Nu er der råd til at købe den modelbåd, du ønskede dig som barn. Globaliseringen har gjort skibsmodeller så billige, at man hverken behøver herreværelse eller kaminhylde i marmor for at have en eller flere stående. Eller hængende for den sags skyld, for mange af de flotte modeller af bl.a. gamle America’s Cup både kan fås i både hel- og halvudgaver begge med fuld rig og sejl. Så hvis man ikke har en speciel hylde og er der ikke højt nok til loftet til at den kan stå fuldt rigget oven på reolen, så kan båden hænges på væggen i stedet for et billede.
De fleste af modellerne fås i forskellige størrelser, så man kan købe en båd der passer præcis til den plads man har tiltænkt den.
Den gamle America´s Cup båd Columbia, tegnet af Nataniel G. Herreshoff i 1894, findes i fire forskellige størrelser lige fra den lille på 67 cm til den største med 165 cm i overaltlængde (med bovspryd) og en højde inklusive stativ og topsejl på 175 cm. Den største modelbåd, som er set på danske breddegrader er modellen af den berømte tomastede Blue Nose, som kræver en større hall eller trappeafsats, med sine 265 cm i overaltlængde og 212 cm til mastetoppen.
Svingende kvalitet
Byggekvaliteten, lakken og finish i øvrigt er forbavsende god, især når det drejer sig om bådenes skrog, der alle er klædt op af bord, flot lakeret og udstyret med pænt mange detaljer. Men når det kommer til mast, rig og sejl, bliver mange af modellerne lidt mindre nøjagtige og enkelte ligefrem grove i detaljerne.
Helt grelt bliver det på enkelte modeller af berømte større skibe, som f.eks. Kongeskibet Dannebrog, som skrogmæssigt mere ligner bilfærgen mellem Hundested og Rørvig end sit berømte forbillede. Andre modeller er pinligt nøjagtige, som f.eks. den kendte italienske speedbåd Riva i skala 1/10, der er så præcis, at den må være et ”must” for alle ejere og entusiaster af Riva-både. Prisen er så også derefter. De meget fine modeller kan koste op til 6000 kr. Men det er stadig langt billigere end hvad man skal betale for modelbåde Made in Europe.
Man skal selv sætte riggen
Motorbådene og de større skibe ankommer fuldt færdige i papkasser lige til at stille op. Sejlbådene derimod kommer med mast, rig og sejl løst ved siden af.
Alt er dog monteret og skåret rigtigt til, så det tager ikke mange minutter at rigge en model til. Det er dog en god idé at give sejlene en tur med strygejernet efter de har været rullet sammen i emballagen.
Mange modeller at vælge imellem
Uanset hvilken smag man har for sejlsport og både, så kan man sikkert finde en model og en pris der passer. America’s Cup vinderen fra 1894 Columbia fås som nævnt i fire størrelser, med både sort og hvidt skrog (den rigtige var hvid), og som både hel og halvmodel. Halvmodellerne er ikke skåret halvt over, men har plads til mast, sejl og rig. Til gengæld er de ikke monteret på en plade, men hænges direkte på væggen, hvilket kan virke utroligt flot i de rigtige omgivelser.
Hos en af importørerne, J.H. Olsen & Co., www.ankerole.dk, satser man på mindre og meget nøjagtige modeller af berømte fartøjer: Den lille redningsbåd, som Captain Bligh og hans trofaste officerer i flere måneder sejlede rundt i Stillehavet i. En engelsk kanonbåd fra Middelhavet omkring 1820.
En Red Wing sloop (engelsk type fra 30’erne, der minder om en Drage) og endelig J-båden Endeavour fra 1934. Den måler dog 134 cm over gulvet.
Det største udvalg af modeller finder man sjovt nok hos www.plakathuset.com på Hulgaardsvej i København. Her finder man ud over alle afskygninger af Columbia også en Drage i 1/10, en smuk fransk skonnert, J-båden Shamrock fra 1934 i skala 1/20, andre smukke sejlbåde fra midten af sidste århundrede, plus Hakon Jarls gamle Atlantide, fra den gang den havde dampskorsten, og endnu ikke var omdømt til Shenandoa. En halv meter lang udgave af Kongeskibet Dannebrog, Titanic nedskalet til en længde på 80 cm, og endelig den nye Queen Mary II, der er 100 cm. Nogle af de samme modeller finder man også hos Janus i Hellerup www.janus-as.dk
Priserne variere fra 300 kr. for de billigste til op til 6000 kr. for den dyreste Riva. Men kvaliteten følger ikke altid prisen, så man kan få meget båd for pengene for under en tusse og betale i overkanten for andre modeller. Derimod er der tilsyneladende harmoni mellem priserne på de samme modeller hos forskellige forhandlere.
Så hvis man ser sig lidt for og spørger til de modeller man ikke kan se, så kan man få drengedrømmen opfyldt med en flot skibsmodel, man kan glæde sig over de lange vinteraftener. Men man skal nok modstå fristelsen til at søsætte nogle af dem, når foråret kommer. Ingen af modellerne kan sejle, så den del af drengedrømmen op fyldes altså ikke.
jLupv1 ijnkvvqprmae, [url=http://eqtfgczghmrd.com/]eqtfgczghmrd[/url], [link=http://nowzyrmanftl.com/]nowzyrmanftl[/link], http://dqpdbvcohdok.com/