Til at starte med, bør man kontrollere, om batteriet overhovedet kan klare en sæson mere. Hvis batteriet er blevet afladet, kan sulfateringen give permanente skader, som eksempelvis ødelagde blyplader. Polerne kan være oxiderede. I værste fald kan batteriet være frosset i stykker, plastikken omkring batteriet kan være revnet, og syre kan være sivet ud.<br />
Efter at have sikret sig, at batteriet ikke har synlige skader, bør man teste, om det er fuldt opladet, inden det monteres. En effektiv måde er at bruge en batteritester, som hurtigt fortæller om batteriet er opladet eller ej, og om det måske er tid til at købe et nyt. Man kan også bruge et almindeligt voltmeter, der måler hvilespændingen. Senest når den er faldet til 12,4 V skal batteriet oplades.
”Batteriet kan som regel oplades uden problemer, men hvis det har været afladet i lang tid, er det ikke uden risici, da det kan fået permanente skader, som ikke umiddelbart kan ses. Man kan forsøge at oplade batteriet med en god oplader, men hvis det ikke har nogen virkning, vil man sandsynligvis blive nødt til at investere i et nyt batteri,” siger Max Hemmingsen fra Exide Technologies.
Rengøring og smørelse
Et batteri, der har overlevet vinteren, har godt af lidt ekstra pleje for at opretholde ydeevnen. Man kan rengøre batteriet og smøre batteripolerne for at beskytte dem mod oxidering. Hvis batteriet kan åbnes, bør man også kontrollere væskeniveauet og efter behov påfylde destilleret vand. En normal levetid for et batteri er ca. fem år, men det varierer afhængigt af, hvor meget det bliver brugt – og hvordan det plejes.
”Det betaler sig altid at bruge lidt ekstra tid på at vedligeholde batteriet, så det ikke bliver slidt op før tid. Man vil jo gerne nyde sin ferie og ikke bruge tiden på et batteri, som ikke fungerer,” siger Max Hemmingsen.