Jonas Høgh-Christensen ligger nr. to på verdensranglisten i Finnjolle og er Danmarks største OL-navn for tiden. Han slog sin status fast med syvtommersøm på Mallorca i foråret, hvor han vandt det prestigefulde Princess Sofia Trophy. Belønningen var at hilse på Juan Carlos, oppe på kongens eget slot.
Til dagligt deler den 104 kg tunge og 188 cm høje og rødhårede Finnjolle-sejler lejlighed i det indre København, med sejlerkammeraten, Laser-sejleren Kristian Kjær-gaard. I Jylland bor Jonas’ kæreste, hvor hun studerer. De får ikke set meget til hinanden i hverdagene. Selv er Jonas ved at afslutte sit cand.merc.emf. - økonomisk markedsføring.
Vi talte med ham under et OL-stævne i sydfranske Hyères, hvor han blev nr. 3.
Hvor stort betydning havde sejren i Princess Sofia Trophy?
”Utrolig stor betydning. Det er et af de fire største stævner i Europa, man kan vinde ud over EM og VM. Stævnet viste, at en måneds træning i Miami i vinteren og senere tre uger på Mallorca, virkede.”
Hvordan var stævnet på Mallorca for dig?
”Vi havde lidt af alt slags vejr, hvilket passer mig godt. I Finnjolle-klassen har man mange hårdtvejrs- og letvejrsspecialister, men når vi har lidt af hvert, er jeg med fremme. På landsholdet har vi arbejdet meget med en tysk meteorolog, som har givet vejrmeldinger hver dag med en detaljeret prognose med, hvad vinden gør fra time til time, og de passede. Når hans meldinger har virket tre-fire dage, så begynder man at tro på ham. Jeg vidste, hvad der skete med vinden og kombineret med gode starter gik det godt hånd i hånd.”
Du har sagt i Politiken, at du havde været for useriøs og uforberedt. Hvad er ændret?
”Der har været en masse småting der kiksede, jeg har misset en start, fordi jeg lå og farttrænede - ja det skete også på Mallorca, men også ved OL, hvor jeg væltede. Men der er ingen tvivl om at vores træner nu, Don Nordqvist, er mere opmærksom på det, end min tidligere træner.”
Vil du slå OL-guldvinderen Ben Ainslie, når han kommer tilbage til Finnjolle-klassen fra America’s Cup?
”Det er et godt spørgsmål. Jeg vil da sige, at vi arbejder stærkt på det. Men vi taler om en levende legende, som jeg har dyb respekt for, men han er også bare et menneske.”
Har I gode økonomiske kår på OL-landsholdet?
”Ja og nej. Ja i den form at vi har sponsorer som Hempel og Elsam, der lægger endnu flere penge. Men vi har ikke fået tilstrækkelig Team Danmark-støtte. Det betyder at flere besætninger skal stoppe næste år.”
Hvad får du af tilskud?
”Det kan jeg ikke sige præcist, men vi er oppe imod fuldtidsprofessionelle sejlere fra England, Spanien, Slovenien og Kroatien.”
Hvad får du i forhold til Ben Ainslie?
”Han får to mio. kroner om året for at sejle Finnjolle, han bruger nok ikke pengene på at sejle. Mit ønskebudget er 450.000, og jeg får 40 procent af det. Så kan du jo selv regne det ud. Jeg kan fortælle, at de engelske C-landsholdssejlere, får lige så stor støtte som jeg. Når briterne, som Ben Ainslie kommer på A-landsholdet, så firedobles deres støtte.”
Du siger, det er så vigtigt at træne i udlandet. Hvorfor?
”Tag Søren Holm (Finnjolle-sejler, red.) og mig. Han havde kun ni timer på vandet i Danmark pga. is, inden han kom til Mallorca. Jeg havde tilsvarende haft 200 timer på vandet. I udlandet møder du også de bedste, der træner på fuld tid.”
Føler du dig presset af Team Danmark, elitechefen Staal og offentligheden?
Jonas trækker vejret tungt og holder en pause.
”Jeg føler nogle gange, at forventninger og støtten ikke stemmer overens. Jeg tror jeg taler på hele landsholdets vegne. Man forventer vi træner fuld tid, men der sættes ikke penge af til f.eks. træningslejre.”