Bagsiden: Dansk sejlsport trænger til et ’Arabisk forår’

Det ”Arabiske forår” er karakteriseret ved at det blussede op nedefra, hvor masserne gjorde en lille indsats hver især. De samlede sig og fik indsatsen til at vokse med de resultater vi kender i dag. Det er ikke Bagsidens opgave at komme med en vurdering om oprøret også nu skal ende i lykke og demokrati? Personligt er jeg nok ikke den største optimist, men det er en helt anden historie. Men selve processen, hvor det enkelte individ i Egypten, Libanon og Syrien sagde: Nu er "nok bare nok" og selv gik på gaden, trods risikoen for liv og lemmer, mod diktatorer og generationers undertrykkere og det mismod de skabte. Det mod og ønske om forbedringer, må også kunne inspirerer os tilbageværende, der stadig – på trods - er aktive i dansk sejlsport?

Det vil være for brutalt, hvis jeg påstår at mange klasseorganisationer er topstyret af danske svar på Muammar Gadaffi, Hosni Mubarak og Bashar al-Assad. Men det er jo meget tæt på sandheden, når jeg siger at hovedparten af de menige "borgere" i den enkelte bådklasse ikke har ydet noget som helst til fællesskabet, og heller ikke har bidraget med noget som helst aktivt i rigtig lang tid – hvis nogensinde?

Den tidligere så højt profilerede Morten Lorenzen, nu kommentatorkollega på et mindre site, kommenterer i en tidligere Bagside - ”Til tider overdreven fokusering på en meget lille skare sejlere i Knarr-klassen.” Et af de mest prominente og respekterede medlemmer af Knarr-klassens centralkomite skriver i en mail: ”Kan du ikke skrive om noget andet end Knarr?”

Selvfølgelig glæder jeg da gerne både Morten Lorenzen og alle andre, som er trætte af at høre om Knarr-klassens genvordigheder. Det er i denne sammenhæng også ligegyldigt – for konklusionerne er de samme i alle klassebådsorganisationer og i mange sejlklubber. Udviklingen er enten gået i stå eller kører meget trægt. Vi kan kun skyde på os selv, for ingen medlemmer gør noget og alle venter kun på at andre tager et initiativ. Efteråret og vinteren er også tiden hvor der afvikles mange generalforsamlinger i diverse klassebådsorganisationer og sejlklubber.

Drejebogen er den samme alle steder: Uformelt er der bred enighed om, at udviklingen går skævt. Det er igen i år resultatet af, at 9 ud af 10 medlemmer i forsamlingen ikke har rørt en finger for fællesskabet i årevis. Lige så hurtigt kan der skabes enighed, om at skyde på de enkelte personer, som har gjort en aktiv forskel – men bare ikke som de passive sejlere – nu forventer det.

Udfordringen er, at rigtig mange i de forskellige klasseorganisationer er skræmte til døde over forandring. Ofte er det en følelsesladet forestilling om fortidens symboler. Man skal være mere end tonedøv for ikke at forstå at gruppen af lidt ældre sejlere – i mange klasseorganisationer betyder det en dåbsattest langt over sidste salgsdato – absolut ikke bryder sig om ”alt det nye”. Åbenlyst kæmper de med alt de har i sig for at undgå at nogen ”piller” ved den kultur, som de selv mener, har været med til at holde sammen på klassen i 30-40 år. Udfordringen for nutiden er, at denne kulturarv har været samlingspunkt for en ”klike” af arkitekter, kongelige og andre prominente samfundsspidser. Dengang nogen af de meget få aktive gjorde op med symbolerne i strategiarbejdet, var det præcist for at skyde kliken i atomer.

