Med GPS bliver sejleren aldrig væk

Nutidens sejlere har nemt ved navigationen. Vi kan få at vide fra sekund til sekund, hvor vi befinder sig med cirka 50 meters nøjagtighed, blot vi har en GPS-navigator.
GPS’en er endda blevet så billig, at enhver form for aura omkring navigationshåndværket er ved at være borte. Mystificerer skipperen sig, kan han godt regne med, at en af gasterne hiver en batteridrevet GPS op ad tasken og tjekker ham.
Samtidig trænger GPS’en sig mere på som en regulær nødvendighed. Decca-systemet, der er basis for tusinder af danskudviklede AP-navigatorer, lukker ved årsskiftet, men søfartsmyndighederne regner tilsyneladende med, at alle er i stand til orientere sig præcist alligevel.
Det fremgår tydeligt af nedlæggelsen af sømærker og f.eks. den nylige ensretning af fyrkaraktererne for de betydeligste fyr i Kattegat. Stik imod de gamle principper blinker disse fire store fyr nu ens, og er således kun til hjælp, hvis man i forvejen ved, hvor man befinder sig.
Ikke mere piveri over det, for vi lystsejlere har ingen indflydelse på farvandsvæsenets beslutninger, og havde vi, kom vi sandsynligvis til at betale dyrt for vor medvirken. Så hellere foretrække at tage grej ombord, som helt kan frigøre os for nødvendigheden af sømærker, og det gør en GPS-navigator.
Bærbar er upraktisk til langvarigt brug
Førsteklasses stedbestemmelse begynder med en investering på ca. 1800 kroner. Det koster en bærbar navigator, og den dækker det basale behov, hvis man er godt tilfreds med at sejle efter bådens traditionelle instrumenter, men gerne vil have en præcis opdatering af positionen i ny og næ.
De bærbare GPS-navigatorer kan i praksis meget mere. Mange af dem har akkurat samme teknik som de "store" navigatorer, men begynder man at bruge dem permanent til sejlads, stiger forbruget af batterier. De små displays bliver anstrengende at kikke på i længden, navnlig i en planende motorbåd, og den bærbare skal have en permanent plads i cockpittet, ellers ryger den på dørken eller forputter sig.
Man kan købe glimrende tilbehør til den bærbare navigator: Stativ med ekstern strømforsyning for at spare på batterikontoen, og en ekstern antenne til at kompensere for, at GPS-signalerne kan have svært ved at komme ned igennem f.eks. taget på et styrehus. Antennen er ikke tvingende nødvendig, men køber man den med for at være helt sikker, vil indkøbene løbe op, så man faktisk får man en stationær GPS-modtager for nøjagtig det samme beløb.
Det kan den bærbare GPS-navigator: Give præcis stedbestemmelse. Opmagasinere et stort antal waypoints. Stuve waypoints under sejladsen, f.eks. når man passerer et sømærke eller finder en god fiskeplads. Lægge ruter mellem udvalgte punkter. Vise kurs og fart. Plotte kursen til næste waypoint på displayet og/eller følge sejladsen på "motorvej", hvormed man kan styre efter den med stor præcision. Den fungerer til nød som styrekompas, og virker måske op til ca. 24 timer på fire stk. batterier.
Den stationære GPS er lettere at betjene
Har man mere permanent behov for at sejle efter navigator, er der ingen vej udenom en stationær GPS-navigator. Priserne starter omkring ca. 3000 kr., og der udkæmpes en rasende kamp på priser og faciliteter.
Det er ikke usædvanligt at få tilbudt hukommelse til 300-500 waypoints, plus 125 ruter á mindst 10 punkter og 12-kanals modtagelse. 125 ruter - hvor mange ture har man som sejler tilbagelagt hele sit liv? Man må spørge sig selv, om man har brug for mere, men ikke desto mindre er der sejlere som bruger meget tid på at udnytte hele deres navigators kapacitet.
Fordelene ved den stationære GPS-navigator er åbenbare. Den har store betjeningsknapper og et stort display, så udlæsningen kan ske sikkert på god afstand, når motorbåden hopper, eller man sidder og styrer en sejlbåd et par meter fra skottet.
Den skal installeres, og der skal bores huller i skibet og trækkes ledninger til batteri og antenne. Stort set alle stationære GPS’er er beregnet til såkaldt bøjlemontering, så man kan fjerne risikoen for tyveri ved at tage naviagtoren med hjem.
Mulighederne ved den stationære GPS er mange. Man kan købe et lille PC-program eller hente ét ned fra Internettet (spørg bare ikke os, vi ved ikke hvor), så man kan sidde hjemme ved sin computer og loade den med waypoints og ruter til bristepunktet. Dette kræver et omfattende bogholderi ombord og er virkelig noget for ordensmennesker, og dem er der mange af på vandet, har vi branchefolks ord for. En stor del navigator-ejere har dog højst en håndfuld af deres mest brugte waypoints indkodet, og "prikker" nye positioner ind efter det aktuelle behov.
Kortplotteren undgåralle fejlmuligheder
Den stationære GPS kan kombineres med andre instrumenter, hvor den både giver sine signaler videre og tager imod input fra andre. De kommer også som praktiske kombi-instrumenter, f.eks. GPS med ekkolod, der er meget yndet af lystfiskerne, som nu kan finde præcist tilbage til de gode fiskepladser og se, om der står godbidder dernede, og derpå med en håndfuld waypoints lægge et "mønster" over havbunden i jagten på præmielaksen.
Kronen på værket er kortplotteren, som kombinerer det elektroniske søkort med GPS’ens præcision. Og kortplotteren er i virkeligheden mere præcis i brug end GPS-navigatoren, fordi man kan eliminere alle fejlmulighederne, der eksisterer ved betjeningen af en GPS-navigator. Betjeningen indebærer fejlmuligheder både i udtagningen af en position fra søkortet eller fra waypoint-bøgerne, skrivefejl i lommebøger, indtastningsfejl og kontrolfejl. På kortplotteren kan man med cursoren "gå hen" til et sømærke og udnævne det til et waypoint, der er friholdt for fejlmuligheder.
Den enkleste kortplotter er med monokrom skærm, som når dette blad udkommer, netop er nedsat til 6000 kroner hos Garmin. Kortplottere fås i dyrere versioner med farveskærm, som styrker overblikket, og den kan kombineres med enten ekkolod eller radar, hvor man lægger radarbilledet ind over kortbilledet til det helt store overblik.
Kortplotterne fungerer ved elektroniske søkort, der koster fra 900-3000 kr., alt efter dækningsgraden.

Hvordan virker systemet?
GPS-systemet består af 24 satellitter, der udsender et uhyre præcist tidssignal. GPS-modtagerens stedbestemmelse sker ved, at sejlerens GPS-navigator sammenligner sit eget ur med satellitternes tidssignaler. Da GPS-modtageren samtidig modtager satellitternes "køreplan", vil hvert enkelt tidssignal i realiteten stå som et "pejleobjekt." Da der hele tiden er mellem 6 og 10 satellitter over horisonten, kan der beregnes en meget præcis position. Visse satellitnavigatorer benytters desuden Doppler-effekten (der får lyden fra en ambulance til at ændre sig, når den kører forbi - den gælder også for radiosignaler) som supplement til navigationen. Satellitterne sender i ultra højfrekvensområdet omkring 1,5 GHz med en effekt på ganske få watt, men da signalerne er digitaliserede, er overførselen meget sikker.

Hvornår bliver præcisionen bedre?
Den kan gøres bedre allerede nu, idet der i Danmark og landene omkring os udsendes differential-signaler fra landstationer