Ny sejlbådsmode - så smukt som i gamle dage.

Først var det moderne at sejle lange strabadserende tur- og kapsejladser - men det var dyrt, besværligt og familien blev hurtigt træt af at sejle.
Derefter gik der mode i at sætte klassiske gamle både i stand. Men det var frygteligt besværligt og dyrt, for ikke at tale om, at nu tilbragte far tiden med at gøre båd i stand i stedet for at sejle kapsejladser. Og skulle det ske, at familien endelig kom ud at sejle, så var der garanteret noget, der hele tiden gik i stykker.
Hvad er derfor mere naturligt, end at nogle af verdens båddesignere og -værfter har givet sig til at bygge klassisk udseende fartøjer i daysailor-størrelse (højst plads til en weekend) og forsynet med alle moderne hjælpemidler til at gøre selve sejladsen enkel og problemfri.

Motorbådene begyndte
Egentlig var det hos motorbådene, tendensen først slog i gennem. For ti-femten år siden begyndte motorbådskonstruktørerne at tegne fartøjer, der lignede forskellige blandingsforhold af den elegante italienske Riva og de lange smalle Ragtime-både, der ville have gjort Al Capone søsyg.
Sejlbådskonstruktørerne kom først rigtig med efter årtusindskiftet. Men så kom de også med fuld tryk. Især i lande, som vi danskere ellers ynder at sammenligne os med som USA, England, Holland og Frankrig. Men herhjemme har den nye tendens inden for yachtdesign og sejlads foreløbig ikke sat sig spor.

Knarr og Drage-lignende over vandlinjen
Det er de færreste af de moderne old-timers, der er direkte replika af gamle designs. De fleste af bådene ser kun klassiske ud over vandlinjen, hvor de fleste af dem ligner store Knarrer eller Drager eller andre skandinaviske design fra første halvdel af 1900-tallet. Men så snart man løfter dem ud af vandet, ligner de topmoderne sejlbåde med finnekøle og spaderor ja endog bulb´s på kølene.
Set på vandet, er det først når man kommer om bord på de klassiske fartøjer, at man kan få øje på de mange moderniteter, der skal gøre dem så nemme og ukomplicerede at betjene som muligt. Allerhelst skal de kunne sejles af én person.
Forsejlene er naturligvis altid rullesejl, og som regel også selvslående. Ofte kan også storsejlene rulles ud af bom eller mast, og begge sejl kan betjenes af selvskødende måske ligefrem elektriske spil, som altid er placeret helt tæt på rorsmandspladsen, så han/hun selv kan trimme sejlene uden at slippe roret. På en af de nye old-timere, Freedom 40 skødes og trimmes storsejlet med et 16 mm kevlarskøde uden blokke men direkte ned til et elektrisk spil. Sådan. Ikke noget pjat her.
De færreste af de nye old-timere er forsynet med spiler. Det er for besværligt. Til gengæld er den moderne gennaker - evt. i en rullesejlsversion, som kan hænge som en pølse, når den ikke er i brug - meget benyttet.

Cockpittet er det primære opholdsted
Ud over at alle hal og liner er i skjulte tunneler ført tilbage til rorsmanden, har old-timernes cockpit meget andet tilfælles. De er rummelige med masser af plads til både at sidde til bords, når båden er i havn, og sidde mageligt med puder og madrasser for hele storfamilien plus forretningsforbindelser, mens far legende let ordner det der med snore og styring. Cockpittet er igen blevet bådens væsentligste opholdsted, og det om læ er sekundært.
Til gengæld er der ikke meget gammeldags over old-timernes motorinstallationer. De kraftige motorer, ofte med moderne sejlbådsdrev, er oppe i ”motorsejler-størrelse”, så man altid er sikker på at kunne komme hjem uanset om vinden er hård i mod eller helt løjet af. Så rulles sejlene ind og væk helst pr. automatisk, og det går hjemad med en marchfart på 7 - 9 knob, for vandlinjerne er jo gode og lange og skrogene er smalle, ligesom i de gode gamle dage. Og sø og vind har jo ikke ændret sig med moden. De er det samme som de altid har været. Og det der var hurtigt dengang er stadig hurtigt.

Klassisk og spartansk om læ
Når man kommer under dæk, bliver illusionen total. Det ligner på en prik den ægte vare fra første halvdel af 1900-tallet. Strengt maritimt, enkelt, funktionelt og masser af ædle træsorter. Man får mandelgaven, hvis man kan få øje på en stump glasfiber. Men på ét punkt adskiller de nye old-timere sig fra de originale såvel som de moderne sejlbåde: Der er kun en stor magelig dobbeltkøje at sove i. Disse både er pr. definition daysailors, og det højst tilladte tidsrum man må bo om bord er en forlænget og helst også romantisk weekend. For børn og gæster er der ikke køjer til, selvom der er masser af plads om læ. Og hvis der skulle formaste sig til at komme overnattende gæster eller børn om bord, så er det slut med privatliv. For et andet fællestræk ved de klassiske daysailors er helt åbne kahytter uden skot, døre og skillevægge.
Højst i det lille bad/toilet er lidt privatliv tilladt.

Priser i overkanten
Man skulle tro, at den spartanske aptering havde gjort denne type både billigere end de moderne, som er fyldt med tekniske finesser, masser af køjer og separate kahytter, og kan bruges til tursejlads og lynhurtige kapsejladser. Men nej. Tværtimod. Hvad der måtte være sparet på ekstra køjer, dybfrysere og boligkomfort, er blevet mere end brugt på eksotiske materialer, overdimensionerede motorer og state of the art udstyr til rig, sejl og trim. En 40 fods med køjeplads til to personer kan let løbet op i syv mio. kr. Måske derfor har den nye sejlsportsmode endnu ikke ramt de danske farvande, og fået danske sejlere til at skifte de gamle både ud med nogle nye, der bare ser ud til at være gamle.