Bagsiden: 'Der skal altså sås, før der høstes'

Nicolai Lassen leverer endnu engang stof til eftertanke i ugen brok på bagsiden. Arkivfoto: Per Heegaard.

Gammelt mundheld, men atter engang yderst aktuelt. Traditionelt har Sletten Sejlklub, faktisk har de mere end 40 gange, indbudt til et hyggeligt Knarr stævne i 2. uge af august måned. Desværre har de også aflyst det igen i snart lige så mange år, for de stiller hvert år krav om minimum 12 startende både. I sig selv ikke noget urimeligt krav, men blandt de mange og desværre ofte lidt sløve Knarr sejlere, er det efterhånden de færreste der tror på stævnet gennemføres, hvorfor de ikke reserverer weekenden.

Samtidig falder stævnet ofte sammen med at de 6–7 bedste besætninger er ude og sejle IKC. Positivt er stævnet derfor også alle tiders chance for at få en dejlig weekend med fest og hygge og afslappet kapsejlads uden de allermest hidsige Knarr-sejlere til at genere oppe foran. Lørdag var der planlagt gin/tonic på kajen, før aftens store grillfest. Mandag var der desværre kun fem besætninger tilmeldt, hvorfor stævnet igen i år blev aflyst.

Det er en ond cirkel, og helt uforståeligt at Sletten Sejlklub ikke kan forstå hvorfor de skal ”så” masser af tillid omkring klubben, før vi alle sammen kan høste glæderne ved et sådan fantastisk arrangement. Hvorfor gennemfører Sletten Sejlklub ikke stævnet for de fem besætninger? Og så dem der først fik tilmeldt sig i løbet af ugen? Jeg garanterer, at næste år vil der komme dobbelt så mange besætninger. Nu er det igen skønne spildte kræfter, hvor alle involverede får travlt ved håndvasken – og skyde skylden på alle andre.

Basalt har det jo noget at gøre med engagementet i klubben: Vil vi sammen slås for mulighederne? Eller er det en befrielse at aflyse arrangementet igen? Det er et spørgsmål om holdninger, vil vi yde den ekstraordinære indsats? Sletten Sejlklub må selv komme med et svar.

I denne uge er jeg i San Francisco og sejle IKC, der er Knarr-klassens åbne verdensmesterskabet. IKC har altid været en stor og mandskabskrævende begivenhed, hvor alle fra værtslandet må yde en ekstraordinær indsats. Her viser de amerikanske sejlere vejen, også dem som slet ikke sejler Knarr. Spørgsmålet: ”Hvad kan jeg gøre for Knarr?” og bagefter ”Hvor kan jeg ellers bidrage med noget ekstra?” gennemsyder hele sejlklubben og Knarr-klassen – høj som lav, rig som fattig. Godt nok har vi endnu ikke mødt nogen af de sidste, men alle er indstillet på at yde en ekstra indsats. Det kunne danske knarr-ejlere sammen med sejlklubber som Sletten Sejlklub godt lære en hel del af.

Tilbage til IKC. De bedste amerikanske både giver mere end hård – og uventet - konkurrence til danskerne. Hovedparten af de danske både må indtil videre leve med rollen som anden violin, OD 68 Caroline med Søren Pehrsson har dog vist en stabil serie, med to 4. pladser, en 3. plads og en 5. plads. Momentvis har de andre danske både vist fornuftige takter, som Tom Carlsen der vandt første sejlads og Peter Lerbrandt der har hentet to 2. pladser hjem. Men så har de hver især også hentet placeringer, der ikke er værd at skrive hjem om. Forholdene er også vanskelige, masser af tidevand, alt fra let til hård luft i samme sejlads.

Rammerne er ellers fantastiske, sejladserne foregår mellem Golden Gate broen og fængselsøen Alcatraz, som mange berømtheder spildte deres liv på.

Sejlklubben St. Francis Yachtclub er en tryg helle i en ellers syg amerikansk verden. Al verdens ulykker stopper i døren - indenfor gælder det sejlsport, god mad og masse af fine drikke. Klubben har et unikt servicekoncept, selv den gratis shampoo i bruserne har sejlklubbens logo på. Der er flere tjenende ånder, end medlemmer i en mellemstor dansk sejlklub. Tilmed er priserne yderst moderate - her kunne de danske klub restauratører da også godt lære et eller andet til glæde for dansk sejlsport.