Bagsiden: Elitesejlere – tag jer sammen!


Bagsideskribenten (og fordækker), med skipper Jonas Warrer, smutter her forbi resten af Bådmagasinets redaktion lige inden mållinjen under Presse Cup.

I tirsdags var alle elitesejlere i Kraftcenter Øst samlet i Skovshoved Havn for at bistå ved ”Presse Cup”, årets vigtigste begivenhed for mediernes gentlemen m/k, inklusiv ”Bagsiden”. I sejladserne havde Jonas Warrer fået rigtig mange års erfaring med som gaster, ”Gør det selv”-guruen Torsten Rasmussen fra det andet – det de kalder et ”bådblad” - og undertegnede. Altså 2 amatørgaster under Jonas’ yderst kyndige ledelse.

Det kan godt være at Jonas vandt OL-guld i Kina, men Torsten og undertegnende dystede i Yngling længe før der overhovedet var tænkt på knægten. Det var en god dag, om det var ren høflighed eller …? Det ved jeg ikke, men vi 2 herrer fik ros for vores ”boathandling” af den store sejler. Men dagen havde også et helt andet og langt vigtigere formål, nemlig at få skabt lidt opmærksomhed omkring de danske OL-sejlere, så andre end deres nærmeste venner ved hvad de egentlig har gang i.


Nok er jeg ikke med i den daglige redaktion på Bådmagasinet, men jeg oplever mig selv om et vidende menneske og en indsigtsfyld aktiv sejler. Alligevel er jeg ret blank, når det gælder navnene på det danske OL-landshold. Og det er skidt, ikke bare for mig – men disse unge talenter, der dyrker deres elitesport i en hemmelig DS-loge.

Derfor var jeg dybt beæret, da ”projektmutter” og medkommentator på baadmagasinet.dk, Susanne Boidin, spurgte om jeg ikke ville komme med en opsang til sejlerne. Den ære ville jeg selvfølgelig ikke lade forsvinde. Susanne kvitterede med: ”Det er sååååå godt skrevet”, noget den gamle cigarrygende redaktør Øverup aldrig har nedværdiget sig til. Men når Susanne mente at det var et godt indspark, er der jo sund fornuft i at delagtiggøre jer læsere i tankerne. Også for at se om I har nogle input til at bringe sejlsporten længere frem? Så velkommen om bord...

Kære elitesejler

Først skal vi sammen gennemfører et lille eksperiment
Udvælg dig et stort mennesketomt rum, gå derind og lås omhyggeligt efter dig. Træk gardinerne for, så intet dagslys trænger ind i rummet. Tag tøjet af, sluk lyset og sæt dig på gulvet i midten af rummet. Her er du ret så alene, snart småfryser du – men ingen uden for rummet, ingen ude i den pulserende verden, ofrer så meget som et øjebliks opmærksomhed på dit fravær. Du er virkelig alene – helt alene i verden.

Dette lille eksperiment, er ret så uskyldigt – men også dødens alvor, når det gælder omgivelsernes opmærksomhed på din elitesport. Sejlsport med OL-deltagelse som det ultimative slutmål. Du sejler, træner og svigter uddannelsen, familie og det søde liv. Og gør det i fuldkommen ubemærkethed, ikke engang den dag du stopper karrieren kan du forvente nogen større opsparing - hverken økonomisk eller på goodwill til at sparke en ny karriere i gang.

Hvis situationens tilstand er ”ok” med dig, så behøver du egentlig ikke læse videre.

Ellers håber jeg inderligt, at du husker, hvor du lagde nøglen til døren…
… og hurtigt finder lyskontakten og stadig har mulighed for at rive gardinet til side, så solen kan sætte spot på dig og din karriere. For faktuelt er det ikke rimeligt at sejlsporten får så lidt opmærksomhed, men det er vores egen skyld. Du bærer din del af ansvaret.

Hvor grelt det er, illustreres af lokalavisen ”Villabyerne”, der dækker Gentofte Kommune, som har 132 aktuelle historier om HIK Fodbold. Måske har du aldrig hørt om dette stjernehold, men det er altså et lokalt fodboldhold i midten af fodboldens 2. division.

Sejlsporten i bredeste forstand har 26 nyheder, heraf 4 historier fra 2011. Det økonomiske grundlag for Kraftcenter Øst baserer sig også på et kommunalt tilskud, måske er der en politisk beslutningstager, som forventer lidt mere opmærksomhed som modydelse – end de 2 artikler opstarten på samarbejdet har kastet af sig, i begyndelsen af året?

