Bagsiden: Lad sejlerne forvalte deres egne penge


Hvorfor ikke sende midlerne fra 1% forsikringsafgiften til Dansk Sejlunion så de kan håndtere Farvandsvæsenets forpligtigelser overfor lystsejlerne?, foreslår Nicolai Lassen i ugens bagside. Arkivfoto: Per Heegaard.

Lars Ive har i sin egenskab af formand for Danboat, sikkert grinet i sit grå skæg over min kommentar: ”Mig, Bådmagasinet og vores læsere finder jeres 1 % forsikringsafgift på lystbåde urimelig.” Og med rette, for I var ikke mange, der gav mig ret. Samme Lars Ive har tidligere skrevet i en Danboat kommentar, at den sag ville ikke blive behandlet – før der var stemning for en fælles indsats. Og umiddelbart er der ikke den rette stemning.

Som Per Larsen skrev: ”For en meget stor del af de bådejere, som for alvor bliver ramt af forsikringsafgiften, er båden at sammenligne med et sommerhus. Ejendomsværdiskatten for sommerhuse er sjovt nok netop 1 %. Det virker yderst retfærdig.” eller som Poul B. Hansen skrev: ”Jeg synes det er latterligt at hidse sig op over at skulle betale 1 % i værdiafgift af et luksusgode som en lystbåd. Jeg skammer mig over at være sejler, med så snæversynede og egoistiske sejlerkolleger.”

Sådan, der kunne den ”ged godt være barberet”, men nok fik sidste bagside ikke serverne til at buldre, men er det nu også sandheden, der kommer frem i debatten? I stedet for at forsvare, at jeg gik på en slem skralder, så lad os kigge på de 115 mio. kr., som samfundet hvert år henter hos sejlerfolket. Hvad får vi igen? Ja det er faktisk et helt normalt forvaltningsprincip, at afgifter inden for en branche – eksempelvis landbruget, går tilbage til erhvervet.

Jeg tror ikke, at nogen politiker vil give afkald på gode penge, der automatisk flyder ind fra os lystsejlere. ”Tror” må jeg erkende er en mild underdrivelse, for de relevante politikere jeg forelagde problemstillingen i ugens løb, smilede venligt – valgkampen er jo undervejs – og rystede på hovedet. Men kassetænkning er jo en vigtig politisk kunst, og her kunne det da være en mulighed.

Tag f.eks. Farvandsvæsenet som har myndighedsopgaven med fyr og afmærkning i alle danske farvande. Prioritet nr. 1 er de store sejlruter, og yde en opdateret service overfor den kommercielle trafik og Søværnet.

Lystsejlerne er overordnet set alene en risikofaktor for den kommercielle trafik. Og store dele af de indre danske farvande er i dag kommercielt uinteressante for Farvandsvæsenet. Hver gang politikerne skal skrue et forsvarsforlig sammen, gælder det om at finde økonomiske besparelser. Farvandsvæsenet er en del af forsvaret, så når valget står mellem krudt og kugler i Afghanistan eller opdateret afmærkning af Bøgestrømmen? Jeg lader dig selv gætte på den politiske prioritering i det valg?

I forvejen er Dansk Sejlunion i en tæt dialog med Farvandsvæsenet med at udvikle sejladsinformation til alle lystsejlere, der færdes på havet. Så ideen ligger lige for: Hvorfor ikke privatiserer den del af Farvandsvæsenet, der ikke længere har kommerciel interesse for skibsfarten? Giv eksempelvis Dansk Sejlunion myndighedsopgaven om at udvikle og vedligeholde afmærkninger af de områder hvor det primært er lystsejlere der kommer?

Det samme gælder Søsportens Sikkerhedsråd, der er en selvstændig institution under Søfartsstyrelsen. Formålet er, at arbejde for sikkerhed til søs for alle, der benytter danske farvande til rekreative formål. Altså alle os der bruger vores fritid til søs, opgaven ligger på Finansloven og så må en række private sponsorer hjælpe til – ellers var der ikke oplysning.

Søfartsstyrelsen har myndighedsansvaret for handelsflåden og fiskeriet, og er en styrelse under Økonomi- og Erhvervsministeriet. Du som fritidssejler, er alene en irriterende bagatel, som der ikke ydes megen opmærksomhed i dagligdagen. Det ses tydeligst af bemandingen med to deltidsansatte. Oftest som en retrætepost for en søofficer, der ikke længere er brug for på flådens skibe.

Jamen tanken er da lige for, en hurtig skilsmisse fra Søfartsstyrelsen og så et arrangeret ægteskab med Dansk Sejlunion?

