Der er mindre og mindre hår tilbage på hovedet af den 1,87 meter høje og 90 kilo veltrimmede Jørgen Lindhardtsen fra Hvidovre Havn. Han ER ikke nogen vårhare længere, som da han lagde ud med OK-jollen i slutningen af 50’erne. Hele 25 danske mesterskaber har han fordelt på Finn, OK og Soling. De to sidstnævnte har han også verdensmesterskab i, fra hhv. 1978 og 1973. Den rolige, lune sejler bor i Vallensbæk - med et fem meter langt og halvanden meter bredt sejlmagerbord i stuen. Den tidligere tømrer og byggetekniker syer nemlig sine egne sejl og bygger også delvist nogle af sine mange kulfibermaster. Det var nu et finsk WB-sejl han tog VM-sølv med på en sø nord for Sydney. Jørgen Lindhardtsen gør lidt grin med os alle sammen, ikke mindst os, der er 20 år yngre og forsøger at slå ham.Men andre får også baghjul når ”Gamle Lind” sejler verdenseliten sønder og sammen i OK-jollen. Javel, alenefaderen til ishockeytalentet 18-årige Jonas, kan ikke vinde mere i den olympiske Finnjollen. Men i OK-klassen lurede sensationen, da han var ganske få point fra at vinde VM. Næstsidste sejlads vandt Lindhardt-sen og var kun et point efter vinderen, briten Nick Craig.
”Hvis jeg holdt på Nick i sidste sejlads og sejlede ham under en 9. plads havde jeg vundet VM, men jeg kunne ikke finde ham lige før starten gik, og faktisk startede vi i hver sin side af linjen og Nick vandt samlet,” siger Lindhardtsen under et interview i Bella Center. Under VM i Australien sejlede flere briter i øvrigt på danskeren, der var en stor trussel for verdensmesteren fra 2005, Nick Craig.
”På halvvind var der flere briter som generede mig. Det var holdsejlads fra deres side,” smiler den gamle ræv, der af OK-danmarksmester og dobbelte OL-guldvinder Poul Richard Høj Jensen, er kaldt en slider uden særlig meget talent. Hvis det er sandt så har Lindhardtsen virkelig slidt i det.
Jørgen, du havde en diskusprolaps for et par år siden. Hvordan går det med ryggen nu?
”Det var lidt varmere dernede end i Danmark, måske derfor havde jeg ikke smerter efter sejladsen.”
Du blev nr. fem sidste år. Og nu fik du VM-sølv blandt 79 joller. Hvorfor nu det?
”Jeg har lagt min JP-mast længere ned med et fladere sejl og gik meget stærk på kryds i frisk vind, men var langsom på halvvind. Det skal jeg nu arbejde med - mange sejlede let forbi mig.”
Du sejlede i din nyapteret Hylander. Er det forklaringen?
”Nej, det tror jeg ikke og den er faktisk tre kilo for tung, lidt pinligt, for jeg byggede den netop for at være lettere end min gamle Delfs-jolle, men det skal du nok ikke skrive. Nu får jeg en australsk jolle. Samtidig skal jeg rydde op i mine fem kulfibermaster.”
Havde du nerver på i sidste sejlads?
”Nej, det er jeg for gammel til.”
Hvor ærgerlig er du over VM-sølvmedaljen?
”Det er ikke slemt, jeg har trods alt et VM-guld (1978, red.). Og tre VM-sølv fra 1974, 1995, 1999 og nu igen. Den værste var i ’74, hvor jeg tabte med et point til min klubkammerat Torben Andrup. Jeg har tabt guldet med en halv bådslængde, en disket og da jeg fik en bom i hovedet.”
Hvordan holder du dig i form?
”Jeg sejler selvfølgelig,” siger efterlønsmodtageren om et spørgsmål han nærmest finder provokerende. Han løber også tre gange om ugen og vil gerne veje 85 kilo.
Hvor længe bliver du ved? Jørgen smiler over det evige spørgsmål.
”Jeg tager en dag ad gangen. Nu er der EM til juli i Frankrig og jeg regner da også med VM i Polen næste år.”