forsvandt hurtigt under kimingen. Vi var på havet igen, alene horisonten rundt, og med masser af tid til igen at spille, hygge og nyde sejladsen og havets konstante udtryks skift.
Vi fulgte klippekysten på Bornholms østside tæt. Her er der ingen farlige rev, og vi kunne nyde sceneriet med den voksende røde sol som langsomt satte klippeøen i silhuet mod de sorte klipper og konturerne af Almindingen. Helt oppe på Bornholms nordspids, i den sidste åbne bugt og i læ af det afrundede Hammer Odde, lod vi ankeret glide ud i det klare blågrønne vand. Hurtig sikring af båden, pakning af grillmad, Hjalte og Rune ved hver sin åre, og vi kunne ved 20-tiden hive gummibåden op på en stor flad klippe.
Oppe på Hammer Odde kunne vi se fårene gå og nippe af det sparsomme græs. Til den anden side var der fyldt af badegæster ned til Sandvig med det gamle røgeri, og de tætpakkede dukkehuse med front ned mod den lille havn. Ude på havet mod nord, fortsatte rækken af coastere med at passere frem og tilbage på en af verdens mest trafikerede skibsruter. Det er skibe der er på vej mod Rusland og de andre lande i den Botniske Bugt, eller vest på, mod Sverige, Norge og resten af verden.
Med et par lange døgnsejladser, er en række af vores nabolande indenfor rækkevidde i en almindelig sommerferie. Du får styret din sejlerlyst, og børnene får masser af god tid sammen deres forældre. En sejlerferie uden stres, med mange mil på loggen og masser af tid i land.

Hvis det skal være sjovt og trygt at sejle med børn
• Tag børnene med fra de er helt spæde - i liften, og sæt evt. autostol fast i cockpittet. Når barnet begynder at gå, brug barnevognsselen med line på.
• Giv børnene medansvar for sejladsen - børn på tre år kan skubbe fendere ud og holde på tovværk, børn på fem år kan starte motoren og styre over stag - børn på otte år kan det meste, og børn på tolv år kan alt.
• Sejl lange stræk på åbent vand - så børnene mærker, at der er god tid til dem, og så du får god tid til at sejle.
• Gør sejladsen spændende - sæt bådsmandsstolen fast i spilerfaldet og sving til læ og bøf til luv, slæb børnene i gummibåden, ro ind og lav bål på stranden.
• Skab nogle gode traditioner - læs historier, bag pandekager, lav popcorn, særlige spil m.v., som kun er på båden.
• Lær dig, at skabe en tryg stemning om bord, også i dårligt vejr - børn kan ikke snydes.

Kalundborg - Polen - Bornholm og retur
475 kort sømil • 560 sejlede sømil
Længste stræk: 126 kort sømil
4 ugers ferie • 7 sejldage
23 dage i havn og for anker