Jan Ankerstjerne er blandt de nye drenge i klassen. Han var initiativtageren, da han selv, Anders Brandt Rasmussen og Jens Lund sidste efterår skrev slutseddel og blev dermed de lykkelige ejere af D 108, ”Bluffe” .
Dermed hamrer han og anpartshaverne en tyk pæl igennem myten om, at sejlsport kun er for de få meget velbjergede. For med en seminarielærerløn og en udbetaling på 50.000 kroner var der penge nok til en konkurrencedygtig Luffe 37.
Inden købet havde Jan været igennem en større research for at finde frem til præcis, hvilken båd han skulle investere i.
”Jeg er selv gammel jollesejler. Jeg har sejlet OK og 505 og gastet på forskellige klassebåde. Hvis kapsejlads skal være sjovt, mener jeg, at forudsætningen er, at der er mange helt ens både. Samtidig stillede jeg det krav, at båden skulle være velegnet til tur i de skandinaviske farvande. Og at der skulle være plads nok til fem personer.”
Flere både blev herefter målt, vejet og fundet for lette. Scan-kap 99 havde for lidt plads om læ, Ylva’en manglede ståhøjde og BB 10 var også lige det mindste. Tilbage stod valget mellem X-99 og Luffe 37. Men når man nu er til lange, slanke linjer og godt kan lide traditionsrige konstruktioner så var valget af Luffen logisk.
Strikkede en pakke
Inden Jan var nået så langt, havde han regnet på, hvordan han skulle finansiere bådkøbet. Det var i udgangspunktet klart, at han ikke ville stå alene med købet.
”Det er for så vidt ikke særligt indviklet. Jeg ønskede ikke en båd, der skulle ligge stille alt for lang tid ad gangen. Jeg havde er set, hvor svært folk havde ved at skaffe faste gaster til en hel sæson. Jeg havde heller ikke lyst til at stå med alt arbejdet og alle regningerne selv. Jeg fat frem til, at tre anpartshavere ville være et passende antal til én båd,” siger Jan, der efterfølgende blot gangede de penge han selv havde og ville bruge på sejlbåd med tre.
Der blev opstillet et budget og en målsætning for projektet. På den måde var det en samlet pakke som interesserede kommende medejere kunne vurdere og naturligvis komme med kommentarer og ændringsforslag til.
Bandolowski inspireret
Resultatet blev købet af båden ”Bluffe” til en værdi af 330.000 kroner. De tre ejere lagde hver 50.000 kontant og oprettede herefter et fælles banklån hos Jyske Bådlån til dækning af restgælden plus et ekstra beløb på 50.000 kroner for at have penge til at gøre båden ship-shape allerede i løbet af den første vinter.
Som en del af projektbeskrivelsen blev det vedtaget, at der skulle være råd til løbende vedligeholdelse, inklusiv ét nyt sejl hvert år. I praksis betyder det, at de tre ejere hver især sætter 750 kroner pr. måned af til driftsbudgettet, og da afdraget på lånet samtidig er på 850 kroner koster det såfremdeles hver ejer 1600 kroner pr. måned, at have en Luffe 37 liggende i centrale Århus Yacht Club.
”Jeg lavede den meget præcise projektbeskrivelse fra starten, som vi siden modificerede sammen. Det har betydet, at vi i udgangspunktet er temmelig ens med hensyn til vægtningen af kapsejlads og tur, samt prioriteringsrækkefølgen når der købes udstyr. Det hele har været nøje beskrevet på forhånd, nærmest ned til farverne på tovværket, så det har været meget småt med overraskelser,” fortæller Jan Ankerstjerne.
Bådfællesskabet ”Bluffe” lod sig inspirere af nogle overvejelser som den tidligere topsejler og advokat Valdemar Bandolowski an-giveligt har nedfældet om emnet. I dag har hver ejer råderet over båden en uge ad gangen, dog skal båden som et ”must” være i Århus om onsdagen, hvor der skal sejles aftenmatch. Bruger man ikke båden selv har de andre ejere råderetten. Om sommeren er perioden forlænget til to uger.
Jan og vennerne i ”Bluffe” havde en forrygende første sæson med gode turoplevelser og med en placering som 2. båd i mål på Fyn Cup, hvor 19 Luffer var på linjen til start. Og tilfredsheden bliver altid kogt ind til den samme fond: Bådens overlegne sejlegenskaber.
”Luffen er efter min mening en genial båd. Alle skot og rum-inddelinger er en del af den bærende konstruktion. De er tapet fat til bund og skrog og bibringer båden en masse stivhed. Selv på bidevind i høje søer er der intet, der står og dirrer, når man tonser af sted som et ekspreslokomotiv gennem bølgerne. Oluf Jørgensen har ramt et godt forhold mellem gods og konstruktion. Båden er stærk, let og stiv og har fra starten været rigtigt konstrueret,” mener Jan Ankerstjerne.