I sommervejr og med den blå letvejrsspiler gled vi nordpå over Hanöbugten fra Simrishamn mod Blekinge skærgården.
En sæl stak hovedet op af vandet 50 m agterude og kikkede efter os. Sådan har vi tit oplevet sæler. Det sikreste for en nysgerrig sæl er at svømme hen bag båden og kikke, mens båden fjerner sig. Det kunne være dumt at dukke op foran eller ved siden af båden, hvis der er jægere om bord. Før sæler blev fredede i 1977 holdt de sig på et bøsseskuds afstand. Nu er sikkerhedsafstanden kun 50 m.
Vi fotograferede det lille sælhoved, og skipper sagde, at den ville vi ikke se mere til.
Men sådan mente sælen ikke, at det skulle være. Dens hoved dukkede op nærmere og nærmere i vores kølvand, og da vi kun gik ca. 3 knob, kunne den let indhente os. Til sidst var den 2 m bag båden og kikkede nysgerrigt op på os, og vi kikkede nysgerrigt ned på den. Når den dukkede op af vandet, prustede den støjende luft ud af de meget store næsebor, og når den dykkede ned, lukkede næseborene sig i sidste halve sekund før vandet ville fosse ind. Smart automatik, som vi også har set hos delfiner og marsvin ved båden.
Det var en ung spættet sæl på en meters længde, og vi råbte ned til den som til en hund: ”Ja, komsedasse!”
Sælen blev ellevild, og den komsedassede med energiske svømmetag med forlufferne, så dens overkrop hoppede rytmisk ud af det skummende vand. Ved almindelig svømning brugte sælen kun baglufferne, der vifter fra side til side som en fiskehale. Forlufferne er mest til vendinger, finjusteringer og som højderor, samt åbenbart til svømmeopvisninger. Den svømmede hurtigst i neddykket stand (som en undervandsbåd). I overfladen er der stor bølgemodstand. Sælen lavede en ”deplacements-bølge” med 1 m bølgelængde, som viste at sælen gik maks. fart.
Sælen lagde en bred luffe med store, klikkende kløer på bådens agterspejl, og vi jublede ned til den. Så viste sælen hvor dygtig den var til at svømme under vandet på ryggen med den lyse mave op, og på siden, hvor den kunne holde øje med os. Den dykkede under båden og kom op på den anden side og gentog opvisningen mange gange. Hvis sælen sakkede lidt agterud, råbte vi ”komsedasse!” og straks satte den farten forventningsfuldt op og kom hoppende og plaskende og prustende hen til agterspejlet. Men hvis man stak en hånd ned til den, trak den sig 30-40 cm tilbage, den skulle ikke klappes. Vi havde ingen fisk, vi kunne give den, kun marinerede sild, som vi ikke mente, den ville spise.
Flagets snipper daskede få centimeter over vandet, og for ikke at give den gode ideer om at bruge flaget til legetøj og bide det i stykker, løftede vi snipperne op.
Flere gange lagde den en luffe med store kløer på badestigens nederste trin, og det så ud som om den tænkte på at kravle op.
Vinden øgede en smule, så vores fart kom op på 5 knob. Sælen kunne sagtens følge med, men nu brugte den mere energi på at svømme og pruste og mindre energi på opvisninger.
En sæl kan faktisk nå op på 20 knob i en kort spurt, og over længere stræk holder en sæl maks. 5 knob. Det fik vi senere at vide af vor danske sæl-ekspert, Svend Tougaard, Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg. Vi mente selv, at det var en sælunge, men Svend Tougaard sagde efter at have set vore fotos, at det var en ung sæl på ca. 2 år af den almindeligste art, spættet sæl. En fuldvoksen sæl bliver ca. 1,8 m og vejer 100 kg.
”Efter jagtfredningen i 1977 er sæler ikke længere så sky, og de kan godt komme meget tæt på både,” forklarede Svend Tougaard. ”Dog er det sjældent at sæler er så fortrolige som denne. Men på land er sæler stadig meget sky.”
Efter en tid løjede vinden og vores fart gik ned mod 1 knob. Nu havde sælen fulgt os i en halv times tid, men vores langsomme fart var vistnok for kedeligt for den. Det er ligesom delfiner, der kun følger både, der sejler mindst 5-6 knob.
Vi ville ikke starte motor med en sæl svømmende nede omkring propellen. Men så fik sælen øje på eller øre for en fiskerbåd, der bjergede garn 300 m borte. Der var måske mad, og sælen satte kurs mod fiskerbåden. Vores legekammerat forlod os, og vi håbede at den tillidsfulde sæl ikke rodede sig ind i noget med vrede fiskere og lumske garn.
Sæler kan dykke 500 m
Amerikanerne har forsket meget i neddykkede sælers fart for at bruge erfaringerne til undervandsbåde. Det er teoretisk umuligt at en sæl på 1,8 m længde kan svømme 20 knob, men det kan den alligevel. Den danner (ligesom delfiner) nogle folder i huden, som må kunne nedsætte vandmodstanden, men man ved ikke, hvordan det virker. Men de 20 knob er fakta. Det er 35 knob for en delfin også.
Vi var 10 sømil fra kysten, da vi mødte sælen. Hvordan kunne den finde hjem? ”Det er en af de store gåder,” indrømmer Svend Tougaard. ”Vi har haft satellit-mærkede sæler fra Rømø, der har fundet tilbage til den samme fiskeplads midt ude i Nordsøen.”
Forluffernes meget store klør bruger sælen, når den fanger en stor fisk. Så bider sælen fast i den ene ende af fisken, tager fat med ”hændernes” klør og river fisken midt over. Desuden bruges kløerne til at true andre sæler med.
En sæl kan dykke 500 m ned, men det sker meget sjældent. Den kan være 15-20 minutter under vandet, men en gennemsnitlig dykketid på 3-5 minutter er almindeligst. Vores sæl dykkede kun i 5-10 sekunder ad gangen, for den skulle jo op og se på vores flotte båd med den blå spiler.