Og nu er det politikerne, der skal på banen, for uden penge gør det ondt. Pengene er jo til rådighed, for dem har vi sejlere jo selv betalt gennem forsikringsafgiften. Tag halvdelen af 115 mio. kr., og stil dem til rådighed for Dansk Sejlunion. Kræv at Dan Ibsen og hans tro tropper, løser opgaven meget bedre end den løses i dag. Politikere opfordres til at lave en resultatkontrakt med Dansk Sejlunion, så alle får størst muligt udbytte af afgiftsmidlerne. Det ville da være til gavn for alle, både politikerne og os – ”lystsejlere”.

Jeg er en kylling
Nu startede denne bagside, med en lang bekendelse om egen uduelighed. Lad mig så slutte med en til: ”Jeg er en kylling.” Her i debatten omkring valg af båd til kapsejlads har 505-sejleren Tom Bøjland været aktiv. Herunder med en invitation til mig som Knarr-sejler, om at gaste på en 505. Et tilbud jeg fluks sagde ”Ja tak” til.

Aftalen var, at det skulle ske efter Knarr-klassens ”Havelågesejlads” sidste lørdag. Det blæste vanvittig meget, men Tom stod klar med sin jolle og en trapezbælte i kingsize. Åbent erkender jeg at det måske ikke lige var dagen jeg skulle stå i trapez. Heldigvis var Knarr, Drage, Finnjolle og nu også OK-sejleren Frank Berg parat til at redde Knarr-klassens ære. De fik en fantastisk tur, men havarerede og måtte tage en taxa hjem.

2010-10-08 12:34:05 af Tom Bøjland

Blæste vanvittig meget!!!! - vrøvl! måleren stod på præcis 10,5 m/s da jeg aflæste den inde i jeres fine nye klubhus.

Nå men er sikker på at Frank Berg fik sig en \"ud af kroppen\" oplevelse :o)

Tom B.
2010-10-08 12:37:44 af Niels Andersen

Nicolai, du har sgu gjort det igen. Fantastisk bagside, fremragende tænkearbejde selv om jeg ikke tror DS har evnerne og viljen til at løfte opgaven. Men YES, atter en gang sætter du dagsorden i dansk sejlsport. Fredag er en herlig dag med din bagside
2010-10-08 12:40:50 af Jens Gregersen

Hvorfor har ingen i toppen af dansk sejlsport tænkt de tanker, som Lassen nu kaster på bordet? Hvorfor skulle der gå 35 år før nogen begyndte at tænke? Har Dan Ibsen ikke været sejlsportens øverste generalsekrætær, han må da snoksove

Godt skrevet af kylling
2010-10-08 13:20:15 af Jan Saugmann

Som hovedsagelig jolle kapsejler interessere dagens emne om Farvandsvæsnet og farvandsafmækning mig ikke så meget. Men jeg ville rigtig gerne høre hvad Frank Berg syntes om vores elskede gamle 505 jolle?

Sauge
2010-10-08 14:28:38 af Søren Kæstel

Da jeg havde Starbåd skrev Christian og jeg hvert år til skiftende skatte- og kulturministre, hvorfor skal vi betale skat af vores idrætsredskab??. Ligegyldigt om det var konservative-, liberale- eller socialistiske ministre var svaret stortset det samme, de kunne alle se det urimelige i at skatten skulle ramme idrætten, men svaret var det samme \"det ville være for dyrt at administrere\", vi kom også med alternative skatteforslag som fx. skat på fjerbolde (der bliver brugt mange har jeg set på TV), fodbolde og fodboldstøvler, golfkøller, rideheste osv.

Søren
2010-10-08 16:30:30 af Pia A

Nu prøver en pigesejler at liste ind i dette mande univers, jeg synes Nicolai har fat i noget af det rigtige. Hvis ikke sejlsporten kan tage over, så forsvinder afmærkningen i de indre farvande unden kommerciel interesse. Godt tænkt, lad os bakke op om ideerne - ellers kommer vi ingen steder
God weekend

Pia
2010-10-08 16:39:23 af Torben

Enig med Pia, hvis vi ikke giver ugens bagside en massiv opbakning - så kommer den gode ide ingen steder. Så vi må til tasterene - også kritikerne, og hvor er DS?
2010-10-08 18:14:00 af gregers

min støtte til pia. Godt skrevet af bagsiden
2010-10-09 11:42:52 af Frederik Jensen, tursejler

Kære venner
Tænk at bruge så meget energi på ham Hellers, jeg ved ikke hvem han er, har aldrig handelet der - han virker også noget flosset i kanten.

