Betaler vi rimelige havnepenge?

Havnepenge i gæstehavne betales normalt efter bådens længde, for jo mere båden fylder, jo mere må den betale. Her går man ud fra, et en lang båd også er en bred båd, altså en stor båd, der fylder meget.
I meget få havne som bl.a. Gilleleje betales efter bådbredde, og det kan være lige så rimeligt eller urimeligt som at betale efter bådlængde.
De fleste havne har nemlig pæle til agterfortøjninger. Når en stor eller en lille gæstebåd fortøjer på en pæleplads, burde de betale det samme, nemlig efter pladsens størrelse og ikke efter bådenes forskellige størrelse. En stor og en lille båd fylder jo det samme i havnebassinet, nemlig en "indhegnet" pæleplads.
Er båden så lang, at den rager uden for pælepladsen, kommer bådlængden ind i billedet, og båden bør betale ekstra. Oven i købet er en båd, der rager uden for pælene, måske lidt i vejen for passage i havnen.
Men at betale udelukkende efter bådes længde er ikke rimeligt, medmindre havnen hverken har pælepladser eller Y-bomme. Så må bådene fortøje langskibs, eventuelt i flere lag uden på hinanden, eller med hækanker.
Med Y-bomme i havnen er det lidt af en mellemting. De fleste både vil rage uden for Y-bommenes længde, så bådlængden må indgå i betalingen, mens Y-bommenes bredde regulerer gæstebådens bredde.

Betaling efter antal personer

Det kan være fornuftigt, at en lang og dyr båd generelt må betale mere end en lille og billigere båd. Men i en stor båd er der måske kun to personer, ofte et ældre ægtepar, mens en lille båd kan have tre-fem personer om bord, f.eks. far og mor og børn. Det kan også være omvendt med mange mennesker i en stor båd og kun én eller to i en lille båd.
Tre-fem personer i én båd belaster havnens toiletter, affaldsbeholdere og ferskvandsforsyning mere end to personer. Netop vedligeholdelse og rengøring af disse faciliteter er en stor del af havnens udgifter. Havnen har også el-udgifter, men det er ikke sikkert, at en båd med mange personer bruger mere el end en båd med få personer. Brug af landstrøm betales retfærdigvis ofte særskilt.
På en campingplads betales efter antal personer, og et groft gennemsnit er 50 kr. pr. person pr. døgn.
Princippet er rigtigt, men campingprisen inkluderer normalt mange flere faciliteter end man får i en havn, så 50 kr. pr. person er for dyrt som havnepenge.
På campingpladsen kommer man ind ad en indkørsel, og pladsens personale kan let tælle personer i bilen. I en almindelig dansk havn er der ingen kontrol ved indsejlingen, og det vil kræve, at man selv skal oplyse om antallet om bord.
Nu har det altid været en diskret sport at slippe lidt billigere i havnepenge ved at "glemme" et lille stykke af bådens længde. Er det antallet af personer, der skal betales efter, kan man også fristes til at "glemme" et par stykker, hvis de ikke lige er om bord, når havnefogeden går sin runde. I mange havne betaler man desuden på havnekontoret, og havnefogeden ser måske slet ikke båden.
I tvivlstilfælde er det svært at kontrollere antal personer, og én person fra eller til kan betyde en del penge. Bådens længde er derimod nem at finde ud af.
Hvis der betales efter pælepladsens størrelse, så kender havnen naturligvis størrelsen, og der kunne faktisk sættes et prisskilt på pladsen. Var det noget?

Store både på store pladser

En fast pris pr. pæleplads kunne nok så praktisk få små både til at søge de små og billigere pladser, så de store pladser blev forbeholdt større både.
Problemet med at få små både til at fortøje på små bådpladser er bl.a., at små bådpladser er inderst i havnen og store bådpladser er iøjnefaldende og yderst.
Samtidig er ejeren af en lille båd generelt mere uøvet end ejeren af en stor båd. Typisk er det, at en uøvet bådejer skynder sig at fortøje på den første, den bedste plads eller endog i selve havneindsejlingen.
Den uøvede og usikre bådejer bryder sig ikke om at manøvrere ind i havnens inderste krog til en hyggelig, lille bådplads, mens "alverden" ser kritisk til.
Måske burde store gæstepladser være inderst i havnen, fordi store både med erfarne ejere (og god motorkraft) godt kan manøvrere derind, mens de små pladser kunne være yderst ved indsejlingen. Der er bare det, at det inderste af havnen er lavvandet og bedst til små både.
Med høje havnepenge på de store gæstepladser kunne de uøvede tvinges til at øve sig mere og spare penge på små, billige gæstepladser.

Skilte eller aktiv havnefoged

Tyske havne har ofte en aktiv havnefoged, der stående på molen eller sejlende i gummibåd dirigerer gæstebåde til en plads, der passer i størrelse til båden og til havnepengene. Det er især praktisk, hvor bådene skal ligge langskibs uden på hinanden.
Desuden har tyske havne meget ofte skiltning på bådebroerne om at de er for gæstebåde på f.eks. "under 9 m", "9-12 m" og "over 12 m".
Skiltene er en god måde at sortere gæstebådes størrelser på, men det bruges meget lidt i Danmark, f.eks. i Grenå og Spodsbjerg.
Ellers råder anarkiet i de danske havne. Små både fortøjer enkeltvis langs kajen i stedet for uden på hinanden. De større både må cirkle søgende rundt, mens besætningerne i de små både godter sig skadefro.
Ligger en stor båd langs kajen gælder det for den om snarest at invitere en lille båd langskibs, for så er man fri for flere af de tunge, store både uden på. Det mest egoistiske er at fortøje sin egen gummibåd langskibs uden på egen båd for at holde fremmede borte.
Havnefogeder i Danmark gør desværre sjældent noget for at sortere gæstebåde efter størrelse, arrangere plads for de brede, men sjældne katamaraner (på lavt vand?) og de kæmpestore motorbåde i flere etager, der skygger for almindelige både. Det medfører, at bådene i højsæsonen især i det sydfynske må være i havn inden kl. 15, for ellers er havnene proppet stuvende fulde i et tilfældigt rod.
Men det lever vi med - endnu.