Nu tog jeg et lokalblad i Gentofte Kommune som eksempel, men billedet er det samme overalt. Beklager, venner det er den bane I skal ud og agerer på.

FAKTA ER: I ER EN FANTASTISK HISTORIE. DEN ER LANGTIDSHOLDBAR OG I HAR ALLE INGREDIENSER TIL AT GØRE DANSK SEJLSPORT MERE KENDT.



Ingrediens nr. 1:
Et samarbejde mellem tre ligevægtige klubber, Hellerup Sejlklub, KDY og Skovshoved Sejlklub. Historisk set er de tre Øresundsklubber arnestedet for langt de fleste internationale resultater, som dansk sejlklub har opnået de sidste 100 år.

Ingrediens nr. 2:
I er historien, der bygger på opbrud i traditioner, og I viser et fællesskab, som søger nye sejre ude i horisonten. Som en tør svamp, der møder vand, skal I, der sejler olympisk, suge talent til sig. Ja, I skal gennem resultater hurtigt skabe en positiv effekt på de danske muligheder i international sejlsport.

Ingrediens nr. 3:
Øresund bliver der, hvor verdens bedste sejlere og trænere mødes i et multinationalt og multikulturelt sejlermiljø, fyldt med spændende personligheder. Også ved vintertid når dagene er korte og vand og vind er frysende kolde. Øresund skal være den smeltedigel, hvor talent og elite mødes for at skabe bedre sejlere i alle aldersgrupper og inden for alle ambitioner. Stedet hvor alle sejlere fra hele verden søger hen, for at møde ligesindede og få den bedste konkurrence. Når elitemiljøet blomstrer, får det også en meget positiv virkning på hele bredden.

Ingrediens nr. 4:
Vi søger "mangfoldigheden" hvor mange træner sammen - både på vandet, men også på land. Ikke alle talenter kommer til OL, men forhåbentlig får det alle involverede til at glædes over livet på vandet - hele livet.

Billedligt og redaktionelt:
I har det hele. Masser af drama og flotte billeder samt smukke mennesker, som alle har en fælles drøm.

Sejlerne knoklede, og jeg ved fra flere journalister, at de følte at der var god mening i det. Den enkelte sejler søgte et klart svar på følgende spørgsmål: ”Hvad skal jeg gøre for dig kære journalist, så du nu skriver en historie om mig?”

Med Susanne Boidins fantastiske indsats lykkedes dette projekt, ikke at det kan stå alene. Men sejlernes indsats kan være første spæde skridt mod et afgørende medie gennembrud for dansk sejlsport og opfattelsen af sporten i den brede befolkning. Men det bliver op af bakke hver dag, ingen hvil før du som elitesejler stopper karrieren.

Igen og igen vil du drømme dig tilbage til det mørke rum, hvor du uden ansvar for noget som helst kunne nøjes med at småfryse i ensom majestæt.

Tak for en fantastisk dag, alle elitesejlere og Susanne - I gjorde forskellen.

2011-08-26 14:26:22 af Mikkel Styrbjørn Hartvig Andersen

Godt brølt, Nicolai!

Måske en kant for \`Øresund\`-fokuseret. Der er mange stærke havne derude (og med god medalje-statistik), som kan samle verdenseliten og en høj kvalitet dagligdags træning... Se blot sommerens afholdte VM\`er og EM\`er.

Men kipper hatten af for en god vinkel og hvas pen!
2011-08-26 14:45:52 af Jens A

Enig med Mikkel. Det er en af de bedste bagsider, og jeg synes at Nicolai rammer rigtigt. Håber at alle OL sejlerne læser og lærer.

Undskyld jeg spørger, men nekrologen over Tage Schack, var den ikke også skrevet af Lassen - sproget afslører det - hvorfor står der så \"redaktionen\" som afsender?
2011-08-26 15:30:54 af Kenneth Bøggild

