Den største

Nerverne
Konstant at skulle leve op til andres og navnlig egne forventninger blev efterhånden et stort pres for Paul Elvstrøm. De første tre guldmedaljer blev hentet uden videre nervepres, men i forbindelse med VM for Snipe i Brasilien i 1959 blev forventningspresset større, end Paul Elvstrøm kunne bære.
Han havde kvalificeret sig til deltagelse ved sammen med en ung Ib Ussing Andersen at vinde de danske udtagelser, hvor der deltog 30 både. Nogle i Danmarks Idræts-Forbund havde imidlertid givet udtryk for, at det var spild af penge at sende en besætning så langt væk, så Paul Elvstrøm følte, at han måtte vinde for at gøre kritikken til skamme. Presset var så stærkt, at Paul Elvstrøm nærmest var fysisk syg under stævnet.
Ved dette VM sejlede han med Strit Johansen og oplevede den tort at blive diskvalificeret i en sejlads på en klart ulovlig lufning. Med to første- og en andenplads i de i alt fire sejladser, lykkedes det dog alligevel dan-skerne at sikre sig VM titlen i verdens på det tidspunkt største jolleklasse, og al hjemlig kritik af deltagelsen forstummede. Paul Elvstrøm ønskede imidlertid ikke igen at sejle under sådan et pres og besluttede, at OL ved Napoli i 1960 skulle være de sidste.
Også her fik han forventningspresset at føle. Natten før den sjette sejlads var han så syg, at han mistede bevidstheden, og Anne måtte trække ham hen over gulvet til sengen. Også om morgenen følte han sig elendig. Alligevel tog han ud og vandt dagens sejlads og sikrede sig dermed sin fjerde guldmedalje uden at behøve at sejle den sidste sejlads.
Formentlig har det haft betydning for nervepresset, at Paul Elvstrøm ikke alene skulle leve op til sine egne og andres sportslige forventninger, men at familien Elvstrøm, som nu også omfattede tre døtre, var økonomisk afhængig af, at sejlloftet fortsat gik godt. Selv om dets eksistens selvfølge-lig ikke var afhængig af, at Paul Elvstrøm blev ved med at vinde, har det nok set sådan ud for en mand med Paul Elvstrøms høje ambitionsniveau.
Der skulle gå fire år, før Paul Elvstrøm igen fik lyst til at sejle kapsejlads, fire år, hvor han til gengæld lærte endnu mere, end han vidste i forvejen, ved at følge kapsejladser som tilskuer. Han deltog dog i Flying Dutchman-VM i 1962, ikke som rorsmand, men som gast for Hans Fogh. Først havde Paul Elvstrøm lært Hans Fogh at sejle med spiler i hård luft, vel at mærke på et vinterkoldt Øresund.
Hans Fogh fortæller :
”Det var en dag i januar, hvor det blæste 12-14 m/s inde fra land. Vi sejlede ud midt i Sundet, skar og lænsede med spiler på en måde, jeg aldrig vil glemme, fordi jeg var så bange for at vælte. Der var ikke en sjæl på vandet, og det var temmelig mørkt og koldt. Hver gang, jeg blev bange, fik Paul beroliget mig ved at vise, hvordan man skal styre en spiler, og ved at vise, at der ikke er nogen problemer, hvis man ved hvordan. Det er lige så nemt som at håndtere et ror, og man kan faktisk styre båden med spileren næsten uden at bruge roret.”
Parret vandt VM’et i Florida, oven i købet i den samme jolle, som Hans Fogh havde fået OL-sølv med to år tidligere, men som ikke længere var særlig hurtig. Selv om Paul Elvstrøm her kun optrådte som gast, var han så opslugt af sejladsen, at han ikke rigtig hørte efter, da Anne aftenen før den sidste sejlads ringe-de ham op og fortalte, at han havde fået sin fjerde datter.
Under OL i Tokyo i 1964, hvor Paul Elvstrøm var tilskuer, kom lysten tilbage, og i de efterfølgende år vandt han en stribe sejre.
Ved VM for 5-0-5 i 1965, der foregik i Adelaide, måtte hans gast og gode ven, franskmanden Pierre Poullain tage hjem dagen før sejladsernes start på grund af hans fars dødsfald. Paul Elvstrøm fik i stedet en ung lokal gast, Pip Pearson, med som gast, og med den store dansker stående i trapez, mens han styrede, hvilket ingen andre formåede, blev det til sølv i et meget forblæst VM.
Året efter vandt han VM for 5.5-meter på Sundet, hvilket fik nogle Star-sejlere til hånligt at sige, at det viste blot, hvor svag 5.5-meter klassen var, når en jollesejler lige kan gå ud og slå dem allesammen. De måtte dog indrømme, at Paul Elvstrøm ikke var en hvilken som helst jollesejler, da han umiddelbart efter bankede dem eftertrykkeligt ved Star-VM i Kiel.
I disse år gik Paul Elvstrøms virksomhed, som efterhånden også omfattede et større bådebyggeri, godt, og Paul Elvstrøm var en rolig og glad mand. Det viste sig dog efterhånden problematisk at drive et firma med mange fuldtidssejlere på lederposterne, og i 1972 begyndte virksomheden at knage i fugerne. Det berørte Paul Elvstrøm dybt, så dybt, at han ved OL i Kiel, hvor han sejlede Soling sammen med Valdemar Bandolowski og Jan Kjærulff, fik et regulært sammenbrud og tog hjem før tiden.
Først da virksomheden var afviklet, så man igen den glade Paul Elvstrøm på vandet. Først som afslappet tursejler sammen med Anne og de fire piger og deltager i de store folkesejladser Sjælland Rundt og Fyn Rundt samt enkelte gæsteoptrædende, blandt andet som skipper på en fransk båd, som han i 1981 førte til sejr i Half Ton Cup. Senere som olympisk sejler i Tornado sammen med Trine. At sejle sammen med en af sine døtre havde længe stået højt på Paul Elvstrøms ønskeseddel, og selv om han måske sportsligt kunne være nået længere, hvis han havde valgt en supergast, ville han for alt i verden ikke bytte.
Mennesket
Så megen succes på vandet, som Paul Elvstrøm har opnået, ville gøre de fleste tem-melig storsnudede. Den sygdom har imid-lertid aldrig ramt Paul Elvstrøm. Han har bevaret en naturlig venlighed og sjælden imødekommenhed over for alle mennesker.
Sådan vil de mange pressefolk, der har prøvet at få ham i tale i forbindelse med hans 75 års fødselsdag, måske ikke karakterisere ham. For nogle af dem fremstår han muligvis endda som temmelig arrogant. At han ikke længere ønsker at optræde i me-dierne skyldes dog langt fra arrogance, men et simpelt ønske om at have fred - også til at holde sin fødselsdag med den familie og de mange gode venner, der betyder lige så meget for ham som han for dem.
Da Paul Elvstrøm i 1996 blev kåret til århundredets største danske idrætsmand, brugte han meget betegnende mere tid på i sin takketale, at tale varmt om Ragnhild Hveger, der kåredes som den største kvindelige sportsstjerne, end om sine egne præstationer.
For trods sine mange fantastiske præstationer er Paul Elvstrøm en yderst beskeden mand, og det er snarere beskedenhed end noget andet, der gør, at han nu ønsker at holde sig uden for pressens søgelys.
Paul Elvstrøm er ikke alene en stor sejler, han er også et stort menneske. Også hvad det angår større end sit rygte.