Bagsiden: Ro på – Nicolai!

Her ses Bagsidens gæsteskribent Torben Ethelfeld ved roret af Runa, en 7 mR-båd fra 1910, ved sidste års Svendborg Classic Regatta. Foto: classicregatta.dk.

Torben Ethelfeld er en ildsjæl, en af disse fantastiske mennesker, der brænder for at skabe løsninger, og ikke er bange for nytænkning. En person, som jeg er rigtig stolt over at kende, Sammen har vi lavet flere arrangementer, og skabt løsninger ikke set før. I flere år brugte vi sammen alle døgnets timer i uge 30, på at afvikle sejladsen ”Fyn Rundt for gamle træskibe”. Et arrangement, der i hver af de 5 havne, trak 10.000vis af glade og nysgerrige mennesker. Kanon reklame for det gode liv ude på vandet. Torben er trods sin altid beskedne fremtoning, også en ildsjæl der er ganske klar i spyttet, hvorfor jeg er helt tryg ved at lade den gode Torben Ethelfeld være gæsteskribent på denne uges ”Bagsiden”.

God læselyst.

Nicolai Lassen

Gæste bagside af Torben Ethelfeld

Ro på, Nicolai – jeg er ikke Svendborg Classic Regatta. Jeg deltager i stævnet, som en ud af mange, i et meget velorganiseret stævne. Et stævne jeg godt nok selv var med til at starte i sin tid, men som jeg nu har overladt til andre, og måske mere, kompetente personer at drive videre.

Det er sammensætningen af denne gruppe, som andre måske kunne lære noget af. Gruppen bag Svendborg Classic Regatta består af ildsjæle fra alle de sydfynske sejlklubber og en enkelt langelandsk, der sammen med Danmarks Museum for Lystsejlads, Maritimt Center Danmark i Svendborg, Svendborg Marineforening og Svendborg Kommune arrangerer stævnet. Det er ikke kun en klub med dens få ildsjæle, der skal bære byrden, men et smuk samarbejde mellem en hel masse gode mennesker, som gerne vil være med til at løfte byrden med at arrangere et super tjekket stævne.

Selve stævnets opbygning er også værd at bide mærke i. Da vi i sin tid startede det, var det vigtig for os, at vi lavede en sejlerfest, hvor alle klassiske lystbåde var velkomne. Det vil sige, at vi skulle lave noget der både var for dem der ville sejle kapsejlads, og noget for dem der, ikke havde lyst til det. Samt at disse to dele skulle være lige vigtige.

Kapsejladsdelen blev oprindelig varetaget af Svendborg Sund Sejlklub, der lavede et perfekt afviklet race for den del af sejlerne, der var til den slags. Og deltager du i dag, vil du opleve det samme. Det er ikke til at sætte en finger på noget. Det er rigtig flot arbejde, de laver.

Den anden del af det oprindelige stævne, der kom til at hedde Regatta touren, stod jeg for. Det var for dem, der ikke ville kapsejlads af den ene eller anden grund; nogle fordi de var blevet for gamle, nogle fordi de var for unge inden for sejlads, nogle fordi de var på familietur og andre igen simpelt hen fordi, det ikke interesserede dem.
Denne brogede flok skulle jeg lave et program for, der var sjovt og gjorde at de fra år til år havde lyst til at komme til Svendborg og deltage i stævnet. Noget af en udfordring, men også en spændende opgave, der et eller andet sted rører ved selv hovedspørgsmålet: Hvorfor tager vi egentlig ud på vandet, hvis det ikke er for at sejle om kap?

Jeg blev meget inspireret af Tage Voss’ klummer fra det for længst heden gangen ”Sejl og Motor”. Han skrev igennem årene meget om nydelsen ved at være på vandet, det at være et med sin båd og naturen, kunne finde vej og ikke mindst gøre det på en sikker måde.

Et andet sted jeg fandt inspiration var i beskrivelserne fra de tidlige sejlklubber, og hvad de foretog sig i forsøgene på at definere, hvad sejlsport var for noget, og hvordan det skulle foregå. Her er der beskrivelser af frokostture, eskadresejlads med tilhørende manøvrer efter flagkommando og fælles tursejlads med overnatning.

Så Regatta touren kom til at bestå af alle disse ting. Vi havde havfruespil, bådfodbold, udveksling af besætninger, søslag af alle slags og en hel masse hygge. Jeg udfordrede deltagerne på deres evne til at håndtere deres både, og hvert eneste år var der en hel masse træning i mand over bord manøvrer. De hed bare noget andet, men bestod grundlæggende i at samle noget op der flød på vandet iført en redningsvest.

