De fleste beskrivelser af hvad der foregår på en storbåd nøjes med at beskrive de forskellige positioner ud fra en rent mekanisk betragtning. Det er en stor fejl, for ud over de mekaniske handlinger, er der dybe kulturelle skel mellem en storbåds forskellige zoner. Det er naturligvis klart, at kulturerne marginalt varierer fra båd til båd. Min primære referencekilde er de erfaringer, jeg har gjort mig på båden ”Buksesnedkeren Signal”. Denne analyse skal således læses som en uddybende guide til forståelsen af hvilke mekaniske, sociale og kulturelle kræfter, der er i spil, når 16 mand samarbejder om at ramme den optimale fremdrift.
En ”storbåd” er opdelt i tre zoner; bagperronen, cockpittet og fordækket. Hver zone udfører vidt forskellige former for arbejde for at løse vidt forskellige opgaver, men dog med det fælles mål at drive båden så hurtigt som muligt rundt på kapsejlads-banen.
Da alle om bord er habile sejlere, med deres meningers mod, hvilket genererer en speciel stemning, når det reelt kun er tre mænd bagerst i båden, der bestemmer hvor de øvrige 13 skal sejle hen, hvilke forsejl der skal bæres, samt hvornår de må sættes og pilles. Imidlertid accepterer alle, at beslutninger ikke umiddelbart er til diskussion. Resultatet er, at der i de forskellige zoner opstår lokale fortolkninger af, hvad der i virkeligheden sker om bord samtidig understøtter arbejdets forskelligartede karakter de forskellige fremherskende kulturer og deres selvforståelse.
Selvfede bedsteforældre
På moderne America’s Cup-dansk har man en After Guard, hvilket er synonymt med klogekummen. Her finder man et væld af viden - bl.a. om sejlsport, ikke bare om dagens aktuelle sejlads, men også om taktiske finesser præsteret i både som Beckmanns Original Pletfjerner, Andelsbanken og Magic Maestro.
Det er også i denne zone, at man har taktikerne, navigatørerne, rorsmændene og ikke mindst bagstagstrimmerne gående. Gennemsnitsalderen er høj i denne ende af båden, hvor det efterhånden er mange år siden den første bedstefar blev fundet. Måske er det alderen og erfaringen, der gør, at der er en udtalt overbærenhed over for den øvrige besætnings meninger.
Men det er på ingen måde en overlegen overbærenhed. Tværtimod viser argumentresistensen sig i selvfed munter tilbage-lænethed, der fortæller, at lige meget hvor meget der bliver sagt, så tager man selv beslutningen hernede bagved.
Klogekummens uudtalte mantra er ”sikkerhed, stabilitet og 100 procent kontrol”. Disse taktiske nøgleord efterleves med en nærmest militant disciplin. Hvad enten det drejer sig om trekantbanesejladser, eller længere distancesejladser, så tager man sjældent chancer. Hvis der er noget, der hersker fælles fodslag om, så er det, at man stort set aldrig går efter et guldhug på den ene fløj borte fra kon-kurrenterne. Ligesom der heller aldrig opstår panik over en umiddelbar dårlig placering i forhold til en konkurrent, man sejler afventende.
Til tider skaber denne hold-ning en del irritation i de andre departementer om bord, hvor gennemsnitsalderen falder jo længere man nærmer sig stævnen. Men til lige så stor irritation viser strategien sig ofte at holde.
Chikke trimmere
Den første skarpe skillelinie både kulturelt og rent fysisk markeres af løjgangen. Her afløses After Guarden af cockpittet.
I cockpittet finder man trimmere og grindere. Man kan sige, at trimmerne udgør hovedet mens folkene ved kaffemøllerne, der trækker genua- og spilerspillene udgør kroppen. Alderen på denne side af løjgangen er noget lavere end længst agter. Trimmerne er har deres egen kultur og selvforståelse. De opfatter sig selv som både klogere og mere chikke end resten af besætningen, men i modsætning til både fremme og bagude, råber man ikke så højt op om det, man nøjes simpelthen med at fortælle det til hinanden. Klogskaben går ikke alene på sejlfaconer, meteorologi og taktik, men helt generelt på alle livets store og små spørgsmål. Er man i tvivl om hvordan man lægger fliserne i haven, eller hvordan man skal håndtere sit parforhold, så er det altid en god idé at starte med at kontakte en trimmer - så får man svar. Om man så kan bruge svaret til noget er en anden sag, men der er ingen tvivl om, at man har talt med et klogt og indsigts-fuldt menneske.
