Navigatoren Garmin 276C - kan mere end du tror

Vi tog en Garmin 276C med på en prøvetur. Den er som udgangspunkt beregnet til bådnavigation, men har egenskaber som gør den til en såkaldt ”alt-i-et”-navigator. Kortet sættes i for det aktuelle brugsområde, stilles på ”bil” eller ”marine”-modus og den er klar til brug.
276C har en 256 farvers TFT-skærm med baggrundsbelysning og 480x320 pixels opløsning. Vejer 390 gram, måler 14,5x8,1x4,8 cm og har opladelige Lithium-batterier plus 12 volts kabel. Basiskort er indlagt.
Det er ikke noget nyt med navigator i båden, derfor tager vi den side af egenskaberne lidt overfladisk. Langt mere spændende var det at teste hvordan den virker skiftevis i bil og båd.

Bilnavigatoren
Efter en kort briefing er den klar på få sekunder. Kablet skal i cigarettænderen. Der er også en lille højtaler med vejledning om hvor du skal køre. En smart holder med en fod af fire ”tunge” klumper kan placeres næsten hvor som helst på instrumentpanelet og står overraskende stabilt.
Første stop på dagens tur var en marina. Og nu lod vi Garmin’en overtage navigationen. Bilmodus blev aktiveret og kortet var lagt ind. Det var let at zoome ind og finde marinaen på kortet. Vi klikkede og allerede på vej ud fra parkeringspladsen kom Garmins damestemme med klare beskeder. Alt stemte og da vi lå på vejen mod marinaen kunne vi konstatere at første runde med 276C’eren havde fungeret helt perfekt. Og enkelt.
Noget af det morsomme med duppeditter, som påstår at de er ”intelligente” er jo at drille dem. Derfor havde vi afmærket et sted lidt længere borte - ikke selve marinaen. Da vi svingede af hovedvejen og ind mod marinaen, kom kvindestemmen med en klar besked: ”Udenfor rute. Beregner ny rute”. Sekunder efter ny melding: ”Kør 70 meter og lav en U-vending”. Jøsses, damen opdagede hurtigt at vejen stoppede ude på marinaen!
Vi var der et kvarters tid og startede så igen. Straks vidste Garmin-damen hvor vi skulle hen. ”Kør 100 meter og sving til højre”. Vi var lidt imponerede og gjorde flere forsøg på at teste navigatoren.
For at lære den at kende, er det godt at prøve den hvor man er lokalkendt. Da vi kom ind på en vej som ikke var på kortet, kom der mange gode meldinger - både om at vende, svinge til højre hvor der ikke var nogen afkørsel osv. Efter en del ”udenfor rute og nye beregninger” blev der stille. Helt stille.
Med i pakken er tre cd’er - ”MapSource City Navigator” over det meste af Europa. Nogle lande har dårligere dækning end andre. Skal du f.eks. en rundtur i Europa, kan du via pc’en indlæse kortene for de områder du skal til og via et kabel overføre til kortet i Garmin’en. Det tager lidt tid, men anvisningerne er fine. Vi benyttede et kort på 256 Mb. Skal du
på langtur, kan du have et ekstra kort eller løbende indlæse fra den bærbare.
Den sidste test i bilen var en tur til Stockholm. Kortet blev indlæst og vi blev dirigeret direkte til den svenske bådmesse. Dagen efter skulle vi på besøg midt i byen ved Stureplan. Efter vor opfattelse er Stockholm en af de mest håbløse byer at finde rundt i - med alle de broer og tunneler. Men ved hjælp af navigatoren tog vi chancen med at finde Grev Turegatan.
Det begyndte godt. I tunnelen mistede vi naturligt nok satellitmodtagelsen, men maskinen var hurtigt i gang så snart vi havde blå himmel over os. Uden alt for store problemer nåede vi Stureplan. Nu var vi i hvert fald i den rigtige del af Stockholm. Men så - inde mellem de høje huse mistede navigatoren satellitmodtagelsen igen … Nu måtte vi finde vej på den gamle måde.
Læg ruten og destinationen ind i navigatoren FØR du starter. Man skal ikke rode med kortskærm og knapper mens man kører.