Interessant indlæg fra baadmagasinet.dk. Sejlsport er den hemmelige sport i DK, vi deler denne situation med andre mindre/større individuel idrætter. Specielt er dog for vores idræt at vi har to aktive online medier, hvoraf det ene medie er suppleret af et trykt medie. I artiklen skrives at elitesejlerne, klubberne, og sejlerne generelt skal være mere aktiv med formidling af de indholdsrige historier. Men kære baadmagasin.dk se på jeres eget site, hvor mange indholdsrige og journalistiske dybe historier har i aktivt frembragt på eget medie? En kort gennemgang af de øverste forsidehistorier, så er det vel egentligt blot gengivelse af pressemeddelelser fra et presset bådmarked. Henset til at i arbejder professionelt med stoffet kunne i jo måske selv være lidt selvkritisk, og her spørge/afgøre om i lever op til det charter som der beskrives i artiklen. De sejlere som i ønsker skal sælge sig selv er på landevejen mindst 100 dage om året, den resterende tid kæmper de med at få liv, studie og økonomien til at hænge sammen. Måske det ville klæde den skrevne presse, online og trykte at være mere opsøgende på sejlerne, skrive deres historier, formidle glæder og sorger. Ligeledes forholder det sig i klubberne, her kæmper en gruppe af frivillige med at levere ydelser i et marked hvor kravene stiger. Naturligvis skal vi aktive, i klubberne og på vandet være bedre til at formidle de gode historier, men ærlig talt så kunne vi godt bruge en hjælpende hånd fra den del af vores idræt, som arbejder professionelt med sporten.
Med venlig hilsen
Kenneth Bøggild
2011-08-26 16:07:13 af Niels Jensen

Giv dog kenneth en tudekiks. Jeg er sikker på at rigtig mange topalelter bruger enorme mængder af tid på at blive kendte. Hvad bruger danske sejlere. Kenneth giver selv svaret INGENTING, så skal det jo bliv lidt skidt med interessen for sejlsporten.
2011-08-26 16:19:10 af Steen Hillebrecht

Nu er sejlsportsmedierne jo frie aktører, så I må selv bestemme, hvad I vil. Men jeg vil bakke Kenneth op og foreslå, at I som medier opstiller en målsætning, om at blive citeret i de landsdækkende medier.

Det vil være en winwin situation for alle parter: Udøverne bliver profileret, sejlsporten bliver mere kendt og I som medier bliver ligeledes profileret, når I bliver citeret. Andre medier gør - de ansætter endda medarbejdere, der arbejder med at sælge historierne til de landsdækkende medier.

Så Bådmagasinet: Lad os få jeres målsætning for, hvor meget I vil citeres og dermed være med til at profilere vores sport!
2011-08-26 16:22:18 af Steen Hillebrecht

PS: Så netop, efter at jeg havde postet ovenstående, at en af Bådmagasinets konkurrenter har indgået samarbejde med Ekstra Bladet.

Lad det være til inspiration.
2011-08-26 19:26:38 af Erik Hansen

Godt indspark, Nicolaj.

Men husk på, at når du peger fingre imod andre er der fire fingre der peger mod jer selv.

Medier som Bådmagasinet, har en udvidet forpligtelse til at skrive om vores helte, og være med til at skabe dem via mediet.

Så tilbage til udgangspunktet, og lav noget grundliggende godt arbejde, så kan du/I tillade jer at kritisere de \"stakkels\" elitesejlere, som altså gør det de er bedst til, nemlig at sejle - det samme skulle I måske gøre, altså skrive.....
2011-08-26 19:43:35 af Uffe

Hverken Bådmagasinet eller Nicolai kan da gøre ret meget, hvis OL sejlerne ikke selv medvirker? Nicolai har da 110 % ret i sin kritik. Tilmed giver han 4 ingredienser til at fremme kommunikationen, så OL sejlerne skal da bare se at komme i gang
2011-08-26 19:51:00 af I river (s)prydstagen af mig hvis jeg sir\' det

Godt brølt og alt det der.. Vi sejlere kan naturligvis ikke forstå at hele den resterende verden ikke straks kaster alt andet til side for for at høre mere om sejlsport. Ligesom vi gerne selv intenst vil følge med i alle spændende detaljer omkring f.eks skeetskydning hvis bare det blev eksponeret mere.

Tror du, Lassen, at du kunne tænkes at være en kende farvet i dit syn på hvor fantastiske vores historier er? Jeg kender mange der mener det tenderer til middelsvær sindsyge ustandseligt at sejle rundt i Øresund. De vil hellere læse om HIK. Hvilke jeg sjovt nok aldrig gider - selv om det er eksponeret helt ustyrligt.

Ja, ja Niels Jensen - jeg snupper en tudekiks og ser på mens I går i gudefasen. Jeg nyder det er en intelligent sport, der sikkert får den opmærksomhed der tilkommer den på en mættet medieflade, når der bliver præsteret igennem.

