Det første der møder os på Arresø er en bil, der fedter rundt ude på isen en søndag formiddag i januar. Tænk, i 1800-tallet var isbåden menneskets hurtigste redskab på Jorden. Termometeret viser minus 10 grader. Den friske vind øger chilfaktoren. Luften føles som 20 graders kulde. Alligevel har 35 DN-isbåde forladt den tilfrosne Ramløse Havn. Sneen knaser under vores sko da fotografen og jeg og 10 tilskuere vandrer en halv kilometer ud til op-ned-banen, en såkaldt O-bane med tre omgange og målgang ved bundmærket. En sejlads tager 15 minutter. En isbåd farer forbi os, heldigvis 30-40 meter væk, en rungende dyb lyd fra skøjterne er tydelig. Isen er 20 centimeter tyk - ingen våger i sigte, isbåde-sejlere er tilfredse med seks centimeter, og 10 til stævner så tilskuerne ikke falder igennem. Manden i båden ligger helt ned, kun med hovedet let løftet, båden ryster på den ujævne is, og larmer til tiden også som en mindre lastbil, der kører med skrammel. Den ene hånd fast i skødet, den anden på styrepinden, der kontrollerer forreste styreskøjte. Farten er omkring de 70 kilometer i timen. Han går i en stor bue op i vinden og slækker ud på sejlet.
Spurtes i gang
Starten er ved at gå. Isbådens brætflade sejl blafrer, trods gennemgående sejlpinde. De 12 fods DN-isbåde står på rad og række og sejlerne spændte bagved. Nogle både med hurtige kulfibermaster, nogle med alumaster og få med træmaster. Som starten i Le Mans, løftes flagsignal fra dommeren, derefter spurter mænd i næsten alle aldre bådene i fart på bidevind kurs, højere er ulovligt. Den ene halvdel løber på bagbord halse, den anden på styrbord. Nogle sætter i gang med ægte atletikpigsko, andre med golfsko og andre igen med tykke støvler. Forinden havde en lodtrækning bestemt startrækkefølgen. Bedste start får den som starter i midten på bagbord halse, her er halvdelen af feltet i læ og den anden halvdel kan sejleren stikke en styrbord. Sejlerne er lynhurtigt ved topmærket efter tre-fire vendinger. Det er med at kende reglerne. Læ båd skal vige for luv båd, da man sænker farten og kan undgå at hike, hvor luv skøjte løfter sig, hvis man ikke falder af. Lænsende både skal også altid vige for krydsende både. Startrækkefølgen i anden sejlads afgøres efter resultatet af første sejlads. Det betød at Vejle-sejleren Hans Ebler efter en tredjeplads, starter fordelagtigt tæt på midten. Om Ebler siges at han er frygtløs og modig.
”Han haler altid skødet helt i bund og falder sjældent af,” siger isbåde-formand Jørgen Holsøe fra Lyngby, der selv er mere forsigtig, hvis båden hiker for voldsomt. Tyskeren Holger Petzke vandt starten og hele stævnet efter fem sejladser, med Hans Ebler på andenplads og Thomas Ebler lige efter. Vi stiller os 100 meter fra topmærket. Vi skal ikke rammes af isbåde i høj fart, med en skarpsleben skøjte i front. Fotografen forsøger at puste varme i fingrene inden han igen hiver sin 400 mm lange fotolinse frem og skyder løs. Kulden strømmer stadig op gennem skoene.
En kold øl
Da de amerikanske DN-isbåde, konstrueret i 1937 i Detroit og til Danmark i 60’erne, får vinden ind agten fra, ser de ud som havde de fået et spark bagi af Ebbe Sand. De 45 kg lette både ligner DC 9-fly, der lige har sluppet håndbremsen inden afgang. Krydsfarten øges fra 80 til 110, da isbådene farer ned mod bundmærket, hovedet er helt nede i bomningerne for at undgå bommen. Det ser vildt ud, masten hælder 20 grader bagud og de hurtige kulfibermaster bøjer en halv meter i bunden, men knækker ikke. Ingen sammenstød, ingen i våger. Mellem sejladser diskuterer sejlerne. En enkelt beskyldes for at løbe for højt til vinden i starten. Efter fjerde sejlads begynder sneen at vælte ned, det er ikke bådens livret at sejle i høj sne. Farten blev for langsom og den ringe sigtbarhed for farlig. En femte sejlads bliver klemt igennem. Båden med træmast kom sidst i havn. Vi tilskuere fryser stadig da vi endelig kommer ind i havnen. Sejlerne står og taler om vind og udveksler trimfiduser, mens de hælder en kold øl af jysk herkomst indenbords. Stemningen er god, ingen klager over frosten. Vi nøjes med en varm kop kaffe, mens varmen langsomt vender tilbage i fingrene.
