”Jeg tror der er mange misforståelser i Danmark omkring mig, mange ringer og spørger hvordan jeg har det? Men jeg har det godt. Jeg har koncentreret mig om arbejdet på basen og ikke læst tyske aviser,” siger Jesper Bank til Bådmagasinet. Og netop tyske journalister fik deres syndebuk: Jesper Bank. Dagen efter holdet var færdig i Louis Vuitton Cup med kun to sejre ud af 20 mulige gik han af som skipper. Det lå ellers i kortene at den 50-årige sønderjyde skulle føre United Internet Team Germany ind i næste America’s Cup-kampagne i 2009. Bank har en kraftig karisma og han tegnede holdet mere end nogen anden. For var det mere Banks hold eller et tysk hold, lød det kritisk i tyske journalistkredse. Og luften blev taget ud af kritikken, da danskeren stoppede som skipper. Han har kontrakt året ud med syndikatet.
”Jeg gik så holdet fik fred og for min egen skyld. Og jo, man kan godt sige at jeg blev gjort til syndebuk for holdet, men jeg har ikke fyret tekniske folk, designere eller hyret dem, som tyske journalister forkert blev ved med at påstå. Jeg skulle nok have gået ind tidligere og slået fast at det ikke forholdt sig sådan. Jeg tog mig af det sportslige og sejladserne,” siger Jesper Bank med mørke solbriller på VIP-terrassen på den tyske base. Herfra kan vi se de 11 andre America’s Cup-hold i Valencias havn. Det var massive forsinkelser med levering af båd og køl, som satte tyskerne på glatis. United Internet Team Germany sluttede på en tam 10. plads, kun foran kineserne, som ingen regner for noget.
Set i bakspejlet ved Jesper Bank godt hvad han skulle have sagt inden han gik ind i kampagnen i 2005. Nemlig at holdet kun var med for at lære til cuppen i 2009. For det var sandheden. America’s Cup er ikke for begyndere, og dem var der mange tyske af på holdet, også i design og bygningskredse. Det var Tysklands første kampagne siden starten i 1851. Det var imidlertid Bank selv som offentligt satte næsen op efter en semifinaleplads i Louis Vuitton Cup. Og det fortryder han egentlig ikke.
”Vi startede omtrent samtidigt som det sydafrikanske Shosholoza og de kom med en båd, der kunne sejle og endda ret godt. De kunne følge BMW Oracle efter de tog en luv-start. Shosholoza lå ikke langt fra semifinalen. Og så er det rimeligt at hævde, at med samme midler og tid var vi kommet tilsvarende langt, hvis vi ikke var blevet ramt af forsinkelser. Samtidig tog det ikke vores designere lang tid efter de så vores nye båd, før de var klar til at lave en ny plug. Designerne havde ikke ramt den trend der var brug for. Vi manglede længere vandlinje under krængning. Og da vi så det var der ikke tid til at ændre det. America’s Cup er faktisk afgjort før bådene kommer i vandet, så meget betyder designet,” siger Jesper Bank og tilføjer smerteligt om holdets fart:
”Vi vidste aldrig hvor vi var. Det at man ikke kan nå at få vished for hvor man står med farten og højden betyder man ikke ved, hvad der er galt og hvor man skal arbejde hen. Og vidste vi det var det for sent at rette. Eneste båd vi kunne matche var den kinesiske. Og hvis du mangler bare lidt fart, så kan du ikke sidde med i starten. Vi ville ikke kunne tage den start vi ville, fordi vi ikke kunne følge med.
Om at ændre på båden før Louis Vuitton Cup, lige efter Act 13, siger han:
”Vi havde ikke tid til at ændre radikale ting, men trimtap og ror nåede vi, men vi nåede ikke, at arbejde med vandlinje og skrog og rig i forhold til køl.”
Så I sejlere gav designerne skylden for den ringe fart?
”Designere og sejlere skyder skylden på hinanden, det gør mange hold rundt om her i havnen, det er helt generelt, at de skyder på hinanden. Her i huset har det været godartet, ingen har sagt hold kæft til hinanden.”
En tysk journalist fra Yacht mente jeres hold var danskerfavoriseret med Henrik Blakskjær, Thomas Jacobsen og Michael Hestbæk om bord. Hvad siger du til det?
”Ja, han kaldte os for den danske mafia, men det jeg har gjort adskiller sig ikke fra andre som f.eks. Coutts og Dickson, der tager egne folk med fra deres land. Kritikken er derfor urimelig. Det har jeg sagt til journalisten.”
Har du mistet prestige ved at være på det tyske hold, der ikke slog til?
”Nogle steder vil jeg have mistet prestige, men jeg tror det ikke med den bagage og det cv jeg har. Det er jeg og Jochen Schumann enige om. Og jeg kunne se på mails fra sejlerkredse, jeg er afhængige af, at de har bedømt mig til at jeg ikke har skadet mit image. Og i Seahorse med rankede sejlere ser det fornuftigt ud for mig.”
Startede du godt nok?
”Mod BMW Oracle fik vi de starter vi ville. Og vi har ikke lavet starter hvor vi taber med et par længder eller får straf som Chris Dickson og mod Jes Gram-Hansen fik vi højre side som vi ville, men Jes har da været den bedste starter hernede. Helt klart.”
Kan du mærke sådan en stor 24 meter America’s Cup-båd, når du styrer?
”Ja, det kan jeg. Men jeg hørte Jesper Radich på America’s Cup-radioen. Han sagde at man ikke kan føle noget. Måske er det sådan på deres både, men jeg kan mærke om hækstaget er sat fem millimeter for stramt eller om der er en grad for meget på rorets trimtap eller en grads mastehældning.”
Hvad skal du nu efter det tyske hold?
”Det ved jeg sgu ikke, det er vigtigt at jeg ikke bare springer ud i noget nyt, men jeg har fået tilbud også indenfor America’s Cup. Jeg er i en situation hvor jeg ikke behøver at svare hurtigt.”
Du sejlede masten af Stig Westergaards +39 hold lige før en mærkerunding. Hvordan var det? Jesper trækker vejret en ekstra gang.
”Vi er i gang med at gå foran +39, vores hæk er 18 meter foran deres stævn, indtil Areva kommer ned mod os og går kun 70 grader mod vinden i 10 m/sek. Så falder jeg af og kan se et regelbrud Areva gør mod os. Da jeg kan se vi skal bag om +39 skal vi først slække bakstag og storskødet, før jeg kunne falde af. Og ingen har spurgt hvad +39 kunne have gjort, de krængede 46 grader fordi de faldt meget af dybt mod mærket.
Normalt krænger man kun op til 33 grader med en AC-båd. Og da vi falder af retter vores mast sig op og vi rammer deres mast. Vi var jo i princippet foran +39 og de kunne have undgået berøring, men vi lagde ikke vægt på at give dem skylden.”
Hvad var der så sket?
”Havde +39 fået bare 10 procent af skylden, så havde de ikke fået de 420.000 euro for den knækkede mast. Og det var ikke os der dræbte deres kampagne, som en for følsom Stig Westergaard har sagt det. Skipper Ian Percy sagde jo, at den ødelagte mast fødte +39 kampagnen igen. For efter erstatningen til masten fik sejlerne for første gang løn i to måneder efter en uværdig tilværelse, men det siger Stig Westergaard ikke.”