Bådnavigation
Som udgangspunkt er 276C som nævnt ment som en GPS navigator i båden - stænksikret og vandtæt - hvilket vil sige at den tåler en lille dukkert. I startpakken er en justerbar holder som monteres med tre skruer. Navigatoren klikkes nemt på plads. Der medfølger også en ledning som kan sættes ind i 12 volts udtaget plus 230 volts lader til batterierne. Søkortene (BlueChart) skal købes separat til 1999 kr. for et område der f.eks. dækker det meste af Danmark og Sydsverige. Pakken indeholder også instruktionsbøger - både til kort og navigator og der er meget at sætte sig ind i. Et ekstra kabel medfølger. Det kan kobles til bådens el-system (spændingsområde 11 - 35 V DC) og til et egnet ekkolod.
Med kortet på plads var vi hurtigt i gang - bådens position vises hurtigt. Så kan man, som sædvanligt, vælge rute og lægge waypoints eller vælge målet fra en oversigt som ligger i programmet. Eller, som vi gjorde, udpege målet ved at finde det på kortet. Ved at zoome ind eller ud - på to separate knapper - får man rimelig god helhedsoversigt eller detaljeret visning. Selv om det ikke er nogen stor kortskærm (diagonalt 9,5 cm), kommer informationen fint frem - også i sollys.
Både ruter og waypoints kan lagres og let findes igen. Når sandheden skal frem farter man normalt rundt i kendte farvande, og så er behovet for en navigator så som så. Men selv for en lokalkendt har en navigator sine fordele.
Når du skal dørge og planlægge storfangsten, der hvor makrellen gik amok i fjor, er den sorte boks et unikum. Find fiskepladsen på kortet, plot den ind og du vil garanteret finde den. Om stimen er samme sted i år er helt anden sag. Du slipper for komplicerede pejlinger på landemærker, navigatoren tager dig med stor nøjagtighed til din fiskeplads.
Bevares - du klarer det samme med kort og kompas, men det tager længere tid og kræver mere opmærksomhed hele vejen. På skærmen ser du hele tiden hvor du er og ydermere får du oplysninger om fart over grunden, udsejlet distance og din kurs.
Selvfølgelig kan et elektronisk instrument gå ned. Så skal kort og kompas være i nærheden. Du skal også lære at bruge GPS’en rigtigt. De allerfleste lærer det rimelig hurtigt og kan du det basale, giver den hurtigt ekstra tryghed og glæde. Nu skal man selvfølgelig ikke stole blindt på ”nymodens” elektronik, men bruges udstyret med omtanke er det et udmærket hjælpemiddel. Trods alt er det nu sådan at de professionelle bruger det hver eneste dag.
Alle som har været ude i tåge, ved hvor hurtigt besvær og usikkerhed dukker op. Her er en GPS med kortplotter et suverænt hjælpemiddel. Har du ruten hjem til havnen liggende inde, er sandsynligheden for at du finder vej stor.

Konklusion
Hele pointen med Garmin 276C er at den har flere brugsområder. Den kan også bruges i terrænet med topografiske kort.
Kombinationen bil/båd har sine oplagte fordele. I bil kan man hurtigt komme i gang - takket være holderen til instrumentbordet og kablet til cigarettænderen. Men en fast holder til stationær montering kan selvfølgelig også bruges.
Fordi det er så let at bytte kort og hurtigt starte navigatoren, synes vi at 276C er et godt alternativ set med forbrugerøjne. Den klarer opgaverne hvis kravene ikke sættes for højt, for så skal du have en specialnavigator - enten det er til bil eller båd.
Der er nogle minusser: (Der bliver hurtigt lidt for mange kabler at holde orden på og det kan være irriterende i længden at have dem hængende rundt om instrumentpanelet - enten det er i båd eller bil.) Som bilnavigator burde der være en volumenknap på højtaleren. Vil man klare et indkøb undervejs, er det irriterende at man hele tiden får ”uden for rude”-meldinger når man ved hvor man er. Og når mobilen ringer har man brug for en hurtig reaktion. Lyd- og lysstyrke kan kun justeres fra menuen. Det er lidt besværligt.
Navigatoren har også en simulatorfunktion - f.eks. når du sidder hjemme og skal lære hvordan den virker. Men - et godt råd: Læg korte ruter ind, når du skal ”øve” dig.
Skal navigatoren udnyttes til fulde, er der meget at sætte sig ind i. Omfattende instruktionsbøger medfølger. Vor kombipakke med Europa vejkort og søkort for et enkelt område vil ende på 11.700 kr. Man kan få billigere og nemmere alternativer, men tager man ”alt i alt”-faktoren med i vurderingen er prisen ikke så gal. Det kan tilføjes at der findes flere konkurrenter på markedet og vil man have en ren bilnavigator har Garmin sine professionelle ”streetpilot”-modeller.
Vil man have mulighed for flere funktioner, kommer 276C-modellen til sin ret og bliver et spændende alternativ for mange.

Dimensioner: 14,5x8,1x4,8 cm
Display: Diagonalt (9,5 cm) 3,75”
Vægt: 390 g
Batterier: Lithium opladelige
Spænding: 11 - 35 V DC
Modtager: 12 kanals parallel modtager
Pris: 276C standard 6999 kr.
Bilnavigation: 2699 kr.
BlueChart Classic Søkort: 1999 kr.
Importør: Fairpoint A/S, tlf. 48 14 24 14.

2011-02-10 21:20:04 af OUI

Forhandlerne ved ikke nok eller vil sælge noget helt andet - Jeg ved endnu mindre! - men er på jagt efter en kvalitetsnavigator, der både kan bruges til lands, til vands og i luften! Jeg er fortrolig med betjeningen af fly GPS Garmin 296. Hvis jeg køber - måske er den allerede forældet og udgået - en 276c kan den så programmeres som fly GPS? Jeg er lidt træt af heletiden at skulle sætte mig ind nye manualer på engelsk. Først var det Garmin 150, så 430 og endelig 296. 296 eren så absolut den nemmeste og så ligner den 276c til forveksling.






★ Artikel

★ Lamineret cockpitarm og timevis af lakering

★ Interview & Portræt

★ Portræt: Ny kaptajn ved roret i Dansk Sejlunion - Anders...

★ Test af motorbåd

★ Test: Bayliner V20 - Sjov og rummelig

★ Artikel

★ Vendée Globe: Nedtælling til verdens hårdeste...

★ Artikel

★ Rita IV: En konge værdig

★ Test af motorbåd

★ Test: Delphia 10 Sedan - Slowboat til gode oplevelser

★ Interview & Portræt

★ America's Cup: Dansk civilingeniør stadig en af de mest...





Udvalgte artikler *


Produktnyt

Hvis der er noget vi glæder os til...

USA: GM ind på markedet for e-motorer

Der er en ny kat i byen