Klart syn på havet

Der er to slags sejlere. Dem med briller og dem uden. Og de sidstnævnte har så ubetinget en fordel frem for de førstnævnte, fra det øjeblik de hopper om bord på en båd: Når det blæser, får man saltvand på glassene. Når det regner, får man ferskvand på brillerne. Og selvom ferskvand er et par grader bedre end saltvand, så tager begge vandsorter det finere udsyn, når der skal findes kapsejladsbøjer, sømærker eller andre helt uundværlige detaljer på havet.
Når solen stråler, opstår der andre problemer for den bebrillede sejler. Det skarpe lys på søen kan ganske vist dæmpes med specielle solbrilleglas med styrke, men de koster en bondegård og bliver aldrig så effektive, som de mange forskellige almindelige solbriller med moderne filtre, der er specielt designet til sol på havet og i sneen. Og så bliver de lige så svære at se ud igennem, når de bliver våde.
Nogle af de langsynede er lidt bedre stillet end de nærsynede. De kan nemlig tage brillerne af, når de skal se langt. Men de nærsynede er håbløst fortabt i en målestok, der er ligefrem proportional med styrken i deres brilleglas.

Kapsejlads og briller
Da jeg var omkring 12 år indtraf der to store begivenheder i mit liv: Jeg begyndte at sejle kapsejlads og jeg fik konstateret nærsynethed på begge øjne, og blev forsynet med et par store hornbriller, der var moderne den gang. Heldigvis var styrken kun minus 1,75, men det var nok til, at jeg, når jeg tog brillerne af, hverken kunne finde kapsejladsmærker eller læse konkurrenternes numre, med mindre de sejlede farligt tæt på mig.
Det er umuligt at gøre op, hvor megen tid og påhitsomhed, jeg i årenes løb har brugt til at opfinde nye måder at holde mine brilleglas rene på lige fra små mini-vinduesviskere, til sprayflasker i lommestørrelser, der indeholdt forskellige væsker, der holdt glassene nogenlunde rene.
Naturligvis overvejede jeg at gå over til kontaktlinser allerede dengang. Men dels var de ret primitive og besværlige, dels var de hulens dyre, og dels var jeg meget tilfreds med at bruge briller i alle andre af livets forhold. Brillerne blev hurtigt - og er stadig - en del af min personlighed, som jeg har vænnet mig til og nødigt vil undvære. (Mine børn siger jeg ligner Tin-Tin, når jeg tager brillerne af). Det var derfor en revolution, da de såkaldte endags-linser kom frem, og prisen var kommet så langt ned, at jeg lod mig overtale til at prøve dem.

Kunsten at tage dem på
Begyndelsen var svær. Det tog flere lange vinteraftener med en rutineret linsebruger som hjælper, at lære at sætte tingesterne ind på hornhinden. Men det er med kontaktlinser, som at køre på cykel. Når man først kan, så er det nemt og man glemmer det aldrig. Så da sejlsæsonen begyndte, fik jeg i ordenes bogstavelige forstand et helt nyt syn på sejlsport.
Regn og bølger kunne bare komme an. En styrtsø lige i fjæset, som før ville have blindet mig indtil jeg havde fået renset glassene, generede kun mit syn de sekunder, der går før vandet løber ned af kinderne (refleksen med at løfte armen op foran øjnene for at beskytte brillerne har dog aldrig forladt mig).
Og i regn, når sigtbarheden på havet i forvejen er nedsat, blev jeg den første om bord til at spotte mærkerne, dommerskibet og fjerntliggende konkurrenter.

420 - 700 kroner om året
Jeg brugte de såkaldte endags-linser, som skal smides væk, hver gang man tager dem ud af øjet. Dengang som nu koster et sæt endags-linser ca. 14 kr. stykket, og de ligger i pakker med 20 - 30 styk til hvert øje hvilket kunne løbe op i ca. 30-50 par om året, hvis man som jeg kun bruger linser på kapsejladsbanen, på jagt og ved andre udendørsaktiviteter. I alt mellem 420 til 700 kr. om året. Samtidig kunne jeg for første gang i mit liv købe nogle af de raffinerede solbriller, som er specielt udviklede til sejlere. En helt ny fornemmelse.
Efter at have sejlet et par år uden brilleproblemer investerede jeg i nogle mørke linser med UV-filter og solbrille-effekt. Men dels fandtes de kun som nogle tykke, brune linser man brugte igen og igen, dels syntes min kone, at jeg lignede Bambi (jeg har normalt blå øjne), og endelig hvis jeg kravlede rundt nede om læ med de mørke linser på, blev der bælgmørkt, og jeg blev blind næsten som en muldvarp. Så, efter at have brugt det samme par et par sæsoner, undlod jeg at købe nye brune linser, men holdt mig til de klare af en-dags-slagsen.

Ikke uden problemer
Nu skal det ikke lyde, som om endags-linserne er helt problemløse at sejle med. Hvis man, som jeg, kun bruger linser lejlighedsvis, kan man ind imellem efter en hel dag på havet, få en tiltagende fornemmelse af tørhed i øjnene. Nogen gange kan jeg på sidste kryds af sidste sejlads ligefrem glæde mig til at få linserne ud og brillerne på. Men da jeg kender mange linsebrugere, der ikke har det problem, så det er måske kun mig, der har ekstra følsomme øjne.
Men nu er der kommet nogle nye linser også til sådan nogen som mig.
De kom frem for nogle år siden, men er først nu ved at blive rigtigt populære herhjemme. Silicone-hydrogel-linser er den faglige betegnelse, der findes tre forskellige typer på markedet, og hos Synoptik hvor jeg handler, går under fællesbetegnelse ”døgnlinser”.
Men med de traditionelle bløde en-dags-linser, som er en kombination af vand og linsemateriale, er det begrænset hvor meget ilt, der kan komme ind mellem linse og øjet. Det er nemlig tårerne der sørger for at transportere ilt til øjet og linsematerialet i sig selv er ikke ilttransporterende.
Silicone-hydrogel er et materiale der er bygget op af små luftfyldte ilt-transporterende kanaler, der snor sig omkring hinanden. Disse kanaler gør det muligt for fem gange så meget ilt at passere gennem linsen og ind til øjet, i forhold til almindelige linser. I mellemrummene findes de langsommere ilt-transporterende tårer. Og forskellen er mærkbar, ganske kort tid efter man har fået dem på.

Glemmer, at man har dem på
Man glemmer simpelt hen, at man har dem på, med mindre man da får en sø ind over båden og opdager at brillerne ikke bliver våde. Hverken hvis man sejler i stærk sol og varme, eller hvis man sejler i hårdt og vådt vejr, føler man nogen form for tørhed eller bliver generet af vandets saltindhold.
Det samme gælder på land, hvis man opholder sig i et meget tørt klima, hvis man er i airconditioneret rum f.eks. et fly, eller hvis man blot sidder i mange timer foran en computerskærm.
De nye linser har endvidere den store fordel, at man kan sove med dem på. Det er dejligt hvis man sejler en længere distancesejlads, hvis man ikke gider skifte mellem sejladserne eller hvis man er på langtur og ikke har de rigtige sanitære forhold til at tage linser ud og sætte i. Silicone-hydrogel linserne koster ca. 250 kr. om måneden, hvis de anvendes hver dag. Den månedlige udgift til de væsker man skal anvende til at vedligeholde linserne med, afhænger selvfølgelig af hvor meget man sover med dem.