Blue water sejlads mellem Spækhuggere
Verden ligger åben - La Gomera, Grand Canaria, de Britiske øer, Thorshavn, Bahamas, New York City. Hvad har disse steder tilfælles? Tilsyneladende ikke det store, og dog er der ihvertfald to ting. Atlanterhavets blå bølger beriger og forbinder alle områderne med hinanden og så har en Spækhugger hærget i områderne omkring alle de nævnte havne, byer og øer. Naturligvis ikke rovdyret spækhuggeren, men derimod den lille sejlbåd ”Prins Henrik” med hjemhavn i Svanemøllehavnen ved København.
Oprindelig havde Jochen Hell en Colin Archer, som han brugte dels på traditionel vis til sejlads og dels til helårsbeboelse. I 1992 købte han sin første Spækhugger. Han ville sejle lidt kapsejlads og samtidig have muligheden for at sejle korte weekendture. Spækhuggeren var bedre egnet hertil end den meget tunge Colin Archer.
Efter et års tid forslog hans ægtefælle Rainer Verhoeven, om de ikke skulle prøve at tage på langtur i båden, der nu i gennem to sæsoner havde vist sit værd. Og i maj 1994 anløb de såmænd - Manhattan!
”Der er mange gode ting at sige om Spækhuggeren, men noget af det vigtigste for os har været bådens styrke, dens evne til at bjærge sig også i meget dårligt vejr, og så at den på grund af sin ringe størrelse og simple rig er meget let at håndtere. Vores første båd havde heller ikke indenbordsmotor, så vi slap for alle de bekymringer, som vi senere har erfaret, at stort set alle langturssejlere har med deres indenbordsmotorer,” fortæller Jochen Hell.
Båden sejlede herefter et år i Caribien og langs USA’s nordøstlige kyster inden den atter kom tilbage til dansk farvand.
”Det tog 31 døgn at komme fra USA til England. Det blev en lang tur, og her føltes båden meget lille. Ikke fordi den havde problem rent sejladsmæssigt, men på 24 fod uden ståhøjde og toilet, løber man efter en periode tør for ideer. For mig var det umuligt at læse igennem længere tid, uden at blive søsyg på grund af de enorme dønninger, der altid står på Atlanten. Og efterhånden som tiden gik, havde vi mere og mere vanskeligt ved at få tørret vores ting og tøj,” fortælle Rainer Verhoeven.
Fandt egne og bådens begrænsninger
Næste projekt var i 1998, hvor missionens mål endnu engang var USA, men denne gang skulle turen gå over Nordatlanten i vikingernes kølvand til Canada og siden videre ned langs østkysten.
I et misforstået forsøg på at opgradere efter første tur, blev den oprindelige Spækhugger udskiftet med en ny; ”Prins Henrik”. Denne er en såkaldt Family-udgave, hvilket betyder, at den er udstyret med noget så eksotisk som en BMW indenbordsmotor. Desværre udeblev de forventede gevinster ved motoren.
”Vi har altid haft problemer med den motor, helt basalt fordi den stort set aldrig kunne starte,” erindrer Rainer Verhoeven.
I modsætning til 1994 projektet, hvor alt gik efter bogen, var der i 1998 flere problemer med den nye båd. På vej fra Norge til Færørene sprang et undervant, hvorefter de vendte om og fik udbedret skaden. Senere på turen fandt de imidlertid deres og bådens reelle begrænsning.
”Det var efter vi havde forladt Thorshavn. Vi havde sejlet et par døgn, da jeg bemærkede, at der sneg sig en underlig træthed og uopmærksomhed ind på os. Det var simpelthen for koldt. Kulden, den evige fugt og det våde tøj betød, at vi konstant frøs. Det var ganske enkelt for farligt for os, vurderede vi, hvorefter vi ændrede planer og kurs og gik sydover,” fortæller Jochen Hell, som understreger, at hvis man kan skrue ned for sine daglige krav til det komfortable liv, så ligger hele verden lige om hjørnet for det overkommelige beløb som det koster at anskaffe en Spækhugger.
Grindehvaler
i stimer
I september 1998 lå ”Prins Henrik” i Cork og ventede på bør, og da der kom hul i lavtrykkene slap de over Biscayen til Nord-spanien og fortsatte videre mod syd til Casablanca, videre til Madeira og siden til De Kanariske Øer, hvor båden fik lov at ligge et år i hovedstaden Las Palmas. Herefter sejlede de tilbage til Madeira og derefter videre mod nordvest til Azorerne.
”Det var et rent tilfælde, at vi kom dertil, men der var virkeligt fedt, og meget anderledes end de andre øer vi havde været på. De høje skråninger, den overdrevne frodighed, de varme kilder og stejle vulkaner, resultatet var, at vi blev der i et år,” siger en Jochen Hell, der også kan tale medrevet om naturoplevelser på åbent vand med delfiner, pukkel- og grindehvaler.
”Nogle af de vildeste oplevelser var delfiner og grindehvaler i Caribien. Nogle gange har vi oplevet tættet stimer af grindehvaler på størrelse med båden mase sig tæt ind mod skroget. En anden gang var vi nær stødt sammen med en 15 til 20 meter lang pukkelhval. Vi så den i tusmørket meget tæt på, hvorefter vi lagde roret i borde og drejede, heldigvis den rigtige vej - viste det sig. Det var ved De Kanariske Øer mellem Gomera og Tenerife. Fantastiske oplevelser der på én gang virker både skræmmende ekstremt livsbekræftende.”
Båden er nu tilbage i Danmark igen. Planerne for 2003 går på en enkelt måned i Skotland til sommer, og som en overdreven luksus skal der muligvis investeres i en ovn.
Ekstra udstyr før langturen:
• Større cockpitafløb • Ekstra babystag
• Vindror Vindpilot Pacific light
• 1 ekstra, stel sejl • 2 stormfokke
• VHF • GPS • Solceller
• Montering af 3. reb ved sejlnummeret i storsejlet
• Redningsflåde monteret på dækket
• Watermaker • Ekstra spilerstage
Hug og suk ved Spækhuggeren som langturssejler
Det er et hug at:
• Brændstofforbrug er meget moderat. At bruge tre 10 l dunke benzin på 12.000 sømil primært for at komme gennem Kielerkanalen - det er cool.
• Sejlegenskaberne er i top. Fra 3 til 15 m/sek. er båden direkte velsejlende, derudover bjærger den sig godt også i store bølger og stormvejr.
• Der findes en Small Boat Effect: Det er guld værd at blive inviteret om bord på stort set alle andre både, når man ankommer til havnene, og især til de både der arrangerer cocktail parties og fester. Årsagen skulle angiveligt være en slags medlidenhed fra de større både. Der tales regulært om; the Small Boat Effect.
Det er et suk at:
Det er svært at være mere end to om bord på grund af den ringe plads, samtidig med det at det kan være meget anstrengende kun at være to - man sejler i vagtskifte à fire timer.
• Komforten er lav, især når alting er vådt, og klamt og der ikke er nogen mulighed for at tørre tøj og ting.
• BMW ikke bare kunne holde sig til biler. Den tyske indenbordsmotor i Family-udgaven er et rent turn-off.
Intakt fleet
Der har siden begyndelse været stort fokus på at skabe konsensus, når det gjaldt ændringer i udformning og overholdelse af klassereglerne. Således lod det sig gøre at introducere den såkaldte Family-version, hvor overbygningen er ændret til det kønnere, uden det gik ud over bådens målerbrev. Ligesom alle var enige om at halvere den oprindelige forfinne foran roret, en ændring der betød, at båden blev betydeligt mere manøvredygtig.
I dag er den danske hugger-fleet på cirka 500 både så godt som intakt.