2011-08-26 20:31:42 af Erik Hansen

@Uffe..Mener du at fodboldspillerne, håndboldspillerne eller tennisspillerne medvirker særlig inteliigent til formidlingen af deres sport i medierne. Nej vel.

De har sjældent noget smart at sige, eller bare tilnærmelsesvis noget der kan berige fagligt eller medeimæssigt.

Det forhindre ikke medierne i at bruge 99% af deres sports-spalteplads på disse sportsgrene. Hvorfor, fordi journalisterne skriver historierne og skaber stjernerne.

Så derfor, op på heste kære Bådmagasinet - det er jeres opgave at finde,skaber og ikke mindst skrive historierne. Det er det de andre gør, og så kan atleterne bruge tiden på at forbedre sig, mens I skriver.
2011-08-26 23:16:30 af Lars Hansen

@ Kenneth, du bare min fulde opbakning.

@ til dem der er ved at svømme over af begejstring over Nikolaj og andre journalister. Journalister er utrolig dovne, de gidder ikke lette bagdelen og møder aldrig op til sejlerevent, hvis det da ikke lige drejer sig om Drager eller Knarr. Hvis jeg læser de artikler der har været skrevet om kapsejladser, store som små i det danske land, så har jeg rigtig svært ved at finde artikler skrevet af journalister.

Så et godt råd til journalister - fat pennen, mød op i klubberne og skriv historien, vær dog med til at skabe den medieopmærksomhed vi mangler.


Jeg syntes det er helt utroligt, at der er så mange brokke......... der skriver indlæg på sejlersitene. Hvis I har så meget tid til overs - så prøv at møde op i jeres klub og vær med til at gøre en forskel til gavn for alle os der holder af sejlerlivet, vær dog lidt positive og glem den rivalisering mellem Bådmagasinet og Minbåd, men accepter begge. Skulle du have antiparti mod den ene - så lad dog vær med at læse den.

Jeg bruger selv meget frivillig tid på at arrangere kapsejladser - det er en fantastisk god oplevelse at gøre noget for andre - og tænk sig, det er slet ikke nødvendigt at tænke negativt............
2011-08-27 08:04:34 af Uffe

Det er da noget sludder Lars Hansen fremfører. Beviset finder du på forsiden, hvor jeg talte 8 artikler om kapsejlads, lige fra BB 10 meter til RC 44 stævne. Uden at vide det, er fællestrækket nok at det enkelte stævne har informeret Baadmagasinet om deres eksistens. Derfor er der skrevet om dem.

Lassen har da ret i at sejlerne selv, især dem på eliteplan med penge i ryggen måd yde en indsats. I EB læste jeg at
tennisspillerne på WTA-turen er forpligtede til at stille op til tre aktiviteter uden for banen under en turnering.

Det kan være forskellige former for fanpleje, et sponsorarrangement, et hospitalsbesøg, et ekstra interview eller noget helt femte.

Jamen derfor er tennis også en verdenssport sejlsporten kunne lære meget af

2011-08-27 08:19:35 af Lars Hansen

@ Uffe

Jeg er glad for din kommentar Uffe, det er lige nøjagtig hvad jeg skrev - journalister kommer aldrig ud til de enkelte sejladser, men sidder blot på deres flade og venter på stof fra stævnearrangørerne
2011-08-27 13:57:28 af Per Larsen

Nicolai bruger et udmærket eksempel om 132 historier om HIK Fodbold kontra 26 historier om sejlsport som helhed.

Og pointen skal så være at at \"elitesejlerene har et STORT ansvar\".

Tror Nicolai virkelig at den enkelte fodboldspiller på HIK\`s fodboldhold er det som har gjort forskellen?

Jeg er helt enig i at det er sejlsportens egen skyld, idet vi er håbløse til at præsentere vores sport. Selv i det store udstillingsvindue OL, bliver ethvert forsøg på at øge tilskuerinteressen mødt med kraftig modstand fra sporten selv.

Men at gøre det til den enkelte elitesejlers ansvar er helt forfejlet. Ligesom elitesejlerne ikke selv skal bygge deres både eller sy deres sejl, skal de heller ikke tage ansvar for promoveringen af sporten. Elitesejlerne skal koncentrere sig om at levere resultaterne og så er det vi andres opgave at formidle de mange gode historier.
2011-08-28 09:48:21 af Mikkel

Det er da en mærkelig diskussion, som om Baadmagasinet skal gør al arbejdet? At sejlerne selv kan kører frirum?