Min pointe, i forhold til hvordan dansk sejlsport åbner sig og sørger for at hele tiden at være så bred som mulig for alle, er, at de arrangementer der laves, skal være både for eliten og for bredden.

Hvis det Dansk Sejlunion laver og bruger hovedparten af deres ressourcer på, er de få hardcore kapsejlere der kommer fra de ”rigtige” klubber og sejler de ”rigtig” klasser, hvorfor skulle jeg have lyst til at være medlem? De skal også være interesseret i og støtte det jeg laver.
I det oprindelige koncept omkring Svendborg Classic Regatta var grundprincippet at pengene fulgte båden. Det vil sige, at det stævnegebyr hver deltager indbetalte som udgangspunkt blev brugt til at finansiere deres stævne. Der skulle altså ikke overføres penge fra Regatta touren til kapsejladserne. At det i praksis ikke blev sådan, skyldes alene, at jeg simpelt hen ikke havde brug for så mange penge til at lave Regatta touren.

Hvis man tænker sig lidt om, behøver det ikke koste ret meget at have det sjovt. Derfor undrer det mig, hver gang et stævne eller et ”elite” projekt kommer ud med underskud; tænker og planlægger de folk med den legemsdel, vi andre bruger til at sidde på?

I de senere år har Svendborg Classic Regatta udviklet sig med to nye afdelinger, der også er værd at bide mærke i. De klassiske motorbåde er også blevet inviteret og hvert år bliver der inviteret en anden gruppe sejlere til at deltage. I år er det 10 M kutter, hvilket vil sige BB10 m, Molich-x-meter, Karavel, Ylva og Safir.

De klassiske motorbåde er inviteret med, dels fordi de selvfølgelig helt naturlig hører til i kredsen. Men også fordi de er den del af vores maritime kulturhistorie, der er mest truet. Her tænker jeg ikke på Riva og de andre sydeuropæiske og amerikanske klassikere, men på den langsomtgående danskbyggede motorbåd; den slanke type med det høje forlængede fordæk og rummelige cockpit. Dem der definerede dansk motorbåds sejlsport fra omkring 1930 til slutningen af 1960’erne. De er simpelt hen ved fuldstændig at forsvinde, hvilket er mig lidt af en gåde. For smukke er de jo.

Et eller andet sted er det et paradoks, at den moderne dansker ikke kan få nok af klassisk dansk møbeldesign; Børge Mogensen, Arne Jacobsen osv.. Men når de selv samme mennesker anskaffer sig en motorbåd, køber de en der er rørt op i en spand nede i Polen.

De moderne ”klassikere” er inviteret med, fordi det er vigtigt ikke at lukke sig om sig selv. Et stævne for klassiske lystbåde kan meget nemt blive en lukket fest for de særlig rettroende, ligesom stævner for så mange andre typer og emner.

Ikke at Svendborg Classic Regatta har haft den slags problemer på noget tidspunkt. Vi tillod f.eks. lige fra start af, at glasfiber-Knarrer kunne sejle med, sammen med de rigtige Knarrer. Vi havde den lumske bagtanke, at det kunne lokke nogen af dem ovre fra Øresund til at kikke forbi. Hvilket altså bare ikke er sket endnu!
Hvorfor det forholder sig sådan, kan man tænke lidt over. Er de der Sund-sejlere bange for at komme ud og lege med os andre, fordi de ved, at de vil få klaps? Er vi ikke fine nok? Eller er de bare nok i sig selv?

Hvilket får mig til at tænke på Drage-klassen. I den tid der har været afholdt Svendborg Classic regatta, kan antallet af deltagende Drager tælles på en hånd. Man må spørge sig selv om, det er fordi Drage-klassen ser sig selv som særligt udvalgte; dem der sejler en type, der er udviklet oppe på Olympen blandt guderne, med basunfanfarer givet til de helt specielle og under skønsang døbt i Harboe Silver. Og ikke som den rettelig er; en smuk klassisk lystbåd tegnet af Johan Anker, der vil komme til sin ret sammen med andre smukke gamle bådtyper.

Nok om det
Min pointe - kære Nicolai, er, at mange af de problemstillinger du påpeger, har vi tænkt over i Svendborg. Og fundet løsninger på. Rigtig gode løsninger. Løsninger alle andre i dansk sejlsport, er mere end velkommen til at kopiere.

Svendborg Classic Regatta er altså ikke noget jeg arrangerer. Det er der rigtig mange andre smukke mennesker der gør. Og de fortjener enorm ros for det. For de gør det rigtig godt.