Det er natten til lørdag d. 5. august. Havnen i Allinge, nordvest på Bornholm, er fuld af sejlbådsmaster, som hyler faretruende i vinden. Bådene ”kører” på det nærmeste rundt i det lille havnebassin, og det rykker stadig kraftigere i fortøjningerne. Søerne slår allerede langt op på ydersiden af havnemuren og op over molen - havet koger - hvidt. Bådene, som er fortøjet sammen, kaster sig mod hinanden, som stressede, nervøse heste. Flere og flere skippere vågner bekymrede og forstærker fortøjningerne.
Efter en lang og hård sejlads fra Öland er vi glade for, at vi tilsyneladende ligger trygt i havn.
Kl. 9.00 begynder havnefoged Kaj Hansen at lukke de gamle solide træporte, som skal holde søerne ude fra det inderste havnebassin. Det er et arbejde, han gør 1-2 gange om året - når det er værst - fortæller han.
”Når det blæser nordøst og øst over 15 m/sek. lukker jeg portene,” siger Kaj Hansen. ”Nu har vi målt 17-18 m/sek., så det er på høje tid at lukke havnen af.”
Nysgerrige med hjælpende hænder
Tilskuerne strømmer til, og havnefogeden får mange hjælpende hænder, som kæmper med den 100 år gamle lukkemekanisme. Stille og roligt presses de store egetræsporte sammen. På toppen af den tre meter høje stenmur, som omringer hele indre havn, hejses en stor sort kuglefender, og der tændes tre røde lanterner. Søfolk ved, hvad det betyder: Havnen er lukket for al trafik. Søfarende må ikke nærme sig land - men sejle videre - noget vi selv burde have gjort, skulle det vise sig.
Havnefoged Kaj Hansen: ”Det hænder en sjælden gang, at vi har stormflod med vand langt op i gaderne. Men med lukkede porte, er det meget sjældent, at vi oplever skader på både inde i havnen, selvom det stormer voldsomt udenfor. Nu er jeg spændt på, hvad der sker med vores nye ydermole, der blev bygget færdig så sent som i maj i år.
Søerne er forlængst begyndt at vælte ind over ydermolen, og skumsprøjtene står 10-15 meter i vejret. Klipperne ved indsejlingen til Allinge befolkes af børn og unge, som vil opleve havets kræfter på nært hold - nogle af børnene er farligt nær bølgerne, som vælter ind.
Vi ligger blæst inde i Allinge bag lukkede porte i tre dage. Strøm i havnen og kraftig vind får bådene til at ”køre rundt” som små el-biler i Tivoli. Det hiver og slider i alt tovværk. Der ryger to af vore egne kraftige fortøjninger. Men ydermolen har klaret presset.
På vestsiden af Bornholm ånder alt fred og idyl, og i det øvrige Danmark er der nærmest ingen, som har hørt om uvejret på solskinsøen. Da vi endelig slipper ud af havnen mandag eftermiddag og sætter kurs mod København, bliver det paradoksalt nok vindstille efter ganske få timer.
Næste gang tjekker vi vejrudsigten bedre!