Det gode, men også kølige vejr - sammenholdt med en del sejlere som har fået lidt ekstra tid, har forårsaget meget tidlig travlhed på havnene rundt omkring. Forårsklargøringen er i fuld gang, og vi skriver altså kun den 27. marts. Det er tidligt.
Nattefrosten hænger stadig over landet, og når jeg vælger at bringe det emne på banen, så hænger det sammen med bundmalingen af 'det skønne skiv'.
Bundmalingen skal nemlig, for at hæfte optimalt, påføres et underlag hvor temperaturen skal være over 5 grader. Det er der ikke stor sandsynlighed for at din køl, som er lavet af jern/bly, overholder. Det er en myte at bundmalingen ikke skulle virke, hvis den bliver påført i for kølige temperaturer - det holder ikke - det er vedhæftningen som kan risikere at fejle. På den måde kan man naturligvis godt påstå at bundmalingen ikke virker, men det vil i så fald være fordi den er 'skallet af' - og har som sådan ikke noget med selv effekten at gøre.
Et lille tip
Hvis du holder din kropsvarme hånd ind på den kolde kølflade, så skal det aftryk som hånden afsætter, fordampe inden for ganske kort tid. Din varme hånd vil uundgåeligt afsætte et aftryk, og det skal altså forsvinde hurtigt, hvis kølen skal fremstå 'varm nok' til at blive bundmalet - bare et godt lille bådsmands-råd.
For Bådmagasinets trofaste læsere er alt ikke nyt, men vi har opdateret 'Alt om forårsklargøring' med relevante artikler, samt gode råd og tips, som du måske ikke lige tænkte over.
For vores nye læsere, ja så får du 72 sider som nok ville være en god ide at 'tyre igennem' - du kan også downloade e-magasinet, og gemme det, hvor du måtte ønske det.
Med ønske om en rigtig god og lang sæson...klik på billedet, og få gratis 'Alt om forårsklargøring':