En storbådsnation fødes

Offer for københavneri
”Vi følte helt klart, at der var en del københavneri dengang. Det var simpelthen meget svært at komme igennem i Sejlunionen som jyde. Men vi fik omsider vores målebrev, og vi kom frem til udtagelserne. Samtidig fik vi mere fart i båden, efterhånden som vi optimerede og omplacere de 1000 kg indvendig ballast. Desværre blev Dannesboe sur midt under ballet og trak sig efterfølgende fuldstændigt. Jeg ved godt, at der blev sagt grusomt meget dengang, men på den anden side, det handlede jo om sport og ikke om ord. Hvis Dannesboe mente, at vi ville svække holdet, måtte han slå os på vandet,” siger Mogens Pedersen.
Nogle af de grusomme mange ord som Mogens Pedersen refererer til faldt på dagen, hvor Red Eric blev navngivet i Helsingør. I dåbstalen lagde de århusianske sejlere ikke fingrene imellem, da de fortalte nysgerrige og den fremmødte presse, at millionæren Jørgen Dannesboe intet anede om sejlsport, og at han burde holde sig til beskyttede farvande som Furesøen eller Peblingesøen.
Dansk Sejlunions daværende formand for havkapsejladsudvalget Jim Hartvig Andersen husker godt den meget palaver, omkring ”Den Jyske Opera” som Red Eric-projektet hurtigt blev omdøbt af konkurrenterne på grund af de århusianske sejlernes støjende adfærd på land og til vands.
”Der var masser af rygter om, at Joe (Dannesboe; red), jeg og Unionen var pot og pande, og at jeg skulle have fået penge under bordet og så videre. Jeg var faktisk temmelig rystet over det dengang, for det var naturligvis forkert. Faktum var, at vi holdt flere konkrete møder mellem Unionen, Red Eric-folkene og Dannesboe. Min oplevelse var, at de ikke var vant til de krav, der bliver stillet til havkapsejlads på top-niveau. Joe havde jo været i gang i godt et år, og havde allerede været igennem begyndervanskelighederne. Og da vi behandlede holdene ens, var det klart, at de oplevede sig som forfulgte, fordi de ikke havde styr på noget som helst, og fordi vi anfægtede det. Dannesboe blev til sidst træt. Han følte, at hvis Red Eric kom med til Cowes, ville han smide gode penge efter dårlige, hvilket han ikke var interesseret i. Men nogen ’Københavnermafia’, det var der aldrig tale om,” fortæller Jim Hartvig Andersen.
Ved dagens afslutning var det samlede resultat - Stort Ståhej For Ingenting. Dannesboe solgte sine både og dermed var holdet væk, og dansk AC-deltagelse 1983 glippede.

Dannesboe som jordemoder
Man kan naturligvis bebrejde Red Eric-projektet deres måde at fortælle om deres opfattelse af Maestro-projektet på, men alligevel kan vi i dag lære én ting. Nemlig, at deres konfronterende stil var noget pressen kunne bruge. Konflikten mellem de århusianske sejlere og den nordsjællandske rigmand var godt stof, der trak masser af omtale. Denne eksponering var muligvis en af årsagerne til, at flere folk med personlige og sportslige ambitioner og gode finanser blev trukket ned til havnene, hvor de siden kastede formuer efter havkapsejlerne. Oprustning var i al ubemærkethed gået i gang uden nogen samlet koordineret indsats, men snarere som et pludseligt sammenfald mellem entreprenant velbeslåede ildsjæle, kommercielle interesser og et meget solidt rekrutteringsgrundlag blandt unge sejlere.
Storbådssejladsen døde således ikke med Dannesboe, da han valgte at trække sig. Tværtimod kan man sige, at den blev født med Dannesboe som jordemoder. For selv-om Danmark ikke mønstrede et Admiral’s Cup hold det år, var man klar to år senere.
Det var udbryderne fra Elvstrøm Sails; Henrik Søderlund, Ib Ussing Andersen og Jens Christensen, der sammen med Niels Jeppesen havde set konturerne af en succes gennem det salgsvindue som Cowes og Admiral’s Cup udgjorde.
Sammen med Victor Greulich, der også var med fra start til slut, udviklede de det grundkoncept som eksempelvis One tonneren Euro Class blevet skåret over. X-Yachts leverede bådene som Victor Greulich købte, sejlene og mange af sejlerne blev leveret af Diamant, mens driftsbudgettet blev betalt af forskellige sponsorer.
Der lå masser af succes forude for IOR bådene, og også inden for DH og America’s Cup var udviklingen på vej mod kredsløb.
Læs mere om storbådsnationen i næste nummer.

Prolog
I april måned 1807 rundede den engelske flåde Helsingør. Et imponerende syn; 250 krigs-skibe under sejl. 70 af skibene var englændernes krigsbytte - den danske flåde. Fra Kronborg kunne man se armadaen for-svinde i disen, og med dem Danmarks position blandt de mest ansete flådemagter i verden.
Det får nærmest symbolsk karakter, når man ser tilbage til 1991. Efter en utrolig dynamisk periode op gennem 1980’erne, hvor storbådsprojekter og kapsejlads bare tog til i såvel omfang og antal.
I 1991 drog toppen af sejlerne forhåbningsfulde til England. De var fast besluttede på at vinde det uofficielle verdensmesterskab i storbådshold-sejlads, Admiral’s Cup - få må-neder senere befandt Danmark sig i en situation, hvor vores flåde endnu engang var forsvundet. Og selvom englænderne slog os, var det denne gang ikke dem, der stjal vores skibe - det klarede vi selv.