Værd at vide om sejlads på hårdt vand
En isbåd i en våge er et uhyggeligt skrækscenarium, der forekommer. Vågerne har tit samme farve som isen og kan være svære at se, de kan opstå af kildevæld, gasopsivning og strømforhold, spørg altid lokalkendte om disse farer og spær området af med kviste. Sejl derfor ikke alene på ukendt is og isens tykkelse er køreklar ved over 10 centimeter. Meld til andre hvornår og hvor du vil sejle, samtidig er det godt at aftale håndtegn så du med hånden kan fortælle du har problemer undervejs. Et ”ok-signal” gives ved at løfte armen under hovedhøjde. Det internationale alarmsignal signaleres med begge arme hævet og sænket over hovedet, det kan samtidig bruges til at advare andre om farer på isen. Ryger man i vandet er sejlernes obligatoriske issyle aktuelle når man skal kante sig op på isen igen. For en isbådesejler er svømmevest obligatorisk, en oppustelig gælder ikke. Isbrodder skal være anbragt under støvlerne, så sejleren står fast på isen. Styrthjelm er påbudt, hvilket er en god idé ved sammenstød. En af Danmarks førende isbåde-sejlere Dan W. Petersen fra Dragør brækkede i en kapsejlads et ben for et par år siden efter sammenstød med en sejler. Forskydninger i isen er slemt, ser man ikke en forhøjning på isen, kan skøjterne sejles af båden, der samtidig kan ødelægges. At sejle på hårdt vand giver sus i sejlertøjet. Sejlerbukserne skal derfor ned i støvlerne og sejlerjakken ned i bukserne. Flere sejler i termoheldragter eller skitøj og tætsiddende slimline for at mindske vindmodstand. Ønsker man at deltage til DM og internationale sejladser kræves startlicens fra DN-klubben. Her skal skriftligt svares 80 procent rigtigt på 25 spørgsmål om vigeregler. Erfaring på isen er en forudsætning for at tage startlicens. Der køres blandt andet isbåd på Arresø, Esrum Sø, Issefjord, Karrebæksminde, Furesøen, Roskilde Fjord ved Veddelev og Gershøj, Farum Sø. Kertinge Nor ved Munkebo, Thurø, Sundet ved Faa-borg, Arreskov Sø, Halkær Bredning og Hjarbæk Fjord i Jylland.
Topkører:Suset nede ved isen rykker
Hans Ebler alias ”Smut Hans”, er før sejlet ned bagfra, har været gennem isen og kom op med en skruetrækker i 80’erne. Manden fra Vejle slækker sjældent ud på skødet. Næh, han knokler hjem så hastigheden over-stiger bilernes fart på motorvejen, tit så meget at båden hiker og luv skøjte løftes. Hans er blandt landets bedste og erklæret adrenalinjunkie.
”Farten, suset helt nede ved isen. Når vi sejler 120 kilometer i timen føles det som 300 kilometer i timen. Blæser det tre sekundmeter sejler vi 50 kilometer i timen,” siger Hans Ebler, der fortæller at sejlads på is er hårdt for armen, når skødet skal hales de sidste centimeter. Formand for DN-klubbens 178 sejlere, Jørgen Holsøe, ved lige præcis hvorfor han sejler:
”Fuld fart på sort, hård og glat is, hvor du kan hører dine skøjter er sporet og slebet korrekt, så der ikke kommer en eneste skurende lyd. Det er isbådsejlads. Mindre godt er det at sejle i regnvejr, det er koldt for hænderne og vådt for fødderne når vi starter.”
