Sumithra på bjørnetur i Alaska

Vi har været over en måned i Alaska allerede. På ø-kæden Aleuterne. Men nu er det vort første stop på Alaskas fastland. Endelig er vi kommet til bjørneland. Fra båden kan vi allerede se flere bjørne som fisker efter laks i den stride flod.
Geographic Harbour blev navngivet efter National Geographic Society’s udforskning i 1919 af det område, som tidligere ikke var kortlagt. Ekspeditionen gav også navn til ”Valley of Ten Thousand Smokes” inderst i Geographic Harbour, som var dækket af aske og den gang havde tusindvis af rygende huller efter et af de største vulkanudbrud i menneskehedens historie. Mt. Katmai eksploderede i 1912, og 65 kvadratkilometer blev dækket med aske i op til 200 meters dybde.
En fuldvoksen brunbjørn kan veje 700 kilo og være op til 3 meter høj, når den står på bagbenene.
Geographic Harbour er et af de steder i verden, der har den største tæthed af brunbjørne. Og det er ikke mærkeligt at bjørnene trives her. Der er over 300 kilometer til nærmeste by, Anchorage, og det er kun muligt at komme dertil med båd eller fly. Geographic Harbour er nationalpark, og jagt er forbudt. Det er ikke en gang tilladt at bære våben, når man går i land.
Bjørnen har derfor ingen naturlige fjender og er slet ikke sky over for mennesker. Tanken om at gå ubevæbnet rundt i bushen for pludselig at stå ansigt til ansigt med en fuldvoksen brunbjørn indbyder ikke ligefrem til vandreture. Hvem ved om bjørnene en dag bliver trætte af fisk, og vil have lidt kød som afveksling i kosten.

Bjørn ved rælingen
Under middagen lidt senere på aftenen synes jeg, at båden står mærkelig stille. Et par kraftige dunk i båden bekræfter min mistanke. Vi står på grund! Et hurtigt kig på kortet viser, at vi har begået en navigations-bommert af de helt store! Tidevandsforskellen, som på Aleuterne kun er en halv meter, er over fire meter i Geographic Harbour på fastlandet. Og vi har kastet anker et sted, der er så lavt, at det er tørlagt ved lavvande!
Efter en halv times tid begynder båden at hælde kraftigt til siden.
I det svage aftenlys kan vi se flere bjørne på vej udover den tørlagte havbund på vej ud mod båden på jagt efter deres muslinger. De graver muslingerne frem med labberne og knuser dem med et velrettet slag, for så at sætte sig ned og nyde det lille måltid.
Efterhånden som vandstanden synker, lægger båden sig om på siden. Snart er vandet rundt om båden sunket til ankelhøjde og i et par støvler kan man nå tørskoet i land. Der er nu bælgmørkt, men ved hjælp af lommelygten kan jeg stadig se flere bjørne, som lunter rundt om båden.
Hundredevis af andre nætter på denne jordomrejse har vi holdt ankervagt, men selvom der ikke er fare for, at ankeret skal rive sig løst i nat, holder vi den mest opmærksomme vagt på turen: bjørnevagt.
Jeg finder haglbøssen frem, mens Audun hopper overbord for at benytte den uventede lejlighed til skrabe båden for begroning i skæret fra en petroleumslygte.
Sumithra har ikke været på land i næsten halvandet år. Nu båden er ”fritlagt” vil vi være slemt tossede, hvis vi ikke benyttede lejligheden til at rense skrog, propel og ror. Men det er også lidt tosset, at kravle rundt i mørke mellem en hel flok Alaska-bjørne. Og hele tiden skal man huske at se sig over skulderen, mens man skraber. Bunden blev ren uden bjørnene blandede sig, og da tidevandet næste morgen synker, sørger vi for at båden kommer til at ligge på den anden side, så vi også kan få rengjort den.
Man kan vænne sig til meget. Også store brune bjørne. Efter den lange nat, virker de ikke så skræmmende mere.
De er mest optaget af at lede efter muslinger, og virker ikke særlig interesseret i os. Og da vi er blevet rimelig sikre på, at de ikke vil os noget, følger vi efter dem op mod flodens munding.

Lakseorgie
Bjørnene ligefrem smovser i friske laks. Fra flodbredden kan jeg på én gang se fem bjørne forskellige steder i floden. Her, som i resten af dyreriget, råder et knaldhårdt hierarki. De bedste fiskepladser går til de største bjørne. Og da en mindre bjørn prøver at fiske nede i floden, hvor vi sidder, viser den store bjørn tænder og jager den lille ind i skoven.
Snart sidder vi på en lille græstop midt i floden og har tre-fire bjørne rundt om os - alle heldigvis travlt optaget af at fange laks.
En bjørn, som sidder lige foran os, tager afsæt ud i floden så vandet står rundt om den, men den får ikke bid i første forsøg. Den store bjørn giver ikke op og efter et par ihærdige forsøg, får han en stor laks i labberne.
Han bider hovedet af og sluger glubsk indvoldene, før han kaster resten af laksen fra sig. Fiskekødet, som vi mennesker spiser, er den ikke interesseret i. Så ryster han sig, så vandet sprøjter helt over, hvor vi sidder. Et øjeblik bliver han stående og stirrer på os. Så mister han interessen og ser igen intenst ned i vandet efter flere laks. Flodens bred er overstrøet med fiskerester, og lugten af rådden fisk river os i næsen.

Fiskeri efter bjørnemetoden
Vi finder hurtigt ud af at det ikke er nødvendigt med en fiskestang, hvis man vil have laks til middag. På vej tilbage til båden følger vi bjørnenes eksempel. I en lille bæk tæt ved båden er der fyldt med laks. Vi holder os lidt i skjul, til et par fine laks kommer svømmende, og så kaster vi os ud i bækken efter dem. Efter et par forsøg, bliver vi helt skrappe til at fiske på bjørnevis, og det lykkes os at få lokket en stor laks på land. Vi når tilbage til båden uden at blive attakeret af de brune bamser, og til middag sidder vi i det ”skæve” skiv og spiser vores laks, mens bjørnene spiser deres laks lige på den anden side af fribordet. Det er næsten som at være til bords med de store dyr. Hyggeligt men lidt skræmmende. Og da vi næste dag ved højvande letter anker, vinker vi farvel til bjørnene. Men de har for travlt med deres fiskeri til at vinke tilbage.