KDY har som den første sejlklub i norden modtaget platin certificering i bæredygtighed, for deres afholdelse af J/70 Europeans stævnet tilbage i september.
Det er en eksklusiv klub KDY indtræder i. Som de første i Norden, og blot som de tredje i Europa, var der stor glæde og stolthed at spore hos KDY, da de i sidste uge modtog deres Platin certificering fra Sailors for the Sea*.
I KDY nedsatte man i 2020 et ‘Bæredygtighedsudvalg’, der skulle støtte op om den bæredygtige profil man havde besluttet at KDY skulle have. I spidsen for udvalget kan Søren Helmer Jensen nu høste resultatet, med det netop modtagede platin certifikat.
”Havet er sejlsportens vigtigste resurse, og med sejlsport som en dansk national sport er det vigtigt, at vi giver vores bidrag til at vi fortsat kan nyde et rent hav. Ingen indsats kan være for lille” udtaler Søren Helmer Jensen formand for KDY’s bæredygtighedsudvalg.
Ingen engangsplast, ingen print, fokus på havmiljø og et ‘Green Team’
Certificeringen af stævnet sker på baggrund af en rapport** der er udviklet ud fra af alle de bæredygtige fraktioner, der til sidst endte med den flotte platin certificering. I rapporten kan man bl.a. læse at, KDY ved at bruge genanvendelige krus, sparede det uge lange stævne for omkring 4000 engangsplastikkrus, ligesom alt andet engangsplast var bandlyst under stævnet. Man kan også læse at information og resultater blev vist på store tv skærme, fremfor at blive printet og uddelt til de over 100 teams. Bundmalingen var miljørigtig, frivillige oprydningsteams sørgede for at intet tabt affald endte i naturen, og plastisk vandflasker var elimineret ved opstilling af flere vandstationer. Alt sammen koordineret af stævnets ‘Green Team’.
Kommunen som en aktiv og vigtigt bidragsyder
Effektiv skiltning for at reducere kørselsomfanget, sortering af affald på havnen og en koordineret oprydningsindsats efter stævnet. Kommunen er en uundværlig samarbejdspartner når den bæredygtige logistik skal koordineres i så stort et stævne, og Gentofte Kommune har ydet et stort bidrag i forbindelse med, at KDY nu er Platin certificeret som den første sejlklub i Norden.
”Uden Gentofte Kommunes meget aktive medvirken havde det ikke være muligt” udtaler Søren Helmer Jensen.
Fremtiden ser grøn ud i KDY
Der er ingen tvivl om, at KDY med den flotte platin certificering har sat baren for bæredygtighed højt, og de glæder sig allerede til at udvikle endnu flere justeringer til deres stævner for, at passe på havmiljøet. Tre store stævner i 2022 er allerede udvalgt til at være udgangspunket for denne udvikling.
”Vi kigger allerede nu frem mod 29’er Eurocup, EM i Star og IKC til næste år, med henblik på en yderligere udvikling af aktiviteter til at reducere miljøaftrykket” slutter Søren Helmer Jensen.
Kilde: Pressemeddelelse KDY
*Sailors for the Sea er en international organisation der arbejder for at beskytte verdens have, og i dag forbinder organisation over 12 millioner sejlere verden over. Læs mere om Sailors for the Sea her
**I forbindelsen med certificeringen har KDY udarbejdet en rapport over stævnet og dets aktiviteter. En kopi af denne rapport kan rekvireres pr. mail ved henvendelse til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. (mail, red.)