Franco Bognolo er vild med mad og sin elskede gondol. Begge dele er noget som gør ham i rigtig godt humør. Den italienske livsnyder er da heller ikke en hr. hvem som helst, når det gælder om at lave lækre italienske retter. Igennem 20 år var Franco ejer af den kendte italienske restaurant Via Appia på Strandvejen i Hellerup, indtil han for tre år siden valgte at sælge den givtige forretning.
Et år som pensionist var mere end nok for Franco, der i stedet i de sidste to år har drevet Franco delicatezze blot et stenkast fra sin tidligere restaurant. Fra de nye lokaler sælger han italienske specialiteter og mad ud af huset. Den hyggelige forretning oser af den herlige italienske atmosfære. Og Franco
ser tydeligt ud til at nyde at tage sig af kunderne sammen med fruen. Men selvom Franco har det virkelig godt i køkkenet, så har han det trods alt allerbedst på Furesøens vilde våger.
Hvor andre sværger til en sejlbåd
eller en hurtiggående motorbåd, så går Francos interesse for at sejle i en helt anden retning.
Må ikke synge
Som den eneste i Danmark er han ejer af en gondol. Den er dog ikke indkøbt med henblik på at sejle betalende
gæster rundt på Furesøen. For det er nemlig ikke tilladt. Det er imidlertid ikke det eneste forbud, som Franco må lære at leve med.
”Nej, for jeg har lovet, at jeg på intet tidspunkt synger O sole mio. Men det er nu mere af hensyn til dyrene,” fortæller Franco Bognolo med et glimt i øjet.
Interessen for at sejle gondol er selvfølgelig ikke helt tilfældig, eftersom Franco kommer fra Venedig.
”Roning har altid været mig. Som ung roede jeg i en roklub, og min familie har altid haft båd. Min far havde en fiskebåd, og det var ham som lærte mig at ro. Jeg kunne næsten ro før jeg kunne gå. At lære at ro tager ikke lang tid. Det svære er at lære at styre gondolen, det kan sagtens tage op til flere år. Der skal en helt speciel teknik til at manøvrere en gondol. Man er nødt til at bruge alle musklerne på èn gang. Ellers kommer det ganske enkelt ikke til at fungere, så det er ikke så lige til,” siger Franco, der lige p.t. døjer med en dårlig arm. Han har dog overbevist sig selv om, at det ikke skyldes de mange hårde åretag på Furesøen i hans elskede gondol.
Købt for 45.000 kroner
Den meget flotte gondol ”Stephania” har tidligere sejlet som turist-gondol i Venedig. I 20 år sejlede hun rundt i
de smalle kanaler i Venedig, hvor der ikke er meget plads at gøre godt med. I dag har ”Stephania” så noget mere plads på Furesøen.
”Jeg købte hende af en gondolier for omkring 45.000 kroner, og jeg har vel brugt det samme beløb på at få den renoveret. Så alt i alt har den nok stået mig i lidt over 100.000 kroner, fordi jeg også har købt lidt ekstra udstyr. En sådan gondol skal jo se flot ud, og her har jeg selvfølgelig en havhest. Det er for øvrigt det eneste på båden, som efter reglerne må være forgyldt. Vedligeholdelsen er en anden vigtig detalje. Hvert år skal jeg give den bundmaling, og hvert andet år skal hele gondolen males. For mig er gondolen et symbol, så jeg vil føle mig meget generet, hvis den er meget beskidt. Og det er den heller ikke,” fortæller Franco Bognolo, der passer godt på sin gondol. Alle de løse dele på gondolen bliver skruet af, så folk ikke skal blive fristet til at pille delene fra hinanden. Franco er dog ikke ene i familien om at være glad for at sejle i gondolen.
Venner på tur
”Nej, jeg har som regel 3-4 venner med, og min søn Simon er meget glad for at sejle i gondol. Det er en dejlig afkobling fra en ellers stresset hverdag i forretningen, hvor vi heldigvis har rigtig travlt. Heldigvis har vi da også tidspunkter på dagen, hvor vi lige kan nå at puste lidt ud. Men på den anden side har jeg det nu bedst, når der er lidt gang i den,” understreger Franco med et stort smil, mens han lige når at klare en ekspedition i forretningen. Fire gange kanin ragout, et brød, en flaske vin og lidt oliven bliver hurtigt langet over disken.
”Ja, og så har man aftensmad i løbet af 20 minutter. Det kan vel ikke være nemmere,” kommer det spontant fra den stolte ejer af gondolen ”Stephania”, der i juni 2004 kom til landet på en lastbil.
Franco har dog ikke umiddelbart planer om at skaffe flere gondoler til landet.
”Det kan da godt være, at der kunne laves noget forretning med happenings eller sejlads i Københavns kanaler. Men indtil videre nøjes jeg med min egen gondol. Lige nu har jeg i hvert fald ikke tid til mere, men måske kan det blive aktuelt om et par år. Måske ikke en helt så skæv idé,” lyder det eftertænksomt fra Franco Bognolo.
Historisk går gondolen 1000 år tilbage i tiden
I 1700-tallet var der op mod 200 steder i Venedig, hvor man stod for produktionen af gondoler. I dag er der seks steder tilbage. Der er 5 - 6 års ventetid på en ny gondol. Træet til en ny gondol skal tørre i syv år, før det er klar til brug. Og dengang var der omkring 10.000 gondoler i Venedig. I dag er der 500 tilbage. Gondolen kan transportere op til seks personer.
Længde 11,05 meter • Bredeste punkt 1,45 meter • Vægt 750 kilo