Bagsiden: Mit farvel til skibshunden og allerbedste ven

Den ruhårede gravhund Chili var en ægte skibshund – og så blev hun født nogenlunde samtidig med baadmagasinet.dk. Foto: privat.

14 år fik vi sammen - mig og Chili og hele dansk sejlsport. Normalt er redaktøren hr. Øverup ikke nogen stor fan af nekrologer, men her må han stikke cigaren ind og accepterer at Bagsiden har lidt et stort personligt tab. Lørdag kl. 18.35 kom mobildyrlægen, og afsluttede et godt langt hundeliv. Præcis i rette tid så Chili døde mæt af dage og lykkeligvis stadig fri af smerter. En helt igennem værdig afslutning, som jeg inderligt håber selv at få på min farveldag – forhåbentlig efter rigtig mange flere ”Bagsider”.

Det er en dag med mange forfærdelige traumer. Jeg viste alt for godt, at Chili sejlede på sit allersidste kryds. Hun var absolut ikke ”fit for fight” – endsige nogen seriøs trussel for lokalområdets frække katte. Men en glad og tryg ruhåret gravhund var hun til det allersidste.

Jeg var der ikke, da Chili sagde farvel. Det traume skal jeg leve med til min egen farveldag. Min afsked blev ny teknologi, takket være Skype. Chili kunne høre vores stemmer, forhåbentlig blev hun lidt mere tryg. Forhåbentlig var afskeden til livet på jorden, hendes familie og alle de frække katte – nede i hendes havn – Skovshoved – ikke så svær? Chili var godt orienteret om de mange flotte hanhunde, der venter oppe i hundehimlen.

Helt ærligt, så er din bagsideredaktør opløst af gråd, tabet er ubærligt – desværre ikke overraskende. 14 hundeår svarer altså også til 100 menneskeår. Så det er vel ”ok”, at Chili sagde farvel til dansk sejlsport og goddag til hundehimlen? Faktisk var den lokale kvindelige dyrlæge meget præcis i spyttet, da hun tilbage i april klart meddelte, at Chilis dage var ovre – og vi mod passende brug af Dankort-automaten senere ville modtage en lille urne.

Her var hverken Chili og jeg enige i den dødsdom, så med gravhunden – vildt gøende - i favnen, styrtede jeg ud af hundeklinikken – ud i friheden. Min elskede ruhårede gravrotte fik dermed sin livs sidste sommertur i Hornbæk, Gilleleje, Anholdt, Læsø, Skagen og ikke mindst en god uge i Marstrand. Svenskerudflugten var ellers længe i fare, da Chilis alderdomssygdom drillede blodprøverne. Først i Gilleleje kunne hun få stemplet og blev behørig svenske-venlig.

Hvorfor er det et stort savn for dansk sejlsport? Jamen venner, min lille ruhårede gravhund Chili har været den mest aktive gravhund i dansk sejlsport i sit lange hundeliv. Chili har optrådt iført sin kropsnære redningsvest i både DR og TV2 vejret, adskillige regionalprogrammer, her i Bådmagasinet og mange andre steder. Chili havde det star-gen, der gør selv en gravhund til superstjerne og mediediva. En rolle hun nød i fulde drag.

Nogen stor sejler blev hun aldrig, trods et støjorgan af de mere usædvanlige – selv blandt de firbenede ruhårede gravhunde. Ingen på havnen var i tvivl, når Chili indtog scenen. Tilbage i sin TV2 tid, kom hun og besætningen i store vanskeligheder nord for Langeland.

Personligt røg jeg i karret med redningsvest. Til sidst blev vi reddet af de fantastiske frivillige fra Hjemmeværnet i Nyborg. Chili savnede vi længe, for hun gemte sig indtil hun igen følte sig tryg nok til at gø højt for at blive befriet fra sin personlige nødhavn – skibets rengøringsskab. Resten af den sommertur stank hun af en farlig cocktail af toiletrens og Ajax.

Selv havnens liderligste hanhunde søgte nye jagtmarker, når Chili blev luftet. Et var størrelsen, en ruhåret gravhund er lavbenet, noget andet var temperamentet - Chili var fast i troen på eget selvværd. Men den sommer var al ting krydret med en skarp duft af rengøring, noget der nok altid får alle hanhunde – også de tobenede - til at vige langt uden om.

Chili var glad for pølser og en loyal medarbejder, når Bagsidens egen grill var ude og tjene dansk sejlsport. I hendes optik var det mange flinke sejlere, der forstod en gravhunds behov for mad – hele tiden. Skovshoved Havn var Chilis hjemmebane gennem alle årene som aktiv i ungdomsarbejdet. Chili var en hund efter at gaste i Optimisten sammen med de unge sejlere. Hun stillede store krav til placeringen for alle kunne vel nok forstå, at det var en ruhåret gravhund uværdigt at blive nr. 2 i noget som helst.

På sine gamle dage blev hun mere magelig, og nød glæden ved at sejle RIB. Hoppede gerne om bord, også selvom hun ikke var inviteret.

Konklusionen er, at en hund er en naturlig del af besætningen, som sagtens kan sejle selv lange stræk og i hårdt vejr. Som skipper skal man blot huske redningsvesten og en snor. Chili har mange gange trodset Newton, forbavsende få gange er det endt i en vandgang. Næste gang jeg skal ned på havnen, bliver det uden Chili. Det bliver meget trist for den lille ruhårede gravhund var bindemidlet i besætningen – både om bord og hjemme i familien. Spændende hvad fremtiden nu bringer?

Ære være Chilis minde, 30. april 1997 - 13. november 2011.