Hjælp, jeg har fået nye sejl!

For mange år siden havde jeg halvpart i en Knarr, som jeg sejlede kapsejlads med – men i sammenhængen her kunne det have været en hvilken som helst både tur- og kapsejladsbåd.
Vi havde købt båden med næsten nye sejl. Det første år øvede vi os, og i anden sæson begyndte det at gå os godt på banerne. Vi sejlede højde og fart, og når vi ellers gik den rigtige vej på banen, udeblev resultaterne ikke.

Dengang var det de færreste, der købte nye sejl hvert år. Men efter en blæsende og succesrig sæson besluttede vi at bestille et nyt sejl til vores tredje sæson med båden. Naturligvis gik vi til den samme sejlmager og bestilte et stel fuldstændig magen til det gamle, som vi allerede havde døbt ”guld-sejlene”.

Sejlmageren påstod, at han stadig havde modellen til guld-sejlene og svor højtideligt, at han kunne sy nogle identiske. Og vi gik spændte hele vinteren og drømte om alle de sejre, vi skulle score med de nye klude.

Stor skuffelse
Båden var blevet målt grundigt op, inden den var taget på land, og tidligt næste forår trimmede vi masten på millimeter som året før. Derfor var vores skuffelse næsten ikke til at bære, da vi i årets første kapsejlads stod totalt parkeret. Især på krydset kneb det med farten og dermed også højden. Og båden var underlig neutral på roret – ja, på den ene halse var den undertiden lidt lægerrig.

Det måtte være de nye sejl. Sejlmageren havde måske snydt os! Så efter at have prøvet de nye sejl i en aftenmatch uden succes, satte vi guld-sejlene næste weekend – og vandt! Nu var det bevist – sejlmageren var en svindler.
Vi brokkede os og forlangte et nyt sejl magen til det gamle, men han holdt stadig fast i, at det sejl, vi havde fået, var identisk med det gamle.

Katastrofen
Resten af sæsonen brugte vi kun det nye sejl til tursejladser og til kapsejladser, hvor vinden var så hård, at vi ville spare på guld-sejlene. Det kom ikke på tale at købe nye den vinter, og allerede i den første større kapsejlads om foråret skete katastrofen: Guld-sejlet flængede fra agter- til forlig.
Dagen efter var der ikke andet at gøre end at sætte de nye sejl, som nu ikke var så nye længere. Og til vores store forbavselse gik det ikke så skidt, som vi havde forventet. Ja, i anden sejlads vandt vi ligefrem.
Resten af sæsonen sejlede vi temmelig stærkt med ’de nye sejl’. Men i slutningen af sæsonen stod det os klart, at selv om vi stadig kaldte dem de nye sejl, så var de efterhånden blevet så trætte at se på, at vi blev nødt til at bestille et nyt stel. Og den før så svigefulde sejlmager fik en chance til mod at love at tage med ud og trimme båden til foråret og ikke gå fra borde, før farten var lige så god som med de gamle ’nye’ sejl.
Det var under disse trimningssejladser, det gik op for os, hvilken fejl vi havde begået:
Vi havde overset, at sejl ændrer facon, efterhånden som de bliver ældre og udsejlede, og at vores ”supertrim” simpelthen var et trim, der kompenserede for den ændrede facon i de gamle sejl.

Dybden flytter med alderen
Når et sejl blive ældre, strækker det sig (dengang sandsynligvis mere end med de moderne sejldugstyper). Og med strækket følger en ændret facon, hvor især sejlenes dybde både i forsejl og storsejl vandrer tilbage mod agterliget.
Derfor halede vi meget i cunningham for at få dybden tilbage mod masten, og i forsejlet strakte vi faldet for meget af samme årsag.
Hækstaget halede vi derimod ikke så meget, for ud over at åbne sejlets kappe så flader det også sejlet og flytter posen agterud, og det behøvede vores gamle sejl ikke.
Og sidst, men ikke mindst så forskubbes sejlenes center agterud sammen med dybden. Det betyder, at man må kompensere ved at flytte sejlcentret frem igen ved at rette masten op eller ligefrem flytte den længere frem i båden.

Det kunne vi lære
Det, vi skulle have gjort, da vi fik de nye sejl, var derfor at eksperimentere med at lægge masten længere agterud, så båden igen fik et tilpas rortryk og ikke var for neutral at styre.
Samtidig skulle vi have slækket i fokkefald og cunningham set i forhold til de gamle sejl. Måske skulle vi ligefrem have tilladt dem at rynke en smule i forligene.

Og så skulle vi have arbejdet meget mere med hækstaget for at åbne det endnu ikke strakte agterlig uden at være bange for at flytte dybden for langt tilbage.
Sejlmageren havde altså ikke snydt os. Men han havde glemt at fortælle, at selvom sejlene var identiske, så var de identiske som nye, men de gamle sejl bestemt ikke magen til de nye efter at have sejlet to-tre sæsoner.

Den lektie kostede os en hel sæson med skuffelser, uretfærdige beskyldninger mod den flinke sejlmager og sandsynligvis nogle bedre resultater på kapsejladsbanerne.