Når jeg skriver ”langt over sidste salgsdato”, er det jo fordi kliken er langt forbi den alder, hvor de fleste overhovedet gør en forskel på kapsejladsbanerne. Endsige er parate til at tage et fremadvendt initiativ til gavn for fællesskabet. Udfordringen er, at de med deres blokeringer nu står i vejen for processen. Der, hvor målet er en stadig tilpasset forandringsproces, som afspejler nutid og fremtid. For dansk sejlsport er det et essentielt problem. Kliken har efterhånden mange frafaldne yngre sejlere på samvittigheden, deres kendelige optræden kan aflæses direkte i det faldende deltagerantal til de enkelte arrangementer. Hvis du stadig er aktiv klassebådssejler, kan du nemt selv sætte navn på den ”klassebåds-klike”. Mange er nok lidt småfornærmede, da de mener jeg skyder lige præcis på dem.

Det er jo katastrofalt at overvære fra sidelinjen. Bestyrelsen i mange klasseorganisationer og sejlklubber gør et kæmpe arbejde med at stramme klasseregler, tegninger, kapsejladsformater og hjemmesider op så det i dag er markant bedre og mere strømlignet end tidligere. De har grebet fat i de lavt hængende frugter – alt sammen inden for de ”tekniske discipliner”. Men hvad angår kulturen har de fejlet totalt.

Og er det så bestyrelsens skyld? Ja, til dels for de har ikke magtet at skabe en synlig kultur, der kan bære de næste generationer. Men de står ikke alene med skylden, vi har alle en aktie i at klasseorganisationen ikke har fået en synlig kultur, der gennemsyder alle aktive fra ung til gammel.

Det er den vedtagne strategi der fejler. Fejlet, fordi strategien aldrig er blevet forankret nedefra. Forfejlet fordi mange af ”de gamle” igen og igen hæfter sig ved de historiske symboler, der forsvandt i fornyelsens tegn.

Fejlen er, at det store strategiarbejde aldrig voksede op nedefra. De mange ”soldater” er aldrig blevet afkrævet et løfte om en konkret arbejdsopgave, de ville løfte i klasseorganisationen. Alt for mange har i alt for mange år – og fortsat gør ganske tungt – siddet på deres flade røv og nydt frugterne fra de få tossegode, der knoklende for fællesskabet – uden at de selv bød ind med noget som helst.

Det er jo grusomt for klasseorganisationerne er jo fælles om en klassebåd, der ofte holder i alle aldre. Hvad enten du sejler race, eller tur eller kombinerer begge dele. Det er en unik situation sejlsporten har i forhold til så mange andre fritidsinteresser. Det er denne unikness som fællesskabet er ved at tabe over for nye generationer af interesserede sejler. Ingen ønsker at fornægte det historiske grundlag, men udviklingen kræver at de gamle nisser forener sig med alt det nye – for om de kan lide udviklingen eller ej, så er det den vej verden går. Enten er du med, eller også dør klasseorganisation som aktiv i dansk sejlsport.

Skal processen lykkedes, kræver det at alle aktive yder en personlig indsats. Hver eneste skal i fuld offentlighed fortælle fællesskabet, hvad de som individer vil byde ind med i den kommende sæson? Intet er for småt, for så kan man blot forpligte sig til flere opgaver. Bestyrelsens vigtigste opgaver i fremtiden skal alene være at koordinerer de mange initiativer, og fortælle de forhåbentlig få, at hvis de ikke yder – så skal de finde et andet forum at deltage i.

Og der er masser at tage fat på allerede nu hvor vi går en vintersæson i møde – der er rigeligt af kedelige lørdage til at udfolde de sociale aktiviteter på land. Så det er bare om at komme i gang! Unge som ældre.

Jeg er personlig skeptisk på langtidseffekten i det ”Arabiske forår”, ligesom jeg også er bange for, at når ”nikkesygen” igen har lagt sig i dansk sejlsport – så svigter initiativerne! Får jeg igen ret, så har jeg snart en billig godt brugt klassebåd til salg. Det vil til gengæld få mange af de gamle nisser til at juble, for så er freden genoprettet. Det er efterår i dansk sejlsport.