Hvorfor er der ikke flere som går ind i debatten som bagsiden har sat i søen? For det er helt rigtigt set, vi lystsejlere skal ikke forvente megen hjælp fra Farvandsvæsenet meget længere. De har ikke politikernes bevågenhed, og de skal altid sparer flere penge. på de store ruter er danmark bundet op af internationale aftaler, så tilbage er de ikke komercielt uinteressante afmærkninger. Dem vi bruger, når vi sejler tur. Lassen har fat i noget af det rigtige, som det er hele sandheden, tror heller ikke han selv ved - men udtryk for sund fornuft, som vi må være mange der bakker op om. Vi må ud og have fat i vores sejlervenner, for åbenlyst læser de ikke med på baadmagasinet.dk

Jeg synes også på de mange kommentarer, at kjøbenhavnererne er de flittige på tasterne, det bliver det sjældent meget bedre af.

Men os der sejler tur, kom ud af busken - for det er et godt initiativ
2010-10-09 12:46:50 af Søren Sørensen

Hej Frederik
Du har fuldstændig ret, men nogle må der være som er herinde og læse! I det seneste nummer af bladet Bådmagasinet har de en side med om deres fremgang på nettet. I august var der over 42.000 unikke brugere, det er simpelthen rigtig mange, når man tænker på den niche som sejlsport er, men enig - få dine sejlervenner til at bakke op, det Lassen har fat i er sgu ikke helt skævt.
\"En fra Jylland\" :-)
2010-10-09 18:23:21 af Rasmus

Vil snart gerne høre om hvad Frank Berg sagde til at sejle 505!
2010-10-09 19:58:00 af Viggo

Tom, Jan og Rasmus

Jeg var selv i Skovshoved lørdag eftermiddag. Kalibring må være påtrænkt til det instrument Tom påstår at vindstyrken kun målte 10 - m/s. Lassen har ret, det blæste voldsomt - og det var ikke forsvarligt at tage ud i det vejr. Jeg ser også frem til frank bergs kommentar

Iøvrigt en rigtig god bagside i denne uge, jeg bakker 200% op
2010-10-10 14:31:19 af Viggo

Jeg ved ikke hvor du har din viden om hvad en 505 jolle sejle i fra, men den trænger vist til opdatering (din viden altså) - både Jan og undertegnede var på vandet i Skovshoved den dag, og at FB og undertegnede røg på røven skyldtes en simpel fejl 40 og ikke hvad jollen er designet til. (når jeg siddder og tænker på det synes jeg faktisk at de sjovt at du kan sidde og klogedig uden at vide hvad der rent faktisk skete)

Så sent som i August sejlede vi VM i Århus i væsentligt mere luft.

De 10,5 m/s aflæste jeg på instrumentet på vindmøllerne ude foran Kbh. Havn lige før vi tog ud - har ingen anelse om hvordan det er kalibreret.

Men jeg kan fortælle dig at vi kunne holde jollen nede på kryds uden at rake samt med ret mast og uden overdreven rigspænding - og undertegnede som var i stroppen vejer altså kun 81 kg. samt at FB altså ikke hang som et svin, så de 10 meter passer vist ret godt..

Men indrømmet - der var gode buler på suppen - hvilket jo absolut forøger \"fun factoren\"

Tom
2010-10-10 16:24:13 af viggo

kære tom
almindelig sund fornuft og respekt for Øresund. At du jan sejler kan ingen sige noget, i jeres positioner. Menlokke dentrindre lassen ud i det vejr er sindsygt. Faktuelt gik det også galt med den ellers erfarne frank berg.
2010-10-10 19:31:29 af Hold nu fokus

115 millioner kroner i årlige indbetalinger fra sejlerne, er altså vigtigere end hvor meget det blæste i Skovshoved i lørdags.

Bagsiden har fat i et vigtigt emne, alle burde kaste sig over. Hvor er Dansk Sejlunion? Er de bare skræmte over risikoen for lidt arbejde? Jeg bakker op om synspunkterne på bagsiden, er jeg den eneste?
2010-10-11 09:21:01 af Niels Andersen

Hvad mener DS om dette udemærkede forslag? Er det en opgave I kan magte? besunderligt, at de er så tavse i Brøndby?






★ Artikel

★ Lamineret cockpitarm og timevis af lakering

★ Interview & Portræt

★ Portræt: Ny kaptajn ved roret i Dansk Sejlunion - Anders...

★ Test af motorbåd

★ Test: Bayliner V20 - Sjov og rummelig

★ Artikel

★ Vendée Globe: Nedtælling til verdens hårdeste...

★ Artikel

★ Rita IV: En konge værdig

★ Test af motorbåd

★ Test: Delphia 10 Sedan - Slowboat til gode oplevelser

★ Interview & Portræt

★ America's Cup: Dansk civilingeniør stadig en af de mest...





Udvalgte artikler *


Produktnyt

Hvis der er noget vi glæder os til...

USA: GM ind på markedet for e-motorer

Der er en ny kat i byen