Derudover har trimmerne et stænk af offer i sig. De føler sig ofte misforstået, dels hvis de gamle i klogekummen en gang imellem skulle beslutte at foretage en hurtig vending eller bomning uden at have givet trimmerne nok tid til at gøre sig klar til at forberede en vending. Men i særdeleshed føler de sig forfulgte, når fordækket forsøger at få placeret ansvaret for en dårlig manøvre.
Grinderne siger ikke så meget, de udstråler en misundelsesværdig ro - som om deres rå kraft får dem til at hvile i sig selv.
Pitbull uden bideskinne
Selvom der kan opstå konflikter mellem klogekummen og trimmerne, er der ingen tvivl om, at bådens skarpeste skel går mellem cockpittet og fordækket. Inden man når helt ud på fordækket, finder man dog pitman’en, der som en anden værkfører befin-der sig som en lus mellem to negle. Som pitman består den største udfordring i at vælge, hvem man helst vil svines til af - After Guarden, storsejlstrimmeren, trimmerne, mastemændene eller fordækkeren.
Da pitman’en ofte selv kommer fra en position som enten fordækker eller mastemand, har han en større forståelse for forskibets ve og vel. Det betyder så omvendt, endeløse kaskader af tilråb fra cockpit og klogekumme især før og efter mærkerundinger:
Eksempelvis vil rorsmanden på lænserens sidste 50 meter have genuaen op og spileren ned, storsejlstrimmeren vil have cunningham og bomudhalet sat, trimmerne vil have mere eller mindre spænding på faldene, mastefolkene vil have mere helhjertet hjælp i de forskellige sæt og endelig vil fordækkeren have, at stagespidsen sænkes præcist i bomningerne, så han ubesværet kan lægge den nye gaj i stageendens næb.
Pitman’ens rolle som menneskelig kobling mellem arbejdsopgaverne fremme og tilbage kræver ud over en bideskinne derfor også en selvstændig natur grænsende til det autonome, men i modsætning til sin navnebror fra dyreriget pitbullterrieren, må han ikke lade sig provokere af andres meninger og hidsige tilråb.
Hormonfyldte frontsvin
Fordækket er de yngste og mest testosteronfyldte om bord, hvilket er strengt nødvendigt, når der klokken 04 om morgenen på distancesejladserne skiftes fra genua I til genua III - for 3. gang på en time, mens bølger og vand vælter ind over dem. Det er klart frontsvinene, der udgør den største trussel mod bagperronens meditative ro. Holdningen herude er, at der gerne må ske lidt, der må også gerne tages nogle chancer, og stod det til fordækket vil det være sjovt med fysisk træning - ord der forlængst er forsvundet fra de øvrige departementers ordforråd. Kulturen på fordækket er ligefrem og umiddelbar, arbejdet er sjældent smagfuldt udført, det savner elegance, men det er hamrende effektivt - som Tøfting på Ketchup.
På en storbåd har man altså at gøre med en række subkulturer, der hver især har deres mindre kampe og kontroverser, men det er i integrationen og kommu-nikationen mellem kulturerne, at man finder løsningerne på de gnidninger der uundgåeligt opstår. Omvendt er det en sand velsignelse at være om bord, når manøvre efter manøvre klapper og båden sejles optimalt - har jeg læst.
Der findes andre konfigurationer end nedenstående der er hentet fra Amerika’s Cup bådene. Typisk ser man på de større både deciderede bagstagsgaster ofte kombineret med titler som skipper og ejer. Ligesom der ofte er mindst to mastemænd.
1. Skipper/rorsmand
2. Navigator
3. Taktikker/strateg
4. Løjgangstrimmer
5. Storsejlstrimmer
6. Spiler og floatertrimmer
7. Genuatrimmer
8. Grinder
9. Pitman
10.Mastemand
11.Fordækker
