Fritidssejlere afgav 1.072 spændende rapporter om marsvin i 2001. Desuden var der 103 rapporter fra færger og 133 fra kysten. Rapporterne er samlet og behandlet af Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg og Zoologisk Museum i København, og nu i 2002 er de meget interesserede i nye rapporter om marsvin.
I 2001 blev der set flest marsvin i Lillebælt som ventet. Men mange marsvin er også observeret langt inde i Roskilde Fjord ind mod Frederikssund, og enkelte er set helt inde i bunden af fjorden ved Gershøj. Disse eksemplarer er på deres "ekkolod" svømmet 35 sømil ind ad til tider ganske smalle sejlløb og tilbage igen, uden søkort. Også i Mariager Fjord er der set marsvin langt ind ad smalle render til Hadsund.
Derimod er der ingen observationer af marsvin i Limfjorden, selv om de findes ud for begge ender af fjorden, både i Kattegat og i Vesterhavet. Der er heller ingen marsvin set i Køge Bugt og øst for Stevns-Saltholm i Østersøen. Men i Øresund er de blevet ret almindelige, endda lige ud for København.
Almindelige delfiner er også observeret i stigende antal ved Danmark, og de er ikke så kræsne, at de ikke vil i Østersøen. De er set ved Bornholm og ved Rügen i oktober 2001, og helt op til Ålandsøerne er der observeret delfiner.
Marsvin er som regel ligeglade med lystbåde, og fortsætter uanfægtet deres svømning. Men undertiden er de nysgerrige og svømmer nærmere. Et gammelt råd er at sætte en spillende transistorradio ned på bådbunden, så lyden går ud i vandet. Det kan lokke marsvin nærmere - måske. Rapporterne fortæller, at sejlads med motor kan skræmme marsvin bort, mens lydløse sejlbåde og både, der ligger stille, lokker marsvin tættere.
Giv rapport om marsvin
Du kan fortælle om marsvins position, kurs, antal og opførsel til "Fokus på hvaler". E-mail Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., på www.hvaler.dk (med indberetningsskema), eller ved at skrive til "Fokus på hvaler", Fiskeri- og Søfartsmuseet, Tarphagevej 2, 6710 Esbjerg eller Zoologisk Museum, Universitetsparken 15, 2100 København Ø. Skema til indberetning kan rekvireres, og sendes til tidligere observatører.
Marsvin også i Limfjorden
Ved oplysning om, at der ikke er set marsvin i Limfjorden i 2001 protesterede flere limfjordssejlere: Der er skam marsvin foruden de mange sæler. I 2000 blev der syd for Thisted set fire marsvin svømme tæt om en båd, som de gnubbede sig op ad. En thistedsejler havde nogle år før ved Struer set et marsvin, der fulgte efter sejlbåden. Måske blev der ikke meldt om marsvin i 2001, men sejlere kan blive verdensberømte ved at observere marsvin i Limfjorden i 2002.