Vi læser og diskuterer på dette site gratis....Annoncørerne i bådbranchen forstår jeg, alle er på falittens rang. Jamen skal sejlsport blive andet end for de specielt indvidede må sejlerne selv gøre en indsats - stor indsats hver gang.
2011-08-28 13:59:38 af bjork.dk

Rasmus Bech fra Politiken skrev en klumme den 23.8.04 i forbindelse med OL i Athen, der fortjener et citat:

Og så skete det – en af mine kolleger gav skytten et håndtryk til farvel og sagde: ”Vi ses om et par år”. Og så hastede han ellers videre for at finde en ny opgave på hylderne i det olympiske supermarked.

Se, det var en rigtig ak-ja-suk-oplevelse for den unge sportsmand. For skytten ved – hvad han også, med et svagt bittert strøg på tungen, råbte efter journalisten – at nu glider han, og de andre skytter og alle andre atleter fra de små sportsgrene ud af mediernes fokus. …

Kan det være anderledes? Nej – nærmest ikke. Virkeligheden er den, at tv-stationerne sætter dagsordenen og bestemmer sportens økonomi.

Og den dagsorden er temmelig nem at overskue. Punkt 1: Kvindehåndbold og fodboldlandskampe. Punkt 2: Mere kvindehåndbold. Punkt 3:Anden håndbold. Punkt 4: Superligafodbold. Punkt 5: Champions League. Og under `eventuelt`: Rend os i røven med sport uden høje seertal. Kan vi på aviserne gøre en forskel? Ja – men kun gradvis. … også vi ved, hvad den danske nationalsport er. Og det er ikke trampolinspring.

Rasmus Bech kunne uden skrupler have tilføjet Beachvolley (eller ”bitch-volley” som Ekstra Bladet kalder den populære tv-disciplin) under punkt 6.

Ønsker i, at sejlsport skal ende som en mainstream sport? -hvis ja, så gennemtænk de mulige konsekvenser for kvaliteten i sejlsporten.

Jesper Bjørk
2011-08-29 07:42:57 af Lars

Ufatteligt at læse de mange indlæg. Ikke en forholder sig spørgsmålet: Hvad kan den enkelte OL sejler gøre for at få lidt mere nødvendig omtale? Læs dog lassens bagside en gang til, jeg tror ikke i har fattet det positive budskab.
2011-08-29 11:33:11 af Per

@Lars: Hvis der er noget vi ikke har fattet, kunne du så ikke lige fortælle hvad det er, i stedet for at opfordre os til selv at finde ud af det?
2011-08-29 16:05:14 af Lars

Tænk, men her giver Per Larsen beviset på at Lassen og Bagsiden har fuldkommen ret:

\"Sendt d. 29-08-2011 kl. 13:17 af Per Larsen
Fordi det er en pressemeddelelse fra fra E-jolle klubben!\"

Esejlerne har gjort sig den ulejlighed at skrive en pressehistorie til Bådmagasinet, og alle de andre klasser har intet gjort. Hvem får opmærksomheden? Chack selv.

2011-08-29 18:00:42 af Per Larsen

Det er formanden (sejlerfar) der har skrevet og ikke sejlerne selv!
2011-08-29 18:01:44 af Per Larsen

Lars, der er vist noget du har overset: Det er en pressemeddelelse fra E-jolle klubben - ikke fra de enkelte E-jolle sejlere.

Jeg er da helt enig at sejlsporten selv har ansvaret, i dette tilfælde eksemplificeret ved E-jolle klubben.

Men det er altså ikke det som Lassen skriver. Han skriver tværtimod at det er sejlernes eget (personlige) ansvar. Og der mener jeg altså at sejlerne bør koncentrere sig om det som de er gode til, nemlig at sejle - og så bør have en organisation omkring sig som kan varetage mediekontakten.






★ Artikel

★ Lamineret cockpitarm og timevis af lakering

★ Interview & Portræt

★ Portræt: Ny kaptajn ved roret i Dansk Sejlunion - Anders...

★ Test af motorbåd

★ Test: Bayliner V20 - Sjov og rummelig

★ Artikel

★ Vendée Globe: Nedtælling til verdens hårdeste...

★ Artikel

★ Rita IV: En konge værdig

★ Test af motorbåd

★ Test: Delphia 10 Sedan - Slowboat til gode oplevelser

★ Interview & Portræt

★ America's Cup: Dansk civilingeniør stadig en af de mest...





Udvalgte artikler *


Produktnyt

Hvis der er noget vi glæder os til...

USA: GM ind på markedet for e-motorer

Der er en ny kat i byen