Vilde svaner

I en start på Sardinien med 50 både kom den sønderjyske rorsmand, Rainer Wolff, på Swan 56 "Blue", sidst over startlinien. Den 26 tons tunge båd kunne ikke holde læ startmærke. Det tvang syv danske og ni tyske sejlere ud i en veritabel satsning under Swan Cups første distancesejlads med klippeøer som mærker.
Ved første ø lå "Blue" stadig langt nede i "suppen". Det fik som så ofte blodet i kog hos taktiker om bord, North-direktør Jens Christensen. Og præcis som han ple-jer blev spileren hevet til tops, trods 18 sekundmeter luft. En del af de kæmpe-mæssige Swan’er blev passeret, specielt dem uden flyvesejl oppe. Men da Middelhavets Mistralvind atter øgede og "Blue" skulle bomme med den 250 kvadratmeter store spiler, stallede båden, hvorefter den skar op og næsten lagde masten i vandet. Da båden rejste sig op rystede spileren sig som en hund efter vandgang, så læ spilerbarm bristede.
"Men gennakeren måtte op i stedet. Vi var stadig langt efter konkurrenterne," siger Jens Christensen, med et tørt smil. Kort tid efter blev det andet flyvesejl, gennakeren, sat. For at undgå en omvej, kommanderede Jens Christensen en overplat kurs til næste klippeø, der skulle rundes.
Og det kostede. Som en mindre jolle røg den 56 fods Swan til luv i en ægte chineese-kæntring, da roret ikke længere tog fat i vandet.
Syv mand ved søgelænderet klamrede sig ekstra fast, men prisen var at sidde under vand og gispe efter luft i 20 sekunder, da båden blev liggende. Gennakeren blev ikke slækket af spilergasten.
"Nej, for gasten sad under vand og slap han spilerskødet ville han stryge over bord," siger Jens Christensen, nu med en mere alvorlig mine.
Den danske gast, der stod for faldene om bord, Martin Tiedeman, stod midt på båden da luvkæntringen satte ind.
"Da vi væltede røg jeg under vand og fløj ned i cockpittet, hvor jeg ramte agterpulpitten, hvor redningskransen sad. Den fik jeg heldigvis ikke brug for," siger Martin Tiedeman, der ud over blå mærker, kun brækkede en negl.
Mere alvorligt gik det med rorsmandens kæreste, Christine, der blev viklet ind i et stykke tovværk og derefter fik trykket et par ribben under kollapset, hvilket lægerne på det lokale sygehus konstaterede senere.
"Jeg sagde ikke noget"
Jens Christensen tog det næsten roligt da folk skulle sunde sig:
"Gennakeren kom ned og jeg skulle ikke forlange flere spilere oppe, folk var godt rystet. Og jeg sagde ikke noget om spiler. Heldigvis var der en kvik gast der fore-slog gennakeren sat igen? Jo, selvfølgelig svarede jeg lettet," fortæller 48-årige Jens Christensen, der fik presset båden op på en femteplads i den sejlads. Dansker-båden "Blue", med øvrige danskere om bord, Jesper Henriksen og Jens Kvist, sluttede som bedste af 12 Swan 56’ere og tog en syvendeplads overalt. Overaltsejren blandt 98 både gik til en Swan 70, "Fast.net", sejlet af franskmanden Thierry De Passemar, der med professionelle gaster kun havde to dage til at sejle sin spritnye båd ind.
Der var deltagere fra sejlsportens jetset helt fra bl.a. USA, Japan og Australien. I alt sejlede op mod 2000 personer med i stævnet. Flere både lyste specielt op ved Sardiniens perle, Porto Servo, heriblandt en Swan 80, "Kora", hvor America’s Cup og Jorden Rundt-legenden Paul Cayard sejlede et par førstepladser hjem i det uge-lange stævne. Men en diskvalifikation i første sejlads fik sendt Cayard ned på en samlet 19. plads.
Nøgleperson kan man ikke ligefrem kalde gast, polske Arek Likus på den tyske Swan 55, "Gemm". I den hårde luft strøg gasten i det 25 grader varme azurblå reklame-vand, da spileren pludselig fyldte igen under en nedtagning. Men manden var åbenbart ikke særlig vigtig på båden og var ikke savnet de første 10-20 minutter. Han blev nemlig først fundet 45 minutter senere, da en britisk Swan 56 ved et tilfælde opdagede en forkommen og totalt udmattet mand i vandet, der ikke selv kunne kravle op i båden.
"Den tyske båd havde sandsynligvis ikke set gasten ryge i vandet," mener Martin Tiedeman om den pinlige episode. Først meget sent sendte stævneledelsen en helikopter efter den uheldige gast, hvilket gav noget kritik og ridser i lakken.

Spiler flækkede master
To andre kæmpe Swan’er baksede med flækkede kulfibermaster, da spileren simpelthen trak spilerblok og spilergods fem meter ned gennem masten. Swan-ledelsen kom endnu mere på overarbejde, da tre helt nye Swan 45’ere knækkede deres rorblad midt over, hvilket i øvrigt gav en del forsikrings-tvister så kun en af fem Swan 45 turde fortsætte sejladsen. Mere roligt gik det for den spanske konge, Juan Carlos, på sin 42 tons Swan 82RS, mens livvagterne ven-tede på land. Største båd var en Swan 112, "No logic", der endte på en 69. plads. Men til gengæld havde den aircondition, og alverdens luksus om bord. "No logic" koster cirka det samme som et par hundrede Drager tilsammen. Mindre kunne gøre det i den glamoruøse sejlads, der bød på fem mindre distancesejladser og en enkelt banesejlads. En af feltets mindste både var KDY-sejleren fra Helsingør, Erik Berth, der i sin 46 fods "Tarok VI", sejlede en 29. plads hjem. Forinden havde Erik Berth sejlet båden fra Danmark til Sardinien på fem uger. Sejlads i 30 grader passede gasterne:
"Vi sejlede i korte bukser og t-shirts i flot vejr. Vinden var mindre i løbet af ugen. Hvad mere kan man forlange," siger Jørgen Mellerup, der også var imponeret over et overdådigt traktementet på land, om end det krævede dresscode, med lange bukser, når bl.a. Mercedes, Volvo, Nautor Swan og Deutze Bank holdt cocktailparties for 2000 Swan-sejlere.








★ Artikel

★ Lamineret cockpitarm og timevis af lakering

★ Interview & Portræt

★ Portræt: Ny kaptajn ved roret i Dansk Sejlunion - Anders...

★ Test af motorbåd

★ Test: Bayliner V20 - Sjov og rummelig

★ Artikel

★ Vendée Globe: Nedtælling til verdens hårdeste...

★ Artikel

★ Rita IV: En konge værdig

★ Test af motorbåd

★ Test: Delphia 10 Sedan - Slowboat til gode oplevelser

★ Interview & Portræt

★ America's Cup: Dansk civilingeniør stadig en af de mest...





Udvalgte artikler *


Produktnyt

Hvis der er noget vi glæder os til...

USA: GM ind på markedet for e-motorer

Der er en ny kat i byen