Quantum Danmark har de rigtige forbindelser

Et af Danmarks mellemstore sejllofter, Quantum Danmark, ligger på Amager og drives af den 48-årige DH-kapsejler Jan Hansen, der sidste år fejrede triumfer på kapsejladsbanen i X-362 Sportbåden ”Xbox” fra Rungsted. Holdet vandt X-Yacht Gold Cup i Arendal foran 66 både. Jan Hansen sejlede også den norske Two Star-sejlads med sejlervennen Paul Harder i sin næsten nye alubåd DanSails 45, der ligger i Lynetten Havn. Jan Hansen, der også er formand for brancheforeningen Danboat, har travlt denne forårsdag vi kigger forbi i det lille syvmandsfirma, i en bygning med 1000 kvadratmeter gulvplads. En bygning Jan Hansen købte kontant i 2004. Det kører nemlig godt for sejlmageren, der hvert år omsætter for otte mio. kroner. På kontoret hænger Sjælland Rundt-præmier i form af halvmodeller. Der er gang i computeren, da en kunde til en 70 fods båd ringer, imens fem sejlmagere arbejder med symaskinerne ovenpå. En stor computerstyret skæremaskine som skærer alt fra carbon til spilerdug findes i stuen, en mindre skæremaskine udskærer sejlnumre og mærker. Jan Hansen har ry for at være ret skrap på en computer. I 1984 var Jan Hansen en af de første herhjemme, der anvendte skæremaskiner. Udover at sy nye sejl, laver Quantum Danmark også reparationer på sejlene, selvom der er flere penge i at levere nye sejl. Alligevel formidler sejlloftet på Amager flere hundrede brugte sejl og får på den måde et stort kontaktnet i Danmark. Se dem på www.sejl.dk
Det hele startede i 1979, hvor den daværende Bang sejlmager, startede Dan-Sails. I 2001 indgik Dan-Sails i den verdensomspændte Quantum Sail Design Group. En gruppe, der blev grundlagt i 1996 i USA, Annapolis. Kun North Sails gruppen er større. I dag har Quantum-gruppen et særdeles godt ry, så selv den tre gange America’s Cup-vinder Russell Coutts anvender sejlene, de såkaldte Quantum Fusion Smart-sejl. De klædes på Coutts One Design RC 44, Farr 40 og en Transpac 52, i øvrigt med danske America’s Cup-sejlere om bord.
Til OL i Athen havde Quantum flest medaljevindere i deres kundekreds og i Opti-klassen kender enhver topsejler Quantum-sejlene, der laves i Barcelona. Få sejlere betvivler derfor sejlloftets kvaliteter. Sejlloftet er dog ikke kommet ind i varmen i hverken Volvo Ocean Race eller i AC hos de førende syndikater.
Den internationale kæde med 700 ansatte består af 60 sejllofter i 20 lande. De helt store Quantum-sejllofter, med mere end 60-100 ansatte, findes i Annapolis, Cape Town, La Trinite sur Mer i Frankrig, Barcelona og Malaysia. Sidstnævnte sted producerer Quantum de strækstabile, lette og lydløse Fusion Smart Sails. De er smarte fordi dugens sejlstruktur - ifølge Jan Hansen - er justerbarmed et såkaldt fleksibelt fibermatrix.
”Når sejlet belastes justerer overfladen sig jævnt. Det betyder at belastningerne fordeles over en stor overflade ved at en trådbelastning bliver delt ud på nabofibrene. Netop det gør at sejlet er let at trimme over et stort vindområde. Samtidig ældes sejlet pænere og lukker ikke agterliget. Sejlets facon holdes simpelthen længere end et almindeligt sejl. Et Smart-sejl kan vel holde i fem-seks år til en almindelig DH-sejler,” siger Jan Hansen om sejlet, der består af 33 procent kulfiber og 66 procent kevlar, dugprocessen udføres i en lamineringsmaskine, hvor temperatur og lav mængde af lim kan styres. Det nye Fusion Smart-sejl koster typisk 20 procent mere end konventionelle sejl. F.eks. koster et Luffe 4004 Fusion Smart-storsejl 73.000 kr.
”Et mindre avanceret og mere økonomisk alternativ til Fusion M er vores Fusion X, som består af en membran som vi svejser sammen med et nyindkøbt ultralydsanlæg. Prisen er omkring 2/3 af M-sejlene.”
Om dugen siger Jan Hansen stolt.
”I Quantum har vi 3-4 mand, der ikke laver andet end at forske i dugtyper og fiberlayout. Vi bruger mange resurser på det område, og det kan ses på resultatlisterne, at vi klarer os godt,” siger sejlmageren, der et par gange om året må rejse til designmøder i Annapolis i USA og Barcelona. Jan Hansen slår op på sin store computerskærm.
”Du kan se vi har adgang til hele Quantums designbase med snittegninger og dugtyper. Vi bruger et Intranet-system, hvor man kan se sejl syet i USA, Australien og andre steder. Samtidig har vi en stor base med danske sejl.”

Kan man også se Russell Coutts sejldesign til TP52-båden?
”Dem kan jeg nemt se, på samme måde som jeg i øjeblikket henter designfiler ned til et par meget aktuelle klasser i Danmark, X-35 og Farr 40.”
Vi går nu på første sal, hvor et let Fusion Smart-sejl er ved at få lavet rebeanordninger og andre små detaljer.

Hvordan er et godt sejl efter din overbevisning?
”Der skal være symmetri i det. Det skal se godt ud og tingene skal passe når det leveres. Derfor tager vi meget ofte ud og måler op på bådene. Hele sejlet skal være gennemtænkt,” siger Jan Hansen.

Hvad får man hos jer?
”Du får flest sømil pr. krone hos os. Vi går op i detaljerne, sejlads skal adskille sig lidt fra en campingvogn, vi skal bidrage til sejlglæden. Vi er ikke billigst på markedet. Alle ansatte her sejler, og vi er under stadig udvikling, det var derfor vi gik ind i Quantum-gruppen, der har et stort teknologisk forspring. Er man ikke under udvikling er man under afvikling,” siger Jan Hansen, der ikke mener priserne på sejl stiger, men at sejlene bliver mere avanceret og industrialiseret. Og man vil gå over til laminat-sejl, der er halvt så lette i forhold til dacron-sejl og mere holdbare, mener sejlmageren.

Storsejl med rullebom eller rullemast?
”Glem det med rullemasten. Den er for tung i toppen og sejlets facon er ikke optimal og lodrette sejlpinde, som går på tværs af vindflowet, kan ikke optage kompressionsbelastninger. Rullebommen er bedre og du kan altid få sejlet ned og sejlformen er langt bedre,” siger Jan Hansen og giver Bådmagasinet en omfattende trimguide med et hav af praktiske oplysninger. Samme guide får nye kunder, når de handler hos Quantum. Man kan bl.a. læse om vigtigheden af at tørre sejl, lidt om at rebehalsen skal sættes helt fast med tot fald, før man strækker bomudhalet, og at man altid skal huske spilertape under sejlads. Spileren skal i øvrigt skylles med ferskvand et par gange om året for at få saltet ud. Råd om rulleforsejl findes der også masser af.
Quantum bogen på 70 sider kan rekvireres gratis fra www.sejl.dk








★ Artikel

★ Lamineret cockpitarm og timevis af lakering

★ Interview & Portræt

★ Portræt: Ny kaptajn ved roret i Dansk Sejlunion - Anders...

★ Test af motorbåd

★ Test: Bayliner V20 - Sjov og rummelig

★ Artikel

★ Vendée Globe: Nedtælling til verdens hårdeste...

★ Artikel

★ Rita IV: En konge værdig

★ Test af motorbåd

★ Test: Delphia 10 Sedan - Slowboat til gode oplevelser

★ Interview & Portræt

★ America's Cup: Dansk civilingeniør stadig en af de mest...





Udvalgte artikler *


Produktnyt

Hvis der er noget vi glæder os til...

USA: GM ind på markedet for e-motorer

Der er en ny kat i byen