Dig og fremtidens union
DS-strukturkommission kan meget vel betyde nye tider for demokratiet i vores union. Det er imidlertid vigtigt, at sejlerne nøje overvejer konsekvenserne.
Når arbejdet med at definere hvordan fremtidens union skal se ud er det vigtig at argumentationen kommer væk fra den dogmatiske tone og den sort/hvide fremstilling af den nuværende situation. Eksempelvis er det utilfredsstillende når den nuværende struktur diskvalificeres alene fordi den er fra 1965. Tiden er en anden - er det blevet fremført - den kræver handlekraft og manøvremuligheder. Ingen lader tilsyneladende til at være i tvivl om, at DS skal ligne en virksomhed, med en arbejdende bestyrelse. Holdningen er at det døde kød som de 13 kredsrepræsentanter i Hovedbestyrelsen udgør, og det overflødige fedt som forretningsudvalget ligner må fjernes.
Det lyder også meget besnærende, og det lyder rigtig meget som tidens toneklang. Imidlertid er der mindst to forhold i denne fortolkning af problemerne mellem DS og DS’ medlemmer som bliver overset.
Den første er meget enkelt og forståelig. Hvis en organisation i Danmark skal have del i Tipsmidlernes mange millioner er det et krav, at organisationen er demokratisk opbygget. Altså medlemmerne skal være sikret reel medbestemmelse, hvilket øjeblikkeligt skyder konceptet om at opfatte DS som en virksomhed i sænk. Det andet punkt er en anelse mere speget.
”Det er en utrolig naiv holdning, at en ændring fra en organisationsstruktur mod en virksomhedsstruktur skulle tilvejebringe en større tilfredshed blandt medlemmerne. Organisationskulturen i Danmark har længe inden 1965 været indlejret i en struktur, hvor en klub der er lokalt forankret, refererer til et regionalt niveau, der igen er underordnet en landsdækkende organisation. Du kan sige, at det er levn fra 1800-tallet som er typisk for de nordiske lande. Der ligger således en enorm kontinuitet og inerti i strukturen, der er vanskelig at ændre på,” fortæller Bjarne Ibsen, lektor på Idrætsforsk, Gerlev Højskole, tidligere lektor ved Institut for Idræt ved Københavns Universitet.
Bjarne Ibsen anses som landets førende forsker i idrætsorganisationer. Han mener, at hvis man laver strukturændringer skal det gøres på medlemmernes præmisser, ellers laver man ændringer uden at forholde sig til problemet - altså de utilfredse medlemmer:
”Det er meget ukonstruktivt at tale om at fjerne det døde kød. På den måde finder man jo aldrig frem til hvorfor denne råddenskab opstod. Formodentlig går det galt fordi man ikke har så meget med hinanden at gøre. Man lever fint sit eget liv både i sejlunionen og klubberne. Mange sejlere spørger sikker sig selv, hvad skal vi bruge unionen til, når vi nu ikke sejler kapsejlads. For hovedparten af en organisations medlemmer er ligeglade med, hvad der foregår på eliteplan. Så selvom man skulle strømline beslutningsprocessen i en organisa-tion, så vil det ikke flytte fokus fra problematikken mellem elite vs. bredde. Tvært imod vil de mennesker, der kommer til at sidde i en sådan art arbejdende bestyrelse ofte have et hjerte der banker for eliten.”
I antidemokratisk retning
I følge Bjarne Ibsen kan det overflødige fedtlag kun blive til overflødigt fedt, fordi man ladet det blive sådan og dets positioner er blevet sat ud af spillet. Det interessante og den helt store udfordring er så, om man kan og vil have dem med i spillet igen. Diskussion foregår ikke kun i DS og andre forbund, der er organiseret under DIF. De politiske partier har samme strukturelle overvejelser ligesom humanitære organisationer som Røde Kors her i Danmark også tumler med problemstillingen. Bevægelse går alle steder væk fra den regionale forankring og i retningen af det landsdækkende. En struktur som vi kender fra Danmarks største sejlklub Foreningen til Langturssejladsens Fremme og fra KDY.
Bjarne Ibsen mener, at mange organisationer og ikke mindst politikerne, der definerer hvem der er berettiget til at modtage støtte fra tipsmidlerne, må komme ud af busken og lægge kortene på bordet. De forskellige organisationer må spørge sig selv om de overhovedet vil den frivillige demokratiske struktur, eller om man i stedet bør vedtage, at den ikke duer, og at vi dermed skal bevæge om i en mere antidemokratisk retning.
”Jeg siger ikke, at den nuværende struktur er en hellig urørlig ko, men jeg siger, at det er vigtigt, at man træffer nogle velovervejede valg på grundlag af de nuværende problemer. I DGI diskuterer man p.t. om man skal kunne optage medlemmer direkte uden om den lokale forankring i klubberne. Dermed bliver der tale om individuelt medlemskab og organiseringen bliver direkte demokratisk, hvor alle medlemmer har stemmeret,” siger han.
Med det direkte demokrati bliver et medlemskab umiddelbart mere nærværende og forståe-ligt. Bjarne Ibsen mener endvidere, at noget ganske enkelt som kan synliggøre, hvorfor det er godt at være medlem af en organisation er det økonomiske encitament. Alle medlemmer skal have en fornemmelse af at få noget for sine penge, som han ellers ville gå glip af.
