11. Vareprøver til sejl-magere og deres kunder
Sejlmagere i hele verden bruger dug fra Dimension-Polyant. Her er vareprøver som vises til kunderne. Måske er din dug også fra fabrikken i Tyskland?
12. Dug i mange versioner
Dimension-Polyant laver 350 forskellige kombinationer af dug. Lige fra den letteste nylon til en spiler og over til svær dug til skoleskibe og fuldriggere. Den tyske fabrik væver også lamineret sejldug i aramid (kevlar) Dyneema/Spectra og andet, men også avanceret sejldug i kulfiber-tråde til Grand Prix både. En dyr dug, som har en længere kapsejlads-
levetid, i forhold til mange andre mindre sofi-
stikerede dugtyper.
Claus von Bülow fra Dimension-Polyant:
16 år er for lang tid at bruge et sejl
I Danmark findes ca. 18 sejlmagere, heraf leverer Claus von Bülow sejldug fra Dimension-Polyant til de fleste. Claus von Bülow leverer også til hele Skandinavien, de baltiske lande og det vestlige Rusland. Manden, som har kontor på Nordhavnen i København, er en erfaren herre med flere gange VM- og flere gange DM-guld i X-99 i 80’erne. Von Bülow har også sejlet H-båd og Soling med Poul Richard Høj Jensen og Snipe og Tempest med Jan Persson. I dag gaster han på den 63 fods H2O - Signal. ”I mit job er man mere rådgiver end sælger overfor sejlmagerne,” siger von Bülow, der har mere end 20 års erfaring i sejldug-branchen. Han var i starten af 80’erne med til at lave den første kevlar sejldug til America’s Cup vinderen 12-meteren ”Freedom”, da han arbejdede for det amerikanske Dimension Sailcloth og havde Europa-lageret. I 1990 fusionerede Dimension med Polyant. I 70’erne arbejdede Claus von Bülow for Elvstrøm Sails i Hørsholm med bl.a. Ib Ussing-Andersen, Poul Richard Høj Jensen og Paul Elvstrøm. Om sejldug i dag siger von Bülow:
”Sejldugen er blevet utroligt meget bedre de sidste 25 år. Der er meget bedre fibre til rådighed og computerstyring af produktionen gør at kvaliteten holdes meget mere ensartet. Men man kan måske undre sig over at sejlerne gennemsnitligt kun skifter sejl hvert 16. år. Det er al for lang tid, selvom dugen
er blevet så meget bedre, for efter så mange år er sejlene blevet så nedbrudte af vind, vejr, slid og de meget nedbrydende UV-stråler fra solen, at de ofte er blevet møre og helt ude af facon. I hårdt vejr kan det endda være farligt at sejlene er blevet møre. Sejlerne bruger gerne penge på elektronik og teknik, men ikke på sejl, som trods alt er bådens egentlige motor.”
Dimension-Polyant producerer også de såkaldte D4, speciallavede membraner fra D4-fabrikker i Australien og Tyskland. D4 er store membraner (sejlduge) på maks. 18 gange 10 meter. De bruges til alt fra den nye X-35, Melges 24, Mum 30, Maxibådene ”Skandia” og ”Nicorette”, Vendee Globe åbne 60’, ORMA Multi 60’ trimaraner og selv nybegynderen, den kinesiske America’s Cup-båd. En Dimension-Polyant fabrik findes også i Connecticut, USA (hvor den tidligere gast på ”Andelsbanken” Kenneth Madsen er produktionschef). I alt er 185 ansatte i Dimension-Polyant.