Højt oppe på skrænten får udsigten over Østersøen og de storslåede stenrækker dig til at snappe lidt efter vejret. Den er fantastisk. Dels på grund af det imponerende syn og dels den stejle opstigning ad en sti til det store, øde græsplateau 40 m oppe over Østersøen.
Man kan godt opleve en næsten andagtsfuld domkirkestemning selv om søjlerækkerne ”kun” er de 2 m høje bautasten. Men himlen er tæt på, og til stemningen hører, at du er oppe i højde med den lave sol, der så småt begynder at rødme og gå ned over den fjerne kyst i retning af Ystad. Det er fordi du normalt kommer i havn om eftermiddagen, og så bliver det nemt sidst på dagen, før du når op på Kåsehuvud, som pynten hedder.
Så er turistbusserne væk og overlader den storslåede høj-slette til os sejlere, der bedst kan værdsætte et stenskib på næsten 100 meters længde. Det hedder Ales Stenar, det er stort og flot og Nordens største stenskib. Tænk dig: De to største sten er slæbt op mod 50 km fra kysten til dette sted på bakketoppen.
Stenene finder du kun ca. 400 m fra den lille Kåseberga havn. Det var oprindelig et fiskerleje i læ for vestenvinden bag skrænterne ved Kåsehuvud. Det kan tænkes, at jernaldermænd og i al fald senere vikinger og fiskere har trukket deres både op på stranden her.
Der er stadig fiskere i havnen, men gæstende lystsejlere har overtaget halvdelen af havne-bassinet, nemlig den sydlige mole og dele af landkajen. Dybden i indsejlingen og havnen er 2,3 - 2,4 m, men med risiko for tilsanding. Derfor uddybes af og til indtil 3,5 m, men det er ikke klogt at gå ind med frisk pålandsvind, som er mellem vestsydvest og øst. Bedst er nordlige vinde, og der kan altså være mange dage, hvor anløb ikke er tilrådeligt. Men hvis du kommer forbi i godt vejr, må du ikke snyde dig for en oplevelse oppe blandt Kåsehuvuds tavse bautasten, der hvisker sagte til din fantasi. Her ligger måske en stor jernalderhøvding begravet.
Stedet er faktisk ikke udgravet, bortset fra partielt ved en alter- eller offersten bag forstævnen. Der er fundet urner med brændte menneskeknogler, som ved en kulstof 14 undersøgelse viste en tid omkring år 500-600.
Fisk på havnen,by bag bakken
På havnen er der flere fiskeboder, hvor du kan købe mange slags fisk og skaldyr, også røgede og varme og lige til at spise på stedet med en fadøl. Der kommer en del turister for at se på stensætningen og den idylliske havn og for at spise fisk. Vi købte af de lækre varer, men vi ved ikke om det var på grund af ikke helt friske fisk, at vi kortvarigt fik en smule ondt i maven.
Den tilhørende landsby ses ikke fra havnen, men følger du kørevejen op i land, kommer du over skrænten og ser ned over en forbavsende dyb dal med byens hustage mellem grønne græsmarker. Skrænten er som en kulisse mod vandet, stejl og grøn, men ganske smal som en vold. Byen er en blanding af gamle huse og gårde og nye villaer, og der er ikke store indkøbsmuligheder. Diesel og benzin fås i byen.
Man kan bade fra den lidt stenede strand, og man kan gå ture mellem græssende køer og marker, og man kan nyde fred og ro. Kåseberga egner sig mest til en enkelt overnatning eller to.
Havnens toilet- og baderum er meget fine, og havnepengene er på den rigtige side af 100 svenske kr.
Stensætningen kanses fra vandet
Du kan godt sejle intetanende forbi Kåsehuvud uden at se andet end græsskrænter. Men nu kender du stenene, og du kan fra vandet let se en tæt række små takker oppe på skrænten. Der er 57 takker eller sten, og hvis der er flere takker, så er der også mennesker deroppe. I kikkert ses let hvad der er sten og hvad der er mennesker.
Svæveflyvende hangglidere kender fordelen ved opvinden mod de stejle skrænter, og af og til kan du opleve de kulørte sejldugsfugle kaste sig ud fra skrænten og svæve rundt i elegante sving.
Øst for havnen står et tydeligt hvidt tårn inde bag det høje land. Det er en silo ved en nyere landbrugsejendom. Den er meget dominerende og er et godt, men grimt sømærke. Siloen kan ikke ses, når man er tæt på skrænten eller inde i havnen.
Hvor skrænterne flader ud en sømil øst for havnen er der en stor campingplads på kysten med badestrand.
4 sømil øst for Kåseberga slår Sverige et stort sving nordpå i flotte hvide sandstrande og sto-re klitter i Sandhammeren, over for Hammeren på Bornholm. Vest for havnen mod Ystad er der en traditionel ankerplads for sejl-skuder i læ for østenkuling ved de meget stejle skrænter.
Tre sten med kvarts er slæbt 50 km
Den højeste sten kaldes stævnen, og der er en flad offer-sten lidt bag stævnen. Den næst-højeste sten i modsat ende er agterstævnen, og en lille sten lige bag agterstævnen kaldes rorstenen. Men det er nok en landkrabbe-misforståelse, for skibe havde ikke ror, men styreåre i styrbord side til og med vikingetiden. Dog kan den lille rorsten være flyttet eller have en anden betydning.
De to stævnsten og offerstenen er af en speciel sandsten med kvarts, der kommer fra kysten et sted mellem Simrishamn og Gislöv ved Trelleborg.
De er slæbt op mod 50 km til Kåsehuvud. De øvrige granitsten har ligget overalt efter istiden.
Man ved ikke helt præcis hvad Ales Stenar har været brugt til. Navnet ”Ales sten” kan betyde ”hellige sten”, hvis ikke Ale var en person.
Stensætningen vender stævnen mod nordvest, hvor midsommersolen går ned, og agterstævnen vender mod midvinters solopgang, men det er ikke præcist nok til at gøre stenene til et regulært solobservatorium. Da man ikke havde en kalender, havde man brug for at kende retningen øst og vest, hvor solen står op og går ned ved jævndøgn ca. 20. marts (når man skulle så) og ca. 20. september (når høsten skulle være i hus).
Skidt med formålet. Stenene er storslåede. Gå op og klap dem i Nordens største skibssætning.
