Miss X blev født i Haderslev i 1988, og døde på St. Martin i Caribien i september 2017. Hun blev offer for orkanen Irma. Miss X var en platform for frihed og eventyr. Her er historien om hendes liv og død. Og om kærligheden til en båd.
I USA har de en smuk variation af den sammenkomst, som følger efter en begravelse. De kalder det ”celebration of life”. Man siger farvel til en elsket person, som nu er død. Og så fejrer man hans eller hendes liv. Sådan som det blev.
Det er lige præcis hvad jeg vil gøre i denne artikel. Sorg og smerte er en del af processen, når noget man elsker, er tabt for altid. Sådan er det, uanset om det er et menneske eller en båd – det vender jeg tilbage til.
Men tiden er også inde til at være taknemmelig. Man skal huske at være lykkelig for alt det man fik. At fejre det som nu er forbi.
100 meter pr. sekund
Miss X endte sit liv i den indre lagune på St. Martin i Caribien den 6. september 2017.
Irma var den mægtigste orkan nogensinde målt i Atlanten, og den ramte øen lige på og med fuld kraft. Mens containere fløj igennem luften, og de fleste bygninger på øen blæste i stykker, blev Miss X revet løs fra sin bøje og kastet ind på kysten, et sted hvor store sten lå ud til vandet. Her blev hun gnavet og slået i stykker, under vind-stød på mere end 100 meter pr. sekund. Skroget blev delt i to, masten knækkede i mange dele, og apteringen hang ud af hende som indvoldene på et lig efter et bombeangreb.
------
Normalt ville denne artikel kun være for abonnenter på Bådmagasinet. Men vi føler med Øyvind Bordal og tabet af hans elskede MissX, og derfor får du hele historien. Klik her og læs en